Domaine Jamet, Côte Rôtie 2007
6 ud af 6 stjerner.
Når snakken falder på Rhône af den gamle skole, er det ikke til at komme udenom Domaine Jamet. Her finder man selve essensen af Nord-Rhône, lavet med respekt for traditionerne og syrah som drue.
Den næsten lilla-/sorte vin indtager rummet som en anden fyrste, og er man i tvivl om dens herkomst, er det bare at tage et snif ud i luften. Der er dømt hyperaromatisk, friskkværnet sort peber og nyplukkede violer sammen med baconfedt og en snert af solbær.
I munden præsenterer vinen sig med tanninudtræk, der på nuværende tidspunkt er gået i ét med dens øvrige lag. Her er smag af slagterbutik – tænk rullepølse, svineslag og røget spegepølse, og frugten mod brombær og solbær.
Længde er der nok af; Vi snakker minutter, og på samme tid, som vinen er intens, er den elegant og intellektuel.
Blandt de bedste af sin slags. En knytnæve i fløjlshandsker.
Pris: Omkring 800 kr.
![]()
Type: Rødvin
Land: Frankrig
Region: Rhône
Appellation: Côte-Rôtie
Producent: Domaine Jamet
Drue: 100 % Syrah
Årgang: 2007
Alkohol: 13 %
Lagring: Ca. 22 måneders lagring på barriques, afhængigt af årgangen, hvor ca. 15 % er nye fade. Resten er brugte fade på 2. eller 3. gang.
Stil: Mørkbærret, men med en tydeligt floral og løftet karakter. Friske, saftspændte brombær, markant sort peber og viol. På dette modningsstadie med fuldt integreret fad og tannin.
Forhandler: Domaine Brandis