Madanmeldelse: Manda Eatery bringer nyt liv til Jægergårdsgade

Der sker ting og sager i Jægergårdsgade. Bermuda har overtaget Frankies’ lokaler, rygtet går på japansk take-over hos lukkede restaurant Ombord, alt imens Syvni13 flytter til prestigeprojektet ’Træ’ ved havnen.

Midt i det hele er åbnet et undseeligt lille sted, Manda Eatery. Bag disken finder man ejer og passioneret madøre, Amanda Christensen, der nu også kan kalde sig mad-entreprenør. 

Hatten af for at gå planken ud og følge sine drømme. 

Selvom stedet ikke gør meget væsen af sig udefra, var det aldeles velbesøgt en søndag formiddag. En sund blanding af studerende, familier og en arbejdsom herre med dennes computer udgjorde klientellet. Der var larm og latter, og det var på godt og ondt, for akustikken er noget ubarmhjertig i den lavtloftede del af lokalet, der udgør entré og det indledende spiseområde. 

Lydniveauet blev dog markant bedre, som primetime stilnede af. 

Jeg fik bestilt en flat white og et udvalg fra kortet. 

Først to gedigne skiver relativt mørkt surdejsbrød med saftig krumme og mørk afbagning. På toppen var drysset med sesam, og det lignende umiskendeligt selvsamme bagværk, jeg havde fået et par dage forinden. Bekræftet ved disken, der var rigtig nok tale om landbrød fra en af byens andre entreprenanter, Davidbreadhead.

Som altid, fristes man til at sige, performede brødet fra Davidbreadhead med sin gode syre og spændstige bid. 

Til brødet lå en klat pisket smør, der var luftig og cremet, samt to skiver fennikelsalami. Serveringen fås også med vesterhavsost, men den smager vel som altid, og humøret var til pålæg. Salamien var af italiensk import og havde god fedmebalance og udtalt fennikelsmag.

Inden maden blev tiden fordrevet med en behageligt mælkedoseret flat white til 43 kr.

Storsmilende æg

Manda eatery har ikke haft åbent længe, men stedets version over Çılbır – eller Turkish eggs – er hurtigt blevet en SoMe-darling med rettens tiltalende røde- og grønne farver i hvidt univers.

Det er bestemt heller ikke uden grund, for nu kom der smæk på smagene. Ovenpå en lind græsk yoghurt lå de sprødeste kikærter, kælent smurt ind i chiliolie med indslag af ligeså sprøde sojabønner og løg. Hvis chili-olien lyder bekendt, skyldes det, at det med mere sikkerhed end forsvarsaktier i 2025 har været ’crispy chili oil’ fra det kinesiske brand, Lao Gan Ma. Et krydderi, som ethvert velassorteret køleskab bør indeholde.

De havde været rundhåndede med olien, og det klædte retten med det krydrede løft.

Efter traditionelt forbillede var den garneret med friske dildkviste.

Som midtpunkt lå et flagesaltet æg. Det skulle være smilende, sagde spisekortet, og jeg splittede forventningsfuldt den lille gave af protein. Jo, den var god nok; Tilberedningen var sat lige i skabet, og samhørigheden var komplet.

Hvor var det dog bare en nærende, umami-rig og lækker ret. Den skal med garanti på mit næste morgenbord.

Helt simpelt veludført. Serveringen stod i 93 kr. inkl. to tykke skiver brød, og man kunne blive mæt af dén alene.

Grønt er godt

Fra kl. 11 udvides kortet med et hold sæsonbaserede frokostretter, og foruden grilled cheese og sæsonsalat fås en åben sandwich, for tiden med grønkålspesto.

På et tyndskåret, ristet stykke surdejsbrød lå en hjemmelavet grønkålsmos. Og jeg kalder den mos, for det er dristigt at lege med konventionerne, og når der hverken er tilsat nødder eller ost, er vi i fjernt grænseland for den italienske pesto.

Men hvidløg havde den fået, ligesom olivenolie trådte frem på smagen. Med tilføjelsen af butter beans blev det en kende ferskt – nogle vil sige sundt -, men der var rød tråd til stede, og revet parmesan gav kompleksiteten et nøk op. Også her var desuden saltet med resolut hånd, hvilket klædte retten og de taknemmelige råvarer.

Jo mere, jeg spiste, desto bedre forstod jeg faktisk serveringen og dens nordiske islæt.

Der var gavmildt doseret med den grønne mos, mens friske ærteskud gav knæk og bitterhed.

En tjener skråstreg opvasker skråstreg familiemedlem til stedets ejer oplyste, at forbavsende mange grupper sultne mænd har lagt vejen forbi Manda eatery indtil nu. Det forstår man, for dén grøntsagsmad må indeholde vitaminer nok til selv den mest vinterdeprimerede bodybuilder.

En ganske massiv mæthed havde nu indfundet sig, og selvom jeg havde luret forventningsfuldt på en hjemmelavet banankage med misotilsmagt dulce de leche (det siger sig selv), måtte jeg kaste håndklædet i ringen oven på den gode mad.

Det må blive en anden gang. Og der går ikke længe, for Manda eatery har utvivlsomt potentiale til at blive stedet, man besøger i tide og utide, hvis man bor i området.

Herfra er forhåbningen kun, at Amanda & Co. får modet til i endnu højere grad at lave tingene selv. Men Rom blev heller ikke bygget på én dag.