Bavn Brasserie

Husker du Bavn Brasserie?

Af Mads Peter Madsen,

 

Bavn Brasserie lå på spidsen af Aarhus Ø i bunden af Lighthouse. Der var indgang i Aarhus Øje, som var den nye oplevelsesdestination i Aarhus. Her kunne man købe sig en tur op til en betagende udsigt fra 44. etage og besøge Restaurant Bavn.

Bavn Brasserie på 1. sal og Restaurant Bavn på toppen blev drevet af Mia Christiansen og Stefanie Petersen. Restaurant Bavn lever i bedste velgående og er i dag en af de bedste restauranter i Aarhus.

Et nyt kapitel

Brasserie Bavn lukkede omkring juli 2025, og lokalerne fik herefter nyt liv som Bavn Banket. Det tidligere brasserie blev omdannet til et fleksibelt event- og mødelokale, der kunne huse alt fra særlige begivenheder og firmaarrangementer til møder og private fester.

Derudover bød Bavn Banket på en række events resten af året, fra krebsegilde og gastroweek til julefrokoster. Transformationen markerede en ny retning for stedet, men stadig med fokus på kvalitet og oplevelser i særklasse.

Hvad var det her for et sted?

Restauranten lå på 1. sal, så der var ikke noget elevatorgebyr, som der var til restauranten på toppen af Lighthouse. Vi så et moderne menukort og ikke noget klassisk fransk. Selv om brasseriet var fransk, var Bavn Brasserie mere en dansk restaurant.

Maden var i gourmet-genren, og priserne var ikke byens laveste. Udsigten var en oplevelse værd, især i godt vejr. Man sad direkte ud til havnepromenaden.

Maden

Frokostmenukortet var skarpt, og der var ikke alt for mange valgmuligheder. Til frokost var der bl.a. østers, caviar, paté en croute, cæsarsalat i en nyskabende version af den klassiske ret.

Fish’n’chips af dansk makrel fandtes også. Røget laks fra Samsø. En moderne æggekage med fynsk skinke, nduja og kantareller. Ligesom en fransk løgsuppe.

Til aften kunne der fx nævnes hummerbisque, tatar, en hel fladfisk med beurre blanc, ørredrogn og dild, peberbøf af ribeye med stærk pebersauce eller ragout af vildt med kartoffelmos og tyttebær.

Ellers fandtes der dagens 4-retters menu til 600 kr. Desserterne kunne fx være fløderand med æble og skovmærke eller pandekager med vilde blåbær og flødeis.

Menukortet skiftede ofte, så det var en god idé at tjekke deres aktuelle menukort.

Hvordan var stemningen her?

Det var en fredfyldt oplevelse at sidde og kigge ud over bugten, og Bavn Brasseries beliggenhed var for alvor svær at slå. Indretningen i restauranten mindede lidt om stilen fra den legendariske bar, Under Masken.

Hos Bavn Brasserie blev der lagt stor vægt på både indretning og akustik, hvilket gjorde stedet til noget særligt. Lokalet var fyldt med kvalitetsmøbler, og de bølgende, blanke loftsplader skabte en illusion af vand, der trak havets spejlinger helt ind i rummet. Man sad godt i stolene, og akustikken var god.

Væggene var udsmykket af to lokale kunstnere, maleren Hans Krull og graffitikunstneren Peter Birk, der begge bidrog med deres unikke, farverige udtryk og markante stilarter.

Uanset om man var til den livlige dekoration eller ej, tilførte udsmykningen en kant og karakter, som mange af de nye restauranter på Aarhus Ø manglede.

Bavn Brasserie skilte sig ud i nybyggeriet, hvor man ofte så mere neutrale og minimalistiske koncepter.

Prisniveau

Bavn Brasserie var noget billigere at besøge end søsterrestauranten på toppen. Prisniveauet var ikke lavt, men det var niveauet på maden heller ikke. Tingene hang meget godt sammen, selvom det ikke var let at sætte pris på udsigten.

Vinene og drikkevarerne lå ikke i den lave ende, men de var særligt udvalgt og fulgte prisniveauet på lignende restauranter. Vinkortet var pænt stort og havde en fin bredde.

Der var øl fra det lokale Ebeltoft Gårdbryggeri, ligesom de lavede deres egne safte.

Betjeningen

Den var i den yngre ende. De var klassisk skolet. Man fornemmede med det samme, at man befandt sig på en af Aarhus’ bedre restauranter. Der gik ikke snik-snak i den, men man følte sig set. De var professionelle og vidste alt om den mad og vin, de serverede.

Indretningen og de flotte vægge hos Bavn Brasserie

   

 

Læs også:
Se andre lukkede spisesteder i Aarhus

Nye spisesteder, madanmeldelser og insidertips - tilmeld dig nyhedsbrevet

Efter tilmelding modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Husk at tjekke både din indbakke og spammappe. Spiseguiden Aarhus lover, ikke at sende spammails.