Madanmeldelse: Ugly forvandler Sjovinisten til vinøst pastaparadis

”Det var en hed forårsaften…”

Sådan starter et vinøst pastaeventyr på Ugly pastabar. 

Min kompagnon og jeg var nået til Europaplads og missede med øjnene mod bygningen på den anden side. Ned var taget det gamle ’Sjovinisten’-skilt, fra da der var vinbar i lokalerne, og i stedet stod nu ’Ugly’.

Lyserødt ansigtsløft 

Selvom folkene bag Sjovinisten går igen, er stedet som forvandlet. Nu blæser man med moderigtige, italienske fanfarer og kalder sig pastabar. Og hvor det førhen var noget nær umuligt at skyde et ordentligt billede i de dæmpede lokaler, pryder nu en pastel-lyserød farve væggene. 

Det har tydeligvis ramt den brede appel, for i lokalet sad alt imellem kolleger, venne- og venindegrupper, kærestepar og enlige forretningsdrivende. Og nok er der sket forandring på den gamle vinbar, men man skorter ikke af den grund på den gode druemost – mere herom senere.

Trods moderniseringen er hyggen stadig i top.

Vi havde undervurderet den tidlige april-sol og havde det mildest talt varmt. Hurtigt fik vi bestilt – og serveret – to kolde Albani-fadøl til 45 kr. stykket. Ellers fås også tre italienske pilsnere på flaske samt Wildflower fra Ebeltoft Bryghus på fad.

Menukortet tæller focaccia og oliven, begge til 35 kr., tre slags antipasti (forretter, red.) og fire slags pasta. Priserne var sympatiske og stemningen god, hvorfor vi bestilte alt godt fra kortet, da vi kom til orde ved de travle tjenere.

Brød og vin, som Kristus ville det

Focaccia kom som fire saftige skiver og var nærmest tungt, mættet med god olivenolie og smagt til med tørrede middelhavsurter. Der var behændigt saltet efter alle kunstens regler, og dyppelse var praktisk talt overflødigt.

Ugly’s fotogene focaccia ryger direkte i hall-of-fame over gode brødserveringer.

Jeg bliver nødt til at slå et slag for den forrygende betjening, vi blev mødt med fra stedets sommelier. For sortimentet tæller mere end 450 vine, men der var ingen tvivl efterladt om, at han kunne produktionsdetaljer og årgangsvariationer mm. på samtlige – og gladelig berettede om dem.

Efter lidt frem og tilbage faldt valget på Albino Rocca’s enkeltmarks Barbaresco ’Montestino’ til 775 kr., som med 6 år på bagen stod æterisk, floral og oldschool på den gode måde. Den røg i isspanden, alt imens et par kølige glas chablis i den frugtige, men afstemte årgang 2023 gik til vores antipasti.

Ung basis-chablis skal gerne være citrusstyret og sprødt – der blev leveret til fulde.

Rundhåndede antipasti

Faste læsere vil vide, at der ryger en del vitello tonnato indenbords for tiden, og Ugly’s hører til i den gode ende. Kødet var smørmørt, og der var rigeligt med tuncreme.

Serveringen var fint saltet, men efterlod lige den sidste ansjos-umami tilbage at ønske.

Også stracciatella med tomater behagede ganen, for serveringen var tempereret og lod den friske oste og en god, mild olivenolie træde i karakter. En i øvrigt gavmild portion til 75 kr.

Tomater har deres begrænsning i starten af april, men de havde knasende lækkert skind og udmærket smag.

Mellem det hele fandt vi en salat på borlottibønner og alskens sprøde grøntsager. Salaten var behageligt syrestyret og med vores citronsmagende chablis opstod symbiose i mundhulen. Det var simpelt, men befriende friskt.

Borlottibønner er kidneybønnens mere sarte slægtning, som har godt af habil krydring.

I det hele taget var der meget lidt at sætte på vores antipasti, som smagte skønt og sagde noget om den omhu, der bliver udvist i køkkenet.

Kort før pastaen greb vi til den nu kølige rødvin og blev mødt af en bær- og løvfaldssymfoni. Hen over den fine frugt lå et nærmest støvet lag, og alt blev det nænsomt pakket ind i en flot tanninstruktur.

Tanninen havde fundet sit leje, og vinen præsenterede sig med kirsebærsten og akkurat modne hindbær.

Mesterlig andepasta

Foruden spaghetti pomodoro og rigatoni ragú di Anatra (med and, red.) kunne vælges spaghetti carbonara og rigatoni med svampe. Valget faldt på de to første, for en tomatsovs siger alverden om køkkenets evner, og pasta med and lød spændende nytænkt.

Sidstnævnte skulle vise sig en beslutning, jeg kommer til at træffe igen. Og igen. Og igen.

For på tallerkenen fandt vi uimodståeligt al dente rigatoni, nærmest glaseret i fedmefuld, krydret andeskysauce og med spark på alle tænkelige smagsparametre. Her var dyrisk kødfuldhed, og én bid gav kanel, en anden muskatnød, en tredje sort peber og en fjerde sødmefuld appelsin. Alle mindelser om kinesisk five-spice, julekrydret og varmende på den rigtige måde.

Den ret gik ganske enkelt lige i mellemgulvet.

Den trevlede and var smørmør, og frisk persille gav de sidste 5% mod fuldkommenhed.

Oddsene var således ikke i favør for spaghetti pomodoro, men også denne ombæring var pletfri – i modsætning til min skjorte efterfølgende. Sugo’en, altså tomatsovsen, var amerikansk i stilen, som taget ud af Little Italy i 1930’erne og bar markant præg af hvidløg, chili og urter. Der var rigeligt af den, og det samlede indtryk var moderne og publikumsvenligt.

Spaghetti pomodoro havde flot smagsmæssig intensitet, og der var ikke sparet på noget.

Eneste anke til begge retter var den revne parmesan, som ikke ligefrem bragede i modenhed og smag, men det hørte til i bagatelafdelingen.

Evnede køkkenet bare det hele? 

I nærmest stædig iver måtte vi også prøve stedets to desserter, panna cotta med citron og tiramisu til hver 65 kr.

Begge kom prompte til bordet i glasskåle. Vores tiramisu havde fået et sundt stænk mørk kakaopulver, og selve kagemassen var kaffefugtig og tilpas stænket med alkohol. Fordelingen var harmonisk og helhedsindtrykket lækkert cremet.

Jeg havde nu opgivet at finde fejl, for panna cotta’en havde intens, ren flødesmag og et låg af citrusgele gav syrligt løft. Hist og pist bød vaniljekorn sig til, og dermed endnu en fuldtræffer. 

Og så har vi ikke engang snakket om desserternes rigelige størrelse.

Vi slog mave med et glas Saint Aubin 2021 fra value-producenten Henry Prudhon, og til 105 kr. glasset tror jeg ikke, det bliver bedre prissat i byen. Vinen duftede lifligt af kolde tropefrugter, nye egetræsfade, måske toffifee, og yoghurt.

Konklusionen kan kun være én: Med Ugly har Aarhus fået en pastastjerne helt uden for kategori.