Anmeldelse: Det er ganske enkelt for vildt med så god sushi til den pris
Læs madanmeldelsen
A+ Siam Sushi er et navn, man ikke kan undgå at støde ind i, når talen falder på sushi i Aarhus. Restauranten i Frederiksgade er stor, men den er stort set altid fyldt med gæster. Det er en af de mest velbesøgte restauranter i Aarhus, som i øvrigt snart har 10-års jubilæum. Der er ofte fuldt booket, hvilket tydeligt kan ses ude fra gaden af. Restauranten har 150 siddepladser fordelt på to etager. Vi besøgte A+ Siam Sushi en lørdag til frokost.
Et oplagt valg
Det helt store hit er deres sushi ad libitum. Og det er ikke buffet, vi er ude i. På ingen måde. Man bestiller fra menukortet, og maden bliver lavet frisk og serveret ved bordet. Grundet A+ Siam Sushis madspildsordning må hvert bord tilsammen levne 3 stk., ellers koster det 10 kr. pr. stk., man levner. Der er også a la carte og forskellige menuer, hvis man mere er til det.
Menukortet guider gæsterne vha. farvekoder. De røde er, hvad A+ Siam Sushi anbefaler. De grønnere er for vegetarer. Alle vegetarretter kan laves vegansk. De blå er alt nyt på kortet. Fin forklaring.
Tjeneren har god interaktion med os og vil gerne fortælle om maden og menukortet. I grunden ret fedt, at man kan få en snak om maden med en tjener, som rent faktisk ved noget om den.
Der er over 20 varme retter at vælge mellem
Menukortet byder på varme, klassiske asiatiske småretter. Vi valgte gyoza med kylling og grøntsager. Tre sprøde stykker med en mild chilidip til. En fin starter, som de fleste kan lide.
Ellers bestilte vi bao med oksekød og grønt. Her var meget og krydret kød. Frisklavet og med sprød salat. Vaffelrejerne var sprøde. Hakkede pankorejer i sprød dej. Forfriskende og delikat.
Det kolde
Vi valgte de stykker sushi, som tjeneren anbefalede. Sushien var frisklavet, havde stuetemperatur og helt perfekte ris. Ikke for klistret – langt fra kolde klisterkugler, man altså ofte ser. Crunch rolls er svære at komme uden om. Her er krabbe med surimi, avocado og mango. Laks med ost og avocado.
Ellers var vi ude i ruk ben med tempurarejer, laks, cream cheese, agurk toppet med mango og avocado. A+ Style med tempurareje, agurk, toppet med flammegrillet laks.
Spicy and hot med tempurarejer, agurk toppet med grillet tun, jalapeno og chilisauce. Vi bestilte nigiri med laks og tun. Her fik fisken lov til at komme til sin ret. Læg mærke til tykkelsen her. Hold op, hvor smagte de godt.
Som afslutning snuppede vi desserterne japansk æble gyoza med vaniljeis og Nutella Tiramisu samt to kopper kaffe.
Drikkevarer
Vin til sushi og ikke mindst wasabi er en af de svære opgaver. Ofte rammer man den ikke rigtigt. Det gør du derimod med Sake. I Danmark kalder vi det også for risvin. I Japan er sake først og fremmest noget, man drikker til mad. Med god grund, for Sake kan smage forrygende godt, og det gjorde den, vi bestilte. Kikumasa Kojo med 15% alkohol i. Lidt afdæmpet sødme, tør og lidt smag af umami. Vi bestilte den kold. Det var et godt valg. Let at have med at gøre og klart et must at prøve, hvis man ikke kender den i forvejen.
Saken blev serveret i en lille kande og hældes op ved bordet i små kopper. Øllet var Sapporo Silver Premium. En klassisker fra et af Japans ældste bryggerier.
Stemningen
Restauranten er fyldt med mennesker i alle aldersgrupper og kulturer. Ingen tvivl om A+ Siam Sushi er populær. Det kan enhver jo se. Tilmed er det hyggeligt og uformelt. Der er god plads i restauranten, og på trods af mange mennesker er akustikken god og stemningen nede på jorden.
- Maden var visuelt flot anrettet.
- Alt var frisklavet - det er en selvfølge her. Laver først sushien efter bestillingen. Intet er lavet i forvejen.
- Udelukkede asiatiske kokke i køkkenet. De kan deres håndværk, og flere af dem har mere end 20 års erfaring med sushi.
- Der var tykke skiver fisk. Man kunne smage fisken, som smagte af sig selv og ikke kun af ris.
- Akustikken er okay god - også selvom der var fuldt hus.
- Helt vanvittig god value for money.
- Hvor er det prisværdigt med en ærlig restaurant, som rummer alle, høj og lav.
- Risene var ganske enkelt helt perfekt tempereret og kogt. Doseringen af eddike gav den velkendte lette syre til risen.
- Betjening i den bedste liga. Tjeneren præsenterede fejlfrit, hvad vi fik at spise.
- Der er 22 varme retter og seks desserter på menukortet, som også er med i konceptet sushi ad libitum. Det trækker op hos os.
- Tjenerne er gode til at fortælle om menukortet. Her vægtes den personlige interaktion højt, og her er ingen ligegyldig tablet, man skal sidde at fedte med. Tak for det.
- A+ Siam er privatejet. Det er et yngre ambitiøst ægtepar, som driver restauranten. De var begge værter i restauranten den lørdag, vi var forbi.
- Der var tjenere nok, også selvom restauranten var fuldt booket til frokost. God stil.
- Der er fuldt hus stort set hver aften. Til frokost er der ofte ledige pladser. Dog kan det være svært om lørdagen.
- Store ruller med otte stykker kan være meget af samme slags, hvis man kun er to personer. Nok et luksusproblem, men alligevel bør det nævnes.
Vi vurderer alt, hvad vi anmelder op mod den pris, det koster. Det gør de fleste vel? A+ Siam Sushi i Frederiksgade trækker vores højeste vurdering. Uden tvivl. Deres mad er ganske enkelt et fund til prisen. Længere er den ikke. Vores besøg den lørdag var mere end almindelig god. Nu giver vi ikke stjerner og kokkehuer her på kanalen, men hvis vi gjorde ville A+ Siam Sushi få fuldt hus. 6 stjerner, alt andet ville være uforskammet med så god mad til 208 kr.. Læg dertil, at betjeningen var noget af de mest nærværende, vi har oplevet længe.
Til prisen er vi ikke i tvivl. A+ Siam Sushi laver den bedste sushi i Aarhus – måske også i Danmark. I Aarhus er A+ Siam Sushi stamrestauranten, når det handler om sushi.