Juice Stop

Badstuegade 4, 8000 Aarhus C 86 13 69 65

Juice Stop ligger i Badstuegade. Det siger sig selv, at de laver juice – den friskpressede udgave vel at mærke. Der er dog også et udvalg af sandwich og salater. De kalder det, de laver for Slowfood made in a fast way. Kvinden som startede Juice Stop var Dorte Drachmann. Hun fik ideen, da hun boede i Tyskland, hvor hun ofte nød godt af en friskpresset juice efter en travl dag. Hjemme i Aarhus så hun et hul i markedet, og i 1996 blev ideen ført ud i livet, og Juice Stop åbnede. Hun har senere solgt forretningen, men konceptet er det samme.

 

Maden

Det er lette og velsmagende produkter, der laves hos Juice Stop. Alle sandwich/paninier fås i kolde og varme versioner. Brødet er hjemmelavet og nybagt. Fyldet i de kolde sandwich varierer fra dag til dag. De varme paninier kan fås almindelige eller i glutenfri udgave. De laves, mens du venter og kommer med hjemmerørt pesto, sennepsmayo, tomat og ost samt dit valg af kylling, serrano, skinke, tun eller falafel. 

 

Salater, der dækker dit grønne behov

Også salaterne varierer fra dag til dag. Det er årstiderne, der bestemmer, hvad der er i. En ting er dog sikkert, og det er, at den altid er vegetarisk fra starten. Du vælger mellem en grøn- eller en bulgursalat. Af topping kan du tage kylling, avocado eller falafel. Salaten er fyldt med friske frugter og grøntsager og er vendt i deres hjemmelavede pesto. Portionerne er afmålt, så en stor del af dit daglige behov for frugt og grønt er dækket. 

 

Wrap og avocadomad

Der er også dagens wrap og tre varianter af avocadomadder. De nybagte boller kan købes ved siden af salaterne eller bare til at nyde uden noget. 

 

Drikkevarer

Juicerne er friskpressede og indeholder meget smag. Hertil anvender de udelukkende friske grøntsager og frugter. I det øjeblik du bestiller, går processen i gang, og ingredienserne presses og blendes. Der er også smoothies, milkshakes og proteinshakes. 

Økologisk kaffe er også en mulighed. Den laves på espressomaskine og bliver rund, mild og cremet. Skal der mælk i kaffen, fås den med enten ​​​​økologisk minimælk, havre og mandeldrik. Der er også økologisk te i forskellige varianter. 

 

Stemningen

Juice Stop er en lille café. Den ser lige så grøn og frisk ud som deres mad og drikke. De fleste kommer efter takeaway og snupper en sandwich og juice med på vejen. Du kan være heldig, der er plads ved vindueskarmen, hvor du kan nyde maden i caféen. Betjeningen er smilende og nede på jorden. 

 

Senest opdateret: 02/10/2022 08:10