Smørrebrød: Er du til smørrebrød, så tjek guiden her

 

Smørrebrød er en dansk opfindelse og har mere end 100 år på bagen og er mere populært end nogensinden før. Det er med god grund. Smørrebrød er en urokkelig del af dansk historie og madkultur, og noget alle danskere har et forhold til. Smørrebrød er noget helt specielt og noget, vi skal være stolte af. I Aarhus er smørrebrødet på fremmarch. 

 

Smørrebrød i Aarhus er der meget af, og kvaliteten er bedre end nogensinde før. Udvalget går fra det moderne smørrebrød lavet af topkokke til det mere traditionelle lavet af slagtere eller smørrebrødsjomfruer. I Aarhus er det mest til frokost, der serveres smørrebrød. Kun ganske få steder har også smørrebrød på menukortet til aften.

 

Prisniveau – noget for enhver pengepung

Alt er relativt. Pris og kvalitet hænger sammen, men også smagsoplevelsen på især det moderne smørrebrød. Priserne starter ved tre håndmadder til 25 kr.. Typisk koster et stykke smørrebrød som takeaway mellem 30 og 40 kr.. På de bedste restauranter i Aarhus koster et stykke smørrebrød 100 kr. eller mere, men der bruges også de bedste råvarer. Størrelsen er også en faktor, man skal have med, når man taler om pris. Nogle steder laver de så store stykker, at man kan blive mæt af et stykke smørrebrød, men andre steder skal man typisk have tre stykker for at blive mæt. Vi har priseksempler med i vores smørrebrøds guide. 

 

Lidt historie om smørrebrødet

I 1888 begyndte Oskar Davidsen at sælge smørrebrød i sin vinhandel. Smørrebrødet var velsagtens det, vi kender som håndmadder i dag. Det højtbelagte smørrebrød stod Louise Nimb for på sin restaurant i Tivoli moder til. Det var i slutningen af 1800-tallet, det højtbelagte smørrebrød blev til det, vi kender i dag. Ikke bare i Danmark, men også internationalt. Den dag i dag er smørrebrød noget af det, som udlændinge husker ved et besøg i Danmark. Selvom smørrebrødet har haft kriser og trange kår, så er det mere populært end nogensinde før. 

 

Traditionelt eller klassisk smørrebrød

Det er nok den kategori, der er flest i, i Aarhus. Her er alt fra de bedste frokostrestauranter til den lille slagter, som laver takeaway med. Kendetegnet er stykker, vi alle kender i forvejen såsom sild med karrysalat, æg og rejer, rødspættefilet med remoulade, røget ål, leverpostej med bacon og surt, dyrlægens natmad, roastbeef, hønsesalat, sprængt oksebryst med peberrod, frikadeller med rødkål, rullepølse med sky og løg, skinke, spegepølse med pickles, flæskesteg med rødkål og surt mv. 

 

Moderne smørrebrød

Eftersom nogle af landets bedste kokke har kastet sig over smørrebrødet i de senere år, er der også sket en udvikling. De fleste taler i dag om de fem smagssanser, når man skal komponere en ret. Det gælder også smørrebrød. Så bittert, sødt, salt, surt og umami skal helst indgå på en eller anden måde. 

 

Moderne smørrebrød findes i dag i et uendeligt antal varianter. Smørrebrødet fortsætter rejsen mod stjernerne, da der hele tiden kommer flere til, som udvikler den måde, vi ser og spiser smørrebrød på. En af Aarhus’ og Danmarks mest kendte restauratør og køkkenchef har eksempelvis et stykke med brændende kærlighed eller et stykke med rødtunge stegt i brunet smør med citronkompot og hummermayonnaise. Det fortæller blot, at der er kommet helt nye standarder for, hvad man kan med smørrebrød, og hvis det ikke før var en gudespise, så er det i hvert fald blevet det. 

 

Smørrebrød var en enkel opfindelse

Ordet smørrebrød stammer oprindeligt fra “smør på brød”. Det var ligeud ad landevejen, rugbrød med smør på. Det fik arbejderne med i deres madpakker, da industrialiseringen kom i midten af 1850’erne. Senere kom der pålæg på og andet tilbehør. Men rugbrødet eller brødet skal stadigvæk være der. Det samme med smør, men ellers er der ikke mange regler, ud over det skal smage godt. 

 

Håndmadder, almindeligt smørrebrød og luksussmørrebrød

En del af stederne laver håndmadder og smørrebrød som takeaway. Nogle kalder det også rugbrødsmadder, da det dækker over alle niveauer. Håndmadder er stadigvæk populært som frokost eller madpakke. En del af Århus’ smørrebrødsforretninger laver smørrebrød klar omkring klokken 12 hver dag. 

 

I dag bruges begrebet højtbelagt smørrebrød ikke så meget, da det meste smørrebrød er højtbelagt – spørgsmålet er ofte, hvor meget pålæg der er på. I de forretninger, som laver smørrebrød som takeaway, bruger man ofte blot smørrebrød og luksus smørrebrød om det, som tidligere gik under navnet højtbelagt. 

 

Leder du efter et bageri i Aarhus, så tjek guiden her:

 

Senest opdateret: 13/03/2024 10:03