BIKS

Jægergårdsgade 15, 8000 Aarhus C

Café Åland i Jægergårdsgade har fået en lillebror. Navnet er BIKS. Den er beliggende i samme gade i de lokaler, der tidligere husede den aarhusianske kaffekæde Street Coffee. Her byder de på lidt af hvert. Morgenmad, frokost og aftensmad. Man dumper bare ind uden reservation og satser på et bord. Du kan også tage maden med som takeaway, ligesom der er kaffe to go. 

Disken er af hvide klinker med orange fuger. Her tager betjeningen imod gæsterne og deres bestillinger. 

 

Maden

Der er ikke det store udvalg hos BIKS. Lidt, men godt. Det betyder også, at maden ikke har ligget i disken hele dagen. Her er sandwich med fx avocado, salami eller cæsar. Der er også kage og croissanter. 

 

Frisklavede salater

Der er to varianter af salater. Den ene er med avocado, tomatsalat, røgede mandler og syltede rødløg, mens den anden består af laks, syltede asparges, sennepsvinaigrette og boghvede.

 

Vin og drikke

Hos BIKS kommer gæsterne gerne forbi til en øl, et glas vin eller en kop kaffe to go eller to stay. Udvalget ses i det store køleskab eller under disken. Der er øl og sodavand fra Ebeltoft Gårdbryggeri. Ellers er der øl som Thy Classic, RÅ, Blanc og Brooklyn. Du kan også købe Kombucha, Squash og Coca Cola. Et glas vin eller kaffe kan BIKS også klare.

 

Atmosfæren

Den lille café er hyggelig, farverig og uformel. Siddepladser er der ikke mange af, men der er plads til alle, og stemningen er helt nede på jorden. Der er små flowerpot-lamper, der matcher stolene samt grønne planter omkring i caféen. Du kan også tage plads ved langbordet ved de store vinduer med udsigt til Jægergårdsgade. Vinduerne skaber et godt lys. Udenfor er der bænke, så når vejret er til det, kan du tage plads der og følge med i det livlige liv på Jægergårdsgade.

Madanmeldelser i Aarhus

Senest opdateret: 29/09/2022 03:09