Sprøde, saftige og marinerede kyllinger på spyd er, hvad de serverer hos Rooster i Vestergade. Det er mest takeaway, men du kan tage plads i restauranten. Hos Rooster anvender de danske kyllinger og altid ferske til deres rotisseri. Dermed sikrer de høj kvalitet. Der er kræset om kødet og tilberedningen af det. Mohammed Badr er ejeren af Rooster. Han mente ikke der var ret mange rotisserie kyllinger i Aarhus, hvilket der heller ikke er.
Maden
Det er naturligvis kylling, der dominerer menuen. De er som regel minimum 1400 gram. En hel, halv eller kvart kylling med side og dip er hovedattraktionen. Der er flere slags marinader, og hos Rooster finder de ofte på nye. Af sides finder du fat fries, råstegte kartofler og libanesisk inspireret sæson salat.
Rooster laver 3 slags kyllingeburgere
Der er også tre burgere at vælge imellem. De er alle med briochebolle og pulled chicken. Derudover indeholder “Smokey” lollo bionde, syltet agurk, rødløg, cheddar, røget mayo og røget ketchup. “Allium” er med lollo bionde, syltet agurk, syltet rødløg og libanesisk aioli. Den 3. og sidste hedder “Crispy og er med hvidkål, rødkål, gulerødder vendt i mayo og libanesisk aioli. Der er syv forskellige dips at vælge mellem. Den libanesiske aioli skiller sig ud ligesom den røgede ketchup og mayo.
Drikkevarer
Udvalget er småt, men stramt. Der er forskellige sodavand, Red Bull og Vitamin Well.
Stemningen
Hos Rooster bliver du mødt af hyggelige omgivelser med egeføj i træloftet, dæmpet belysning og et stort åbent køkken. Baren er bygget op af paller, ligesom endevæggen. Det er hovedsageligt takeaway, men der er også plads til spisende gæster i baren eller ved et af bordene med udsigt til Vestergade.
Prisniveau
Priserne er til at have med at gøre. En hel kylling med 2 side og 4 dip koster 219 kr., men her er også mad til flere personer. 1/2 kylling med 1 side og 1 dip koster 109 kr., mens 1/4 kylling med samme tilbehør står til 89 kr.. Du kan også snuppe en kyllingeburger til 65 kr..