Bowls som mætter, og er sunde, er mere populære end nogensinde før. Hos We Feat på hjørnet af Guldsmedgade og Nørre Allé har de et mål om at gøre en forskel for gæsten og miljøet. Maden er der kræset om, og det er sundt uden at være fanatisk. Hos We Feat laver de ikke bare salater, men måltidsbowls, sandwich, friskpresset juice, milkshakes og kvalitetskaffe. Her tilgodeser de så mange som muligt med noget for både vegetarer, veganere, allergikere og også for kødspisere.
Maden
I samarbejde med ernæringsekspert og sundhedscoach, Pernille Steenberg er måltidsbowls sammensat ud fra de anbefalede kostråd i forhold til sammensætning af kulhydrat, protein og fedt. Alt er økologisk, og maden bliver lavet, mens du venter.
Bowls
Der er otte at vælge mellem. Næsten alle har en bund af spidskål og grønkål, men derfra adskiller de sig. Er du til Old school med basis sundhed bestående af oksekød, spidskål, grønkål, tomat, gulerod, agurk, æble, perlebyg, persille, olie-eddike dressing og rugbrødscrunch. Eller mere til den veganske med falafel, spidskål, grønkål, avocadocreme, brune bønner, tomat, gulerod, æble, bulgur, basilikumpesto og sesamfrø. Her er noget for enhver smag.
Sandwich og morgenmad
Et godt varieret udvalg, der indeholder mere eller mindre det samme som bowls. Hovedingrediensen i det ristede brød er enten kylling, okse eller falafel. Til morgenmad er mulighederne Shavocado, der er ristet brød med frisk avocado, hytteost og krydderier, Acai Bowl eller American Oatmeal med bl.a. varm havre-speltgrød toppet med banan, peanutbutter, mørk chokolade og ananas.
Drikkevarer
Juicerne har hver sin ernæringsmæssige fordel. Er det et hurtigt energiboost, en grøn omgang detox eller et skud c-vitamin, du har brug for, så er der en juice, som passer. Der er også NiceTea eller shakes.
Stemningen
Lokalet er stort. Her er en hyggelig atmosfære med “down to earth”-vibes. Lokalet er flot indrettet med grønne planter og forskellige behagelige stole, sofaer og bænke. Der er 45 siddepladser indenfor og også udendørs siddepladser om sommeren med god udsigt ud til både Guldsmedgade og Nørre Allé.
Prisniveau
Gode råvarer koster, og hos We Feat hænger pris og kvalitet godt sammen. Måltidsbowls har en enhedspris på 75 kr., mens sandwich står til 69 kr.. Skal der en juice eller shake til, er prisen 65 kr.. Der er ofte frokosttilbud.