Pustervig er en plads i det indre Aarhus. En plads som alle, der har været til Aarhus Festuge, kender. Grunden er, at pladsen hvert år har garanti for en god fest, livemusik og masser af fadøl. (Andre drikkevarer kan også købes nu om stunder). Det sker dog kun i de ni dage om året, der er festuge. Desværre vil mange nok sige, da pladsen er skabt til at samle mennesker. Det tilbagevendende telt på Pustervig i festugen fortæller blot, at torvet er skabt til den slags begivenheden – også uden livemusik. Hvorfor, der ikke sker mere af den slags på torvet, er en gåde for os her på Spiseguiden Aarhus.
Forbinder Badstuegade med Volden
Pustervig ligger bag Borgporten. Man kan næsten ikke undgå at komme til pladsen, hvis man skal fra Store Torv og ned i Latinerkvarteret. Gaderne er brostensbelagte, det samme med torvet. Der er noget Paris over området. Stemningen er hyggelig. Der er noget tidløst her. Tiden står stille et kort øjeblik. Et af de steder, som spiller rigtig godt ind i miljøet, er det franske brasserie, Carlton. Det er en fornøjelse at sidde derinde og kigge ud på torvet. I dag står kunsteren Christian Lemmerzs skulptur på torvet. I solsiden vel at mærke.
Udeservering hver sommer
Noget af det, som Pustervig kan, er udeservering. Pladsen har sol det meste af dagen, hvis den er fremme. I dag er der en café, en restaurant og en kaffe og cocktailbar, som deler torvet mellem sig. De stiller selv borde, stole og bænke ud. Det gode er, at de alle tre er meget forskellige i det, som de tilbyder. Café Jorden er den ene. De har arealet mod Badstuegade. Området i midten er Carlton, og det område længst oppe mod Volden har PV Kaffe & Cocktails. Det fungerer fint. Der er kunder nok. De, som går op i god mad, spiser på Carlton, mens de, der ikke gør, napper lidt af spise på Jorden. Carlton ligger i øvrigt i det bygningskompleks, som hedder Borgporten.
Navn efter smedene
Pustervig er et gammelt navn. Dog har pladsen haft flere navne siden. I 1867 blev man enige om, at pladsen blot skulle hedde Volden. Først i 1974 blev navnet igen Pustervig. I tidernes morgen, nærmere betegnet i 1600-tallet, lå Smedegården der. Her holdt mange af byens smede til, og bydelen var kendt for deres smedjer. Smedene brugte kul i deres esser. Derfor kaldte man en smed for en kulpuster. Historien fortæller, at det nederlandske ord for en bydel er wilk. Deraf kom det nu danske navn. Puster-vig. Det giver god mening med smedenes bydel. I dag staves Pustervig i et ord.
Senere flyttede torvemarkedet på Bispetorvet til Pustervig. Det var i 1926. Det lukkede igen i begyndelsen af 1940’erne. Siden har det været sparsomt med aktiviteter på torvet på nær til festugen og udeserveringen på de gode dage om sommeren.