Alle har et forhold til pizza
Pizza betyder det samme på alle sprog i verden. Tankevækkende, og i stort set alle lande kan man finde et pizzeria. Det fortæller blot, hvor bredt en pizza kan ramme.
Historierne om pizzaens oprindelse er mange. Hvilken en, der er den rigtige, vides ikke med sikkerhed. Men flere kilder påstår, de første så lyset omkring år 1.000, men det var først i det 18. århundrede, at man gik over til at bruge tomatsauce. Før det var det “bare” olie, der kom på det flade brød. Et italiensk pizzeria er ofte familiedrevet, og hele familien har opgaver. Sådan er det sjældent i Aarhus, men der er nogle stykker, som er familiedrevne, hvor personlig betjening og værtskab ligner det, man oplever i Italien.
Hvis man gæster de pizzeriaer i Aarhus, som er drevet af italienere, så skal man huske, at en pizza i flertal hedder pizze på italiensk. Det bliver ofte kommenteret. Aarhus har dem alle repræsenteret; den tynde, den sprøde, den svampede, den tykke, den faste, den brødtunge, den luftige, den grove, den salte, den sarte og den kiksede.
To forskellige pizza-skoler – nogle vil sige tre
De fleste kan nok blive enige om, at der er to skoler, som er klassisk indenfor pizza. Der er den napolitanske skole eller stil, og den anden er den romerske. Udover det så hævder nogle, at deep pan og indbagt pizza også skal nævnes. Men det er de to første, som vi i stor stil ser i Aarhus.
Forskellen er typisk tykkelsen af brødet. Den napolitanske er typisk bagt ved høj varme og er mere tyk og tung end den romerske, som er karakteriseret tynd og mere sprød. Ovntemperaturen skal helst være 425 grader for at en napolitansk pizza lykkes, mens en romersk fint klarer sig med 325 grader. I Aarhus er der også danske pizzaer, som er en mellemting mellem det hele. Et nyt pizzeria laver også pizza, som de italienske immigranter gjorde for mange år siden, da de tog med til New York og slog sig ned i Brooklyn og Bronx.
Brændefyret ovn er bedst
At ovnen er afgørende for, hvordan en pizza smager synes umiddelbart at være noget vrøvl. Men flere og flere pizzeriaer bruger i dag ovne, som er opvarmet med både gas og brænde. Det giver en anden smag, mere bålagtig, men kvaliteten af pizzaen bliver jo ikke bedre af den grund.
Priserne svinger
Hvad skal en pizza koste? Svært spørgsmål. De koster fra 45 kr. til 150 kr. for en pizza. Et prisspænd, der vil noget. Men råvarerne er afgørende for prisen, men også om det er takeaway eller på restaurant. Man skal huske på, at man også betaler for oplevelsen, hvis man ønsker at spise pizza på en af Aarhus’ bedste pizzarestauranter.