Pasta Basta

Vesterbrogade 20, 8000 Aarhus C

Marts 2022

 

 

Pasta er hverdagsspise i mange danske hjem. På Vesterbrogade ligger et pastaria, som sælger pastaretter som takeaway. Navnet er Pasta Basta. Italienere er personerne bag ikke, men de har passion for den italienske spise og laver italiensk inspirerede pastaretter.

 

Maden

Al maden laves fra bunden af friske råvarer og krydret efter kokkens smag. Menukortet består udelukkende af pastaretter samt en enkelt dessert, som er tiramisu. 

 

Der er 16 pastaretter at vælge mellem. Udvalget er varieret, og der er klassiske retter som spaghetti carbonara og tortellini alla Panna over til fettuccine con osso bucco di vitello scomposto, der er fettuccine med langtidsstegt ossobuco i tomatsauce, der serveres med gremolata. Eller polpette in salsa di pomodoro, der er rigatoni med hjemmelavede italienske kødboller (svin/okse) og salsiccia i tomatsauce med hvidløg og toppet med revet parmesan.

 

Drikke

Når vi taler om italiensk mad, er det god stil at have italienske drikkevarer. Mulighederne er mange, og hos Pasta Basta har de udvalgt San Pellegrino, hvoraf der er flere varianter. Af øl finder du den italienske Peroni Nastro Azzurro, og på vinsiden er der en enkelt italiensk rødvin nemlig Nerone Negroamaro Primitivo Puglia. Der er også de klassiske sodavand som Coca Cola, Fanta eller Kildevand.

 

Atmosfære

Pasta Basta er indbydende. Her er god plads, og ud mod Vesterbrogade er der et højbord med grønne planter og lys samt 5 høje stole, hvorfra man kan spise en hurtig omgang pasta. Betjeningen er effektiv og får noget fra hånden.

Hos Pasta Basta har de fokus på miljøet. Derfor er pastabeholdere og engangsbestik produceret i bionedbrydeligt materiale.

 

Prisniveau

Det er moderate priser og portionsstørrelser. En pastaret som carbonara med pancetta og æggeblommer i en cremet flødesauce med hvidløg og revet parmesan på toppen koster 99 kr.. Er det fiskeretter, du går efter, må du slippe 125 kr. for fx. tagliatelle al salmone eller spaghetti ai gamberoni.

 

 

Senest opdateret: 27/08/2024 05:08