Sådan arbejder vi med anmeldelser

 

Egne smileys og beskrivelser er kernen i den måde vi arbejder med anmeldelser på. Efter en hel del år med bl.a. madanmeldelser i Aarhus har vi lavet vores egen måde at vurdere et spisested på. Det gør, at man ikke skal igennem en halv stil om en madanmelders ligegyldige lommefilosofiske tanke om emner, der ikke har noget med det anmeldte måltid at gøre.

Prisniveauet betyder noget for de fleste, og det kommer man ikke uden om i en vurdering. Koster en tatar 70 kr. eller 320 kr.? Det siger sig selv, at man skal forholde sig til, hvad en given ret eller for den sags skyld en flaske vin koster. Alt andet giver ikke mening – i vores hoveder vel at mærke. Derfor vil det altid kunne diskuteres, om der er value for money på en given ret – og i den vurdering ser vi ofte på niveau og priser på lignende restauranter i Aarhus.

Se de nyeste madanmeldelser i Aarhus her:

 

Sådan arbejder Spiseguiden Aarhus med madanmeldelser

Restaurantanmeldelser eller anmeldelser af mad har eksisteret i mange år. I Danmark er det blevet en tradition hos de store medier og andre nichemedier at lave madanmeldelser, ikke bare af restauranter, men også af takeaway, caféer, kaffebarer, vinbarer og natteliv. Det giver god mening, da det ofte laves som grundig og brugbar forbrugeroplysning. Før i tiden var alle madanmeldelser på tryk i aviser og madmagasiner. I dag er det i høj grad online, det foregår, på nær ganske få magasiner, som ikke findes i elektronisk form. Desværre er troværdigheden af onlineanmeldelser ikke altid så høj, da flere og flere køber sig til gode anmeldelser og anbefalinger. Den slags tager vi afstand fra, da man reelt ikke kan bruge dem til noget. Derfor arbejder vi kun med anmeldere, som ved noget om det, de skriver om, og kender Århus som deres egen bukselomme.

 

Opgør med falske anmeldelser

Noget af det, som vi på Spiseguiden Aarhus tager afstand fra, er falske anmeldelser. De findes i stor stil på mange af de store portaler og mange andre steder på internettet. Her køber man ganske enkelt gode anmeldelser, og der er eksempler på internationale rejsehjemmesider, hvor over 40% af anmeldelserne er falske. Om det tal er sandt er svært at vide, men det er tankevækkende, at alle kan anmelde alt uden overhovedet at have besøgt det, som de anmelder. Sådan spiller klaveret ikke her.

 

Jo mere anonym, jo bedre

Nu er det således, at de fleste af de såkaldte professionelle madanmeldere er kendt i restaurationsbranchen og har svært ved at anmelde anonymt. Det kan ske, at nyåbnede restauranter kan gå under radaren, men det er givetvis i begrænset omfang. Ellers kender kokkene, restauratørerne og tjenerne dem, som skal anmelde dem. Det gør, der godt kan gå lidt fætter – kusinefest i den, og man kan med rette tvivle lidt på objektiviteten i de anmeldelser. Det optimale er, man ikke kender den/dem, man anmelder, hvilket alt andet lige gør anmeldelsen mere troværdig. Vi prøver at være mere konkrete i oplevelsen og lade læseren selv vurdere ud fra gode billeder og vores relative korte betragtninger.  

 

En slags reportage af måltidet

Formen på en madanmeldelse hos de store dagblade er ofte den samme. Her drejer det sig om anmelderens mening om måltidet, råvarerne, tjenerne og stedet. Den er ofte meget personlig, hvor man får at vide, hvad anmelderen mener, måtte mene om alt muligt mere eller mindre ligegyldigt – for anmeldelsen. Det er der på ingen måde noget galt med, men det er en form, som er tidskrævende for læseren, da man skal læse hele anmeldelsen.

 

På Spiseguiden Aarhus bruger vi smileys og fortæller også, hvad vi mener, men prøver også at lade læserne være med til at vurdere, hvad de mener. Det gør vi eksempelvis ved at beskrive det, vi oplever med mange billeder. Både af maden og af stedet. Men andre ord er der også lidt fotoreportage over vores madanmeldelser i Aarhus. 

 

Vi bruger professionelt fotoudstyr, men vi tager billeder af det, vi spiser, og der har ikke været en smart madfotograf inde over til at style og anrette maden til noget, som ingen gæster får at spise. Det er de rene glansbilleder af maden, som man ofte ser, og det har intet med virkeligheden at gøre. Den slags reklamestunts tager vi afstand fra og bruger udelukkende vores egne billeder i vores anmeldelser. Det, mener vi, giver høj troværdighed, og de mange billeder, mener vi også, skiller sig ud fra vores gode anmelderkolleger, som typisk efterfølgende sender en fotograf ud for at tage billeder til anmeldelsen. Så det er fotomad, der bliver lavet og altså ikke den mad, som anmelderen har spist. 

 

Uvildige og anonyme

Hvis man eksempelvis skal vurdere en restaurant eller en café, er målet at man skal uvildig og ikke kende dem man skal anmelde. Det går helt sikkert ud over vurderingen. Vi er fem anmeldere her på Spiseguiden Aarhus, og vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for ikke at blive genkendt på restauranterne. Vi udskifter gerne en anmelder, som bliver genkendt på en restaurant, da vedkommende med ret stor sandsynlighed har fået en anden oplevelse, end vi “almindelige” gæster får. Når vi bliver genkendt, har vi eksempler på at få flere retter, større retter, mere vin i glassene, vinmenuer, som bliver opgraderet uden beregning, en markant bedre betjening og flere gange har regningen været markant lavere end det, vi har bestilt. Når vi gør opmærksom på fejlen, får vi at vide, at det er en fejl, hvilket det måske også er, men trods alt tankevækkende.

 

Opgør med stjerner og kokkehuer

Alle har hørt om en Michelinstjerne, seks kokkehuer, 5 stjerner og 10 ud af 10 point osv. Det er absolutte skalaer, og de trækker nysgerrige læsere til. Især hvis det er en topkarakter eller en bundkarakter, der bliver givet. Men hvad dækker bedømmelsen over, hvem giver dem og på hvilket grundlag? Det kunne være månedens medarbejder på en provinsavis, som måske også er journalistpraktikant og måske ikke ved synderligt meget om mad og restauranter, men han har fået et gratis måltid mad for ham og kæresten af chefredaktøren, som tak for en god indsats på avisen. Tankevækkende, men det sker i stor stil hos de danske medier.

 

Opgaven er at vurdere og rate en restaurant – og dermed andres arbejde, som i sig selv ikke er en let opgave. Men der findes ikke en uddannelse som madanmelder, så her hersker det vilde vesten. Alle er anmeldere. Sådan er det. Man kan med rette betvivle, om det er god forbrugerjournalistik. Det kræver meget viden og for alvor mange restaurantbesøg for at vurdere en restaurant i forhold til kollegerne og placere dem på en absolut skala. Selvom vi har spist på mere end 4.000 spisesteder i både ind- og udland, så mener vi ikke, stjerner og kokkehuer er den bedste og mest troværdige måde at vurdere restauranter og andre spisesteder på. 

 

Ta en rundtur i vores madanmeldelser i Aarhus: