Madanmeldelse: Mleko Bar er mere end et sted. Det er en følelse

Mleko Bar. Tilsyneladende navnet på utallige statsejede diners fra Sovjettiden. Steder, hvor man kunne få husmandskost til ingen penge, og som brødfødte tusinder af arbejdere for unionen.

I dag er det også navnet på en nyåbnet polsk og ukrainsk bar/bistro på Vester Allé i Aarhus. Og hvor skal man starte, for som altid, når folkene bag Bardok (neo-osmannisk bistro ved åen, red.) er involveret, er der hårdt tryk på speederen.

Tidligere husede lokalerne navnkundige Indian Curry House, og de emmer stadig af afskallet charme.

Stedet har åbent alle dage på nær søndag, herunder til frokost, og vi var nysgerrige på klientellet på en helt almindelig tirsdag. Om det skyldes åbningshype eller held, skal ikke kunne siges, men ved 19-tiden var der stuvende fuldt i begge bistroens lokaler. Ungkarle udvekslede røverhistorier, venindegrupper vendte verdenssituationen, og nytilflyttede havde forældrene med på storbytur. I vindueskarmen sad vist et kærestepar. Og hov, var det ikke sommelieren fra Gastromé? 

En smeltedigel af hygge, og som om det ikke var nok, flød der Mr. Saxobeat fra transistorradioen, ligesom vi senere fik fornøjelsen af en rumænsk version af Boten Anna. 

Så har man set det med.

En veloplagt, frejdig og engelsktalende værtinde styrede kyndigt slagets gang og gav mulighed for at sidde i et af to mulige lokaler. Vi ville fornemme stemningen og placerede os ved et højbord med mulighed for indblik til køkkenet. 

Grundet brandhensyn skal lokalerne være opdelt. Det har man løst ved at etablere bar og højborde i det ene lokale og mere vestligt orienterede siddepladser i det andet.

Det går stærkt på Mleko Bar og måske også for stærkt. Der skulle i hvert fald gå 10-12 minutter, før vi fik bestilt drikkevarer; 1 liter fadøl til deling. Til gengæld stod den os kun i 100 kr., hvilket må siges at være hæderligt i forhold til midtbyens øvrige udskænkningssteder.

Øllen var af mærket Flensburger og kom herligt velskænket i kande.

Et par retter var udsolgt fra kortet, men man havde i stedet fået ’Shkmeruli’, dvs. halv kylling i hvidløgssauce. Vi gik med et større udvalg af sjovt lydende retter, fordelt ad to omgange. Sidstnævnte overhørte køkkenet, for alt fandt løbende vej til bordet, og vi endte således med en større østeuropæisk tapas. Heldigvis kom størstedelen af de lune retter i tykke lerfade og holdt sig dermed fint varme.

Det var en brysk udseende herre, der bragte vores sortiment af serveringer. Klask! Og platterne var på bordet, hvorefter han stiltiende trak sig tilbage til køkkenet. Senere forklarede han gestikulerende (og sågar smilende), på halvt engelsk halvt dansk, at han var ukrainer og ikke kunne fortælle om maden. Straks fandt vi mening, og det er svært ikke at sympatisere med Mleko Bars indsats for at favne andre kulturer.

’Sovjetsalat’ var på dejligt sprøde grøntsager, knasende kikærter og mayonnaise.

Blandt retterne var sovjetsalat, som det hed på kortet, der mindede om en luksusversion af italiensk salat. Der måtte være tilsmagt med syltelage fra pickles, for serveringen havde god friskhed og syre. Glimrende, og hver grøntsag kom til deres ret. Desuden fungerede det som topping til vores ellers ret kedelige, kridhvide brød.

Brødet var uden tvivl friskbagt, men nogen reel smag bar det ikke. Derimod indtog syltede agurker rollen som fremragende intense ganerensere med udtalt smag af dild.

Heller ikke den til vores pickles medfølgende spæk gjorde det store væsen af sig, trods en ellers tiltalende blød konsistens.

Næste par bidder kom i form af dolmas, i denne version med ris indpakket i vinblade og toppet med tomatsovs. Risene havde dejligt fast bid, og tomatsaucen var med fremtrædende tomatsmag, men knapt så krydret. Et udmærket take på en egnsret fra det østlige europa.

Langelænderens tørrede overmand

Vores glæde over de kolde retter stod nu til kulmination. For min medspiser, der er halv polak og særligt udvalgt til dagens anledning, havde talt varmt om nationalspisen kabanoszy. Og hvad er der ikke at elske ved en ølpølse, som vi kalder dem herhjemme. 

Tre store, tørrede pølser fandt vej til bordet, og de smagte kort sagt forrygende. Pølserne var kødfulde, bar autentisk smag af røg og havde knæk, så selv en Langelænder ville blive misundelig.

Den ultimative bar-snack, kabanoszy, går som fod i hose til en kold fadøl.

Der var blevet lunt i lokalet, øllen læskede, og humøret steg tilsvarende. Vi fortsatte vores ridt igennem den østeuropæiske tapas, og det var tid til suppe.

Rygende varm arbejdersuppe

Mleko Bars version af rødbedesuppe, borscht, var rygende varm og spækket med rigdom fra en god oksefond. En overraskende vitaminbombe med både knasende strimler af frisk rødbede, stykker af kartoffel og løg. Ovenpå var fed creme fraiche og endelig et stykke braiseret, trevlet oksekød.

En suppe, der vil kunne jage kulden ud af enhver, og som var velproportioneret til 95 kr. Var jeg polsk minearbejder, måtte det være min frokost til hver en tid.

Kødet var en anelse sejt, men havde god smag og saftigheden i behold.

På siden fik vi en skålfuld kartofler, autentisk kommen-smagende og vendt rundt i rigeligt smør. Og hvorfor fremhæve en kartoffel? Jo, fordi de var kogt helt perfekt al dente og blev et bevis på, at den nøjsomme grøntsag har alverden til berettigelse, når tilberedningen sidder i skabet.

I bunden af skålen havde den smeltede smør samlet sig og bød sig til for det hvide brød.

Knapt så meget op at støde kom vi over ørred, hjemmerøget på en gård hos en af barens ophavsmænd. Selvom fisken havde god røgsmag og fungerede med udvandede skiver rå løg, havde retten haft gavn af et skud med saltbøssen.

Vi kunne næppe klage over at få to halvstore stykker ferskvandsfisk for 65 kr.

Den ondeste hvidløgssmør og dumplings fra babushka

Aftenen nåede sit smagsmæssige højdepunkt med noget så simpelt som pelmeni (dumplings, red.). En relativt tyk pastadej omgav hyggeligt kartoffelfyld, og så skal vi ellers hilse og sige, der var dømt hvidløgsånde; En hidsig, næsten brændende men åh-så-velsmagende hvidløgssmør var hældt over de små puder.

Vi spiste rub og stub og glædede os over ikke at skulle på nogle dates denne tirsdag. I stedet indfandt sig en begejstret lyst til at praktisere slaviske squats foran den nærmeste betonhvide lejlighedsblok.

Som lindring til den kraftige smørsauce var der fuldfed creme fraiche, eller smetana, som de kalder det østpå. 

Sulten var for længst fortrængt, men en gryde stod og kiggede længselsfuldt på os. Spørg mig ikke om, hvordan man udtaler Shkmeruli, men det var i hvert fald en halv kylling i flødelegeret hvidløgssauce. 

For hvidløg havde vi jo ikke fået nok af.

Kyllingen var fast i kødet og havde fin bruning på skindsiden. Men som det ofte forekommer, var lårstykkerne betragteligt mere spændende end brystet, der var kogt tørt. Heldigvis stod den syndige flødesauce klar med redningskransen, og vi spædede til adskillige gange. 

Til 150 kr. var det aftenens dyreste, men også største ret, og et spændende bud på grydestegt kylling.

Man havde potent krydret med blandt andet korianderfrø, hvilket gav et forfriskende orientalsk pust.

I køleskabene bag baren lå en håndfuld vin på bag-in-box, et normalt faretruende signal om dårligdom. Men vi blev nysgerrig og bad om en halv liter til sølle 175 kr. Prompte kvitterede vores søde tjener med to store vandglas og en fingerbefængt karaffel. Den autentiske stemning holdt de ved.

I karaflen fandt vi en ikke-nærmere defineret græsk hvidvin med tydelige noter af hvide vingummibamser, hård melon og fennikel. Det var simpelt, men velvalgt til røg- og kryddertonerne i maden.

Der var ikke sødt på kortet, men vi prøvede lykken.

»I’ve actually just made this kind of chocolate protein bar!« 

.. sagde den gode tjener med julelys i øjnene. Et par minutter senere indfandt sig tallerkener med generøse stykker af (tydeligt hjemmegjort) chokoladebar med kiksebund og fyld af alskens nødder, herunder hassel- og valnødder. 

Kagen bar også generte strejf af vanilje og.. Var det peanutbutter? 

Vi skulle nok aldrig have forventet andet end denne uortodokse symfoni, men smagene var ikke til at tage fejl af, for det var usminket, ærligt og ikke for sødt. Til 50 kr. stykket var vi mere end tilfredse.

En kavalkade af mad og indtryk senere indbød til en kande øl og refleksion. Vi fik selskab af en fransktalende herre fra baren – and the rest is history, som de siger. 

På mange måder blev det en oplagt opsummering af en både autentisk og god aften. Mleko Bar har stamstedspotentiale, så meget er sikkert.

LÆS OGSÅ:

Læs madanmeldelser i og omkring Aarhus her