Café Gemmestedet

Gammel Munkegade 1, 8000 Aarhus C 86 13 55 00

Café Gemmestedet ligger på hjørnet af Gammel Munkegade og Klostergade. På caféen handler det ikke om at være anderledes, selvom de nok er det. Gæsterne er i alle aldre og fra mange kulturer. Maden er verdensinspireret mest fra Tyrkiet, men også spansk.

 

Maden

Menukortet er stort. Her er noget for alle: Brunch, tapas, sandwich, fajitas, salater, snacks, de varme retter og dessert. 

 

Brunchmenuen sætter dagen i gang. Her er tapasbrunch, hvor du kombinerer seks mindre anretninger efter appetit, smag og humør. Ellers er der tyrkisk brunch med røræg med den tyrkiske salami sucuk og løg. Det serveres med haydari, salat og brød. Der er også menemen, som er en æggeret, samt spansk eller tyrkisk toast. Skal formiddagen være mere festlig, er det Bubble brunch, du skal gå efter med syv dele og brød samt et glas bobler.

 

Meget at vælge mellem

Du kan også sammensætte din egen tapastallerken eller vælge mellem tre salater: Den med kylling, falafel eller varmrøget laks. Der er også fire sandwich og to fajitas. Eller du kan sætte gaflen i en af de varme retter som burger med oksekød, kylling, pastrami eller den veganske udgave. Er det den lille sult eller den søde tand du er til, så er der også råd for dette. 

 

Vin/drikke

Udvalget er også stort her. Der er vin, fadøl, flaskeøl, cocktails, kaffe og soft drinks. 

 

Stemningen

Caféen har et kunstnerisk islæt med store malerier, klaver og bøger. Der er caféborde, men også mere behagelige møbler. Så snart solen kommer frem, er bordene udenfor caféen besatte. Hos Café Gemmestedet ser de sig selv som værter frem for tjenere og sætter en ære i at være noget for gæsterne. 

 

Prisniveau

Priserne er fair. Du kan give den gas, som du ønsker, når du vælger tapas, hvor priserne er 49 kr. for en og går op til 339 kr. for 12 forskellige. På samme vis med tapasbrunch, der går fra 60 kr. for to retter til 110 kr. for 6 retter. Burgerne står til mellem 115 og 130 kr., og en kyllingesalat koster 95 kr..

 

Studierabat

Der er 10% rabat til studerende med gyldigt studiekort. 

 

LÆS OGSÅ:

Restaurant Socios i Jægergårdsgade

 

Senest opdateret: 09/03/2024 12:03