Me&Mê

Ryesgade 37, 8000 Aarhus C 86 12 68 68

Me&Mê er en anderledes vietnamesisk café beliggende i starten af Ryesgade på Strøget. Her har de fokus på velvære og byder ud over mad og drikke på massage og neglebehandling. Du kan tage plads i caféen eller tage maden med på vejen.

 

Maden

Det er vietnamesisk inspireret med et skandinavisk twist. Udvalget er ikke stort. Der er Poke bowl eller bánh mí. 

 

Poke bowl

Er egentlig en hawaiiansk ret, og hos Me&Mê har de lavet en vietnamesisk udgave. Du vælger selv, hvad du vil have i. Ud over en masse grønt er der laks, rejer og kylling, oksekød og tofu at vælge mellem. Skal der mere til, kan du snuppe en side order som tempura rejer, chilimayo og lime eller en indbagt sprød chicken i teriyakisauce.

 

Bánh mí

Den vietnamesiske sandwich er fyldt med grønt og protein. Dressinger og mayo laver de selv, og kødet kommer fra en lokal slagter. Der er fire forskellige at vælge mellem, og der er også tænkt på veganere, der kan vælge den med tofu i citrongræs, syltet gulerod, koriander, vegan mayo og hjemmelavet teriyaki sauce.

 

Drikkevarer

Hos Me&Mê er der et stort udvalg af bubble tea, sukkerrør juice og hjemmelavet frugtte. Der er traditionelle asiatiske drikke med deres egen twist som Me & Mê´s kærlighed med litchi, passion og lime eller  vietnamesisk iced-coffee. De små skinnende perler i bubble tea er lavet af tobioca, frugtgel eller frugtjuice og har forskellige smage. Er du bare til en almindelig kop kaffe, er det også muligt. 

Burgerguide til Aarhus

 

Atmosfæren

Spaafdelingen ligger i den ene ende af Me&Mê, og trækker du hen i den anden ende, finder du en hyggelig og moderne café. Her er fri udsigt til banegården og de travle mennesker på vej frem og tilbage.  Møblementet er behageligt med sofaer og solide borde. Rundt i caféen er der fyldt med grønne planter. Betjeningen er smilende og venlige. 

 

Prisniveau

Hos Me&Mê er der moderate priser. Bánh mí står til 65 kr., og poke bowl koster fra 95 kr. til 115 kr.. Bubble te har priser fra 45 kr. til 54 kr. alt efter smag og størrelse.

 

Senest opdateret: 07/12/2022 04:12