Domaine du Clos de Sixte Lirac 2020
4 ud af 6 stjerner.
Domaine du Clos de Sixte Lirac 2020 er en klassisk, kraftig sydrhône. Den kommer fra Alain Jaume-familien ved Châteauneuf-du-Pape og opfører sig reelt som en lillebror til de gode “paver”.
Du får mørk frugt, høj alkohol, varme krydderier og bløde men tydelige tanniner til en pris, der stadig er til at have med at gøre. Farven er dyb rubin med lilla kant. I næsen mærker du brombær, solbær og mørke blommer.
I munden er vinen fyldig og koncentreret. Frugten er mørk og moden med brombær, solbær, kirsebær og blomme.
Tanninerne er middel til faste, men bliver runde og behagelige efter lidt luft. Alkoholen er høj og på 15 procent og giver varme, men holdes på plads af frugt og krydderi. Syren er moderat, så udtrykket er mere blødt end friskt. En vin der passer perfekt til mad.
Server Clos de Sixte ved 16–18 grader og meget gerne på karaffel en times tid, især i 2020-årgangen. Brug store rødvinsglas. Den er oplagt til okseragout, simreretter, braiseret lam, vildtgryde, grillet oksekød, confit de canard samt kraftige oste. Som hyggevin uden mad kan den virke lidt voldsom.
2020 er allerede drikkeklar, men du kan uden problemer gemme den 5 til 7 år fra høståret, hvis du vil have mere læder, tobak og udviklede noter.
Det er en solid, karakterfuld Rhône og god value for money, især til de 169 kr. som flasken står til hos Aarhus Vinhandel.
Pris: 169 kr.
![]()
Type: Rødvin
Land: Frankrig
Producent: Alain Jaume, Domaine du Clos de Sixte
Region: Rhône, syd
Appellation: Lirac AOC
Druesammensætning: Overvejende Grenache med Syrah og Mourvèdre.
Alkohol: 15 procent
Årgang: 2020
Lagring: Gæring i tank og efterfølgende lagring i en kombination af tanke og franske egetræsfade samt flaskelagring.
Stil: Tør, fyldig og krydret sydrhône med mørk frugt og varme krydderier.
Forhandler: Aarhus Vinhandel
Om Domaine du Clos de Sixte
Domaine du Clos de Sixte er en del af Alain Jaume-familien, som har arbejdet i Rhône siden 1826. Familien er især kendt for Grand Veneur i Châteauneuf-du-Pape, men ejer også marker i Lirac, hvor Clos de Sixte ligger på et plateau med rullesten og ler, meget lig terroiret i Châteauneuf.
Markerne dyrkes økologisk, og stilen er klassisk moderne sydrhône: rig frugt og tydelig krydderi, men med fokus på balance og drikkeglæde frem for ren muskelkraft.