De nye tider: Restauranter, influencere og sandheden

 

Nu om dage er alt anderledes. Sådan er det. Der var en tid, da restauranter annoncerede i aviser, i madmagasiner, købte radiospots og på skilte langs vejene. De betalte for plads, opmærksomhed og ord. Den tid er ovre. Nu handler det om sociale medier, om blogs, om influences, om mennesker med følgere. Det er et nyt spil med nye regler.

 

Solen stiger over en ny restaurant på et hjørne i Aarhus. Vinduerne skinner, de er nypudsede. Duften af brød og bacon siver ud på gaden. Ejeren står med mobiltelefonen i hånden. Han skriver beskeder. Ikke til venner eller familie. Han skriver til bloggere. Til influencere. Til andre der vil tale pænt om ham. Han tilbyder dem en plads ved bordet. Gratis, selvfølgelig. Gratis mad. Gratis vin. Den bedste hummer. De bedste stykker kød. De bedste vine. De smukkeste desserter. Den bedste tjener, som fast opvarter. Alt sammen gratis. Alt sammen mod et glansbillede. Kun flotte ord. Et smil på Instagram og gerne med overdreven ros.

 

Det er en god handel for restauranten. Bedre end at betale for annoncer i de gode gamle medier. Billetten til en side i en avis eller et magasin er dyr. Et måltid til en influencer er billigt. Et godt billede, en god anmeldelse fra en influencer med mange følgere, og bordene er fyldt den næste måned. Online-booking systemet har travlt. Folk vil have bord. Folk vil gerne betale. Folk vil have det, de har set på skærmen og mere tid.

 

Det store bedrag

Men sandheden er, at maden på billederne ikke er den samme mad, almindelige gæster får serveret. Det er ikke den samme oplevelse. Klart nok, vil de fleste sige. Når influencererne kommer, er kokkene i et anden gear. De bevæger sig anderledes. Deres hænder ryster lidt. De ved, at måltidet er vigtigt. At tallerken skal være perfekt. 100% perfekt. De bruger mere tid på maden end normalt. De tager sig af hver detalje som en jæger, der renser sit gevær før den store kronhjortejagt.

 

Tjenerne er også anderledes. Smilene er bredere. Ryggen er mere lige. Tøjet er valgt med omhu. Vinen vælges med omhu. Glassene skinner. Det er ikke den samme service, som dig og mig og alle de fleste andre gæster får. Det er en forestilling. Det er teater. Sådan er det. 

 

De har magt, disse(typisk unge) mænd og kvinder med kameraer og smartphones. En magt, der er relativ ny. En magt, der er stærk. Et billede kan fylde en restaurant. De har ord som kan sende folk i retning af restauranten. Men den nye verden er ikke problemfri.

 

Influencerne får maden gratis. De smiler pænt. De takker. De tager billeder i de rigtige vinkler. Billederne er flotte. Men er de sande? Er ordene sande? Når nogen giver dig noget gratis, skylder du dem noget. Det er den uskrevne lov. Det er den gamle lov. 

 

Alt for ofte fortæller de ikke, at de fik maden gratis. De viser maden. De skriver det smagte godt – også selvom det ikke gjorde. Men de skriver ikke, at de ikke betalte noget som helst selv. De skrev ikke, at ejeren stod og ventede, mens de tog billeder. De skriver ikke, at kokkene svedte mere over deres mad end over de andre. Sandheden er under bordet. Som en noget, der ikke må ses.

 

Folk ser billederne. De læser ordene. De går ud og spiser på den pågældende restaurant. De betaler med deres egne penge. De venter den samme oplevelse. De får noget andet. De sidder med skuffelsen. De forstår ikke, deres oplevelse ikke var, som de så og læste. De deler den ikke på Instagram.

 

Loven siger tydeligt, at de skal skrive det. “Reklame.” “Annonce.” “Sponsoreret.” når noget er betalt. Tre simple ord. Men mange “glemmer” det. De skriver “tester”, hvilket er et skjult ord for noget er gratis. De gemmer det mellem linjerne. Som en falskspiller gemmer kortet i ærmet.

 

Restauranterne tænker anderledes nu. De laver mad, der ser god ud på billeder. De tænker på farver. På lys. På skygger. Det tænker på porcelæn. På hvordan tallerkenen vil se ud på en skærm. Ikke kun på, hvordan maden smager i munden. Det er en ny måde at lave mad på. Det er madlavning for kameraet. Ikke for ganen – og i sidste ende for gæsterne. 

 

Små spisesteder uden penge til at invitere bloggere har det svært i disse tider. De laver mad. God mad. Ærlig mad. Men ingen ser den. Ingen gider tage billeder af dem. De eksisterer ikke på skærmene. Så folk ved ikke, at den eksisterer i verden og det er op ad bakke. 

 

For dig, der spiser ude, betyder det, at du får flere billeder. Flere ord. Flere meninger. Men du ved ikke, om de er sande. Du ved ikke, om personen, der skrev dem, betalte for maden og vinen. Du ved ikke, om tjeneren vidste, at personen var vigtig. Du ved ikke, om tallerkenen, du ser, er den samme, du vil få hvis du kom anonym. 

 

Du kommer med store forventninger. Du har set billederne med det perfekte lys. Du har læst de flotte ordene, der lovede dig himlen på en tallerken. Så får du noget andet. Noget mindre. Noget, der ikke slet lever op til løftet. Det er ikke fair. Men det er sådan, spillet spilles nu. Troværdighed er ikke noget, den nye sociale verden tager særlig bogstaveligt. 

 

Den ærlige vej

Men der er dem, der går en anden vej. Spiseguiden Aarhus bevæger sig langsomt gennem byen. Vi fanger restauranterne, som de er. Ikke som de gerne vil ses. Vi betaler for vores mad og drikke selv. Vi tager ikke imod invitationer. Takker pænt nej til gratis mad og drikke. Vi kommer uanmeldt som regnen. Vi sidder blandt almindelige gæster, og ikke ved udvalgte borde. Vi får samme mad. Samme service. Samme oplevelse. Så når vi skriver, er det vores sandhed, vi skriver. 

 

Få andre gør det samme. De vil også være ærlige. De vil fortælle dig om maden, som den er. Om stedet, som det er. Om oplevelsen, som den er. Uden filter. Uden forskønnelse. Uden løgn.

 

Vi lever i det her nye landskab nu. Restauranterne jager konstant positiv omtale. Bloggere jager gratis mad. Influencere jager likes og opmærksomhed. De er ikke kritiske med hvor opmærksomheden kommer fra. Men som læser må du jage sandheden. Den er der. Men den er ikke altid, hvor du først kigger. Nogle gange er den i de små ord. “Reklame.” “Annonce.” “Sponsoreret.” Andre gange er den i fraværet. I det, der ikke bliver sagt. I det, der ikke bliver vist. I det, der gemmes væk.

 

Spiseguiden Aarhus og andre, der går den hårde vej, viser, at der findes et alternativ. Vi betaler vores regninger. Vi er ikke købt. Vi skylder intet til nogen. Vores ord er vores egne. I en verden fyldt med reklame forklædt som meninger, men jeg det er værdifuldt. Det er det rigtige. Det er den hårde vej. Men det er den ærlige vej, som jeg håber vinder mere frem.