Fabien Coche, Auxey-Duresses, Rouge, 2023
5 ud af 6 stjerner.
Saftig, kølig bourgogne med klar rød frugt, relativ høj syre og fin finesse. Her ser vi en vin der viser, hvor meget karakter der kan være i en village-vin fra Auxey Duresses.
Farven er lys til medium rubinrød. I næsen lidt lukket til start. Men meget tydelig duft af Bourgogne. Derefter åbner vinen sig med masser af rød frugt. Hindbær, kirsebær, ribs og jordbær.
I munden er vinen slank til medium i fylde. Syren er tilstede og giver et tydeligt bid. Tanninerne er fine og silkebløde. En saftig og rank vin. Afslutningen er forholdsvis lang for en village. Fadet er brugt og diskret. En vin man let kan blive forfalden til. Prisen er ikke lav, men alligevel er det et godt køb til prisen.
Pris: 565 kr. for 1 fl.
Ved køb af 12 fl.: 440 kr.
Ved køb af 6 fl.: 495 kr.
![]()
Type: Rødