Madanmeldelse: Bar Piatto indtager stensikkert pladsen som byens nye hotte sted

Mejlgade. Skæve eksistenser, sjove beværtninger og et evigt foranderligt mad- og drikkeliv. Er man i tvivl om tidens trends, er det bare at bevæge sig gennem gaden og betragte byens borgere.

Blandt de seneste skud på stammen finder man Bar Piatto. Spisestedet er åbnet i lokalerne, der i mere end 20 år dannede rammer for notoriske restaurant Sct. Oluf. Men nu har et ensemble af stærke profiler overtaget lokationen og åbnet en spændende blanding af italiensk-japansk fusionskøkken og cocktailbar.

Restauranten var fyldt godt op på en ellers gråkedelig onsdag, og vi nød straks den muntre stemning og løsslupne musik. Der var skruet op for diskoen og Ryan Paris’ evergreen, La Dolce Vita, gjaldede fra højtalerne.

Vores tjener var vaks og berettede om konceptet med menu eller a la carte efter behov. Af ren og skær vane gik vi a la carte. En eklatant dumhed, for størstedelen af retterne havde vi fået alligevel og til en bedre pris. Aldeles selvforskyldt, for tjeneren havde behændigt gennemgået dem. 

Så lad det være sagt allerede nu; Bar Piatto leverer i sin genre fin værdi for pengene for menuen til 450 kr. Her dovner man den ikke uden om de sjove retter fra a la carten, men plukker fra top til bund.

Italienske smagsbomber og funky skinke

Først et par friterede pastapuder med luksuriøst cremet indre på pecorino sardo fra Sicilien. De poppede i munden, og tankerne ledtes unægtelig mod pasta carbonara. Puderne var fyldt til bristepunktet, og den lækre creme havde en snert af pebret bitterhed. 

Således godt for land og lidt af en teknisk magtdemonstration til 85 kr. for to stk.

Vi blev i det friterede univers med næste indslag. Her var tynde skiver af surdejsbrød friteret og toppet med skinke. Ikke hvilken som helst, men culatello, der er modnet i grisens blære. Som følge var den udtalt funky i smagen, og det klædte den komfortable ret med ekstra kant. 

En creme på matsutake svampe trykkede umami-gaspedalen i bund og det eneste, vi manglede, var et glas tilsvarende funky hvidvin. 

Det klarede de heldigvis også. 

Prisfornuftige vine fra egne rækker

Det kan blive fugl eller fisk, når man spørger til vinen på byens restauranter, men for aftenens tjener var der ingen slinger i valsen. Han tog os sikkert gennem kortet og de forventede noter i udvalgte vine, og vi endte med ren chardonnay i ouillé-stil (uden flor, red.) fra huset Caveau du Val de l’Amour i årgang 2022 til 725 kr. 

Ganske hæderligt taget importørens butikspris på 310 kr. i betragtning. Og nu vi er ved importøren; Hele kortet er fra Reduktivts portefølje, og en af folkene bag vinimporten, Rasmus Koller, er da også at finde i ejerkredsen for Bar Piatto. Og det var ingen sag at finde spændende flasker.

Med et velafstemt syreniveau og en fyldig mundfølelse gik flasken eminent til stort set samtlige retter.

Vinen dansede mellem det citrus-, abrikos- og behageligt nøddeprægede, og hver en tår friskede op.

Råtænkt bud på årstidens asparges

Selvfølgelig skulle vi have asparges, og her i hvide klæder, draperet med italienske radiser og flager af parmesan. En provokerende rå ret i både udtryk og smag, for grøntsagerne havde udtalt knæk og kan ikke have været udsat for megen tilberedning. Til gengæld var de saftige som bare pokker, og en sursødlig yuzu-marinade klædte retten eminent og gav aromatisk løft. 

Man skal lede længe efter spændende retter til 75 kr., men her var et raffineret bud – som dog næppe er for alle.

Sidst i denne omgang blev aftenens vel nok største udtryk for den japanske indflydelse på køkkenchef Hans Kjellssons køkken. 

For ind kom en version over den italienske carpaccio, her med indslag af nori-tang, hasselnød og friskrevet wasabi. Nori-tangen var genialt tænkt som både topping og som knust, tapenade-lignende element, der kunne spredes over det pivmøre kød på okseinderlår, og wasabien spillede sin rolle som frugtigt element til UG.

Kødet nærmest smeltede i munden, og der var virkelig tale om en teksturel fornøjelse af de store, når det kom til dette italiensk- japanske stævnemøde.

Lidt flere af de gode piemontesiske hasselnødder havde givet det sidste. Men i sin essens var her stadig et vægtigt bevis på, at Bar Piatto er en af Aarhus’ mest spændende restauranter at følge lige nu.

Asparges i det grønne

Tro mod sæsonen var næste ret med asparges og hjemmelavede casarecce-pasta. Grønne asparges var dels lavet til en salsa verde med cime di rape (eller vinterbroccoli, red)., dels i mundrette stykker, og den fyldige pasta var fedtet ind i herligheden.

Den resistente pasta var toppet med sprøde brødkrummer samt en atomiseret, ultrasprød krymmel af hjemmelavet salsiccia-pølse.

Kødet spillede sin part som krydderi snarere end hovedrolle, og vi nød den anderledes tilgang til brugen af asparges. Til 150 kr. er det i den høje ende for pasta i Aarhus, men til gengæld var der gået markant større arbejde forud, end man ser mange andre steder. 

Tid koster, og det kan smages.

Helt så stor en succes var dog ikke skindstegt rødfisk med honningvinaigrette og grønt. For nok havde fisken bevaret saft og kraft, men skindet befandt sig et mærkværdigt sted mellem sprødt og vådt.

Vinaigretten havde udtalt syrlighed og kunne ikke være gjort bedre. Den knapt lunkne ret stod dog uanset tilbage som et svagere indslag, prisen på 185 kr. taget i betragtning.

Hertil kom desuden spændstigt focaccia og en skål af den bedste olivenolie, jeg mindes at have fået i flere år. 

Olivenolien var heftigt peber- og græssmagende. Der var drøn på, som de siger på heden.

Signaturret in spe – uimodståelig pasta i magtfuld sauce

Vi var færdige, men ved nabobordet kunne en herre ikke styre sin viltre begejstring over en af stedets andre pastaretter.

”I SKAL smage den her” bebyrdede han om agnolotti med confiteret kylling.

Og hvor er jeg taknemmelig for, at vi lyttede. For kort efter fandt en dyb tallerken med glinsende sauce og fyldte pastaer vej til bordet. Ramsløgsblomster prydede den velduftende ret, ligesom den hvidløgsaromatiske urt var til stede i pastafyldet.

Fra første mundfuld indtrådte en eksplosion af intens velsmag. Den smørmættede sauce, lavet på de overskydende elementer fra kyllingen, havde fortættet umami og var promiskuøst saltet til kanten. Og det gjorde så absolut ingenting, for hvor smagte det fremragende. 

Efter alle kunstens forbilleder var agnolottien lige dele fløjlsblød som al dente i kanterne.

Der kunne umuligt pakkes mere smag i en tallerken med fyldt pasta. Ja, lukkede man øjnene, var det som en flydende version af de bedste, brankede endestykker fra lasagne. 

Vi rengjorde tallerkenen efter bedste evne og kiggede stumme på hinanden. Der måtte unægtelig samles kræfter, før vi gik i cocktailbaren.

Affogato med københavnsk kant og krystal

Med forkærligheden for det italienske køkken på de danske restauranter er desserterne fulgt med. Affogato er strøget til tops på spisekortene, og hos Bar Piatto har man fintunet klassikeren; Her gøres den med soft ice og kaffe fra April Coffee Roasters i København (I ved, dén hvor man kan få en kop kaffe til flere hundrede kroner).

Giver det så mening? 

Tja. Soft icen smagte formidabelt af ingenting, men indbød med cremet konsistens, havde det dog ikke været for de isnende krystaller i bunden af skålen. 

Kaffen var mørk og syrlig, og den gjorde sit arbejde som modspil til den venlige is. Men med fare for at udstille mig selv, vil jeg vove påstanden, at en hvilken som helst anden kaffe af ordentlig kvalitet havde haft samme effekt.

Min medspisers mere parfumerede soft serve med pistacie og yuzu klarede sig bedre, men til tops på smagsbarometret kom vi ikke. At desserterne er steget fra 85 til 95 kr. siden vores besøg og til nu, siger vist mere om deres billedvenlige udseende, end det border for kvaliteten.

Cocktails af international standard og endnu bedre service 

En bekendt havde berettet, at et besøg måtte inkludere en cocktail i den tilstødende bar. Herinde fandt vi en vaskeægte gentleman med slips og moustache, der mødte os med en uudtømmelig viden om sit fag. 

Vi prøvede dels en abattoir i moderne mezcal-røget version, dels en grapefrugtsmagende virgin cocktail, til henholdsvis 115- og 105 kr. 

Begge blev ledsaget af den perfekte smalltalk, kun de bedste indenfor servicefaget mestrer. Vores cocktails var i sig selv af høj klasse, og der var alkoholisk balance, bitre touch og kompleksitet fra nøje udvalgte smagsgivere.

Hos Bar Piatto ønsker man at se cocktailbaren som en selvstændighed enhed. Noget andet end restauranten. Det lever den mere end op til, og den rustikke bar indtræder sikkert på en plads blandt de bedste i byen.

Vi forlod stedet gennem den hyggelige baggård og kom til konklusionen: Med Bar Piatto har byen fået en helt ny type restaurant med en unik profil og en meget personlig tilgang til maden, som det bliver spændende at følge fremadrettet.

LÆS OGSÅ:

Madanmeldelse: Hos Casablanca lever den franske idyl og det gode værtskab i bedste velgående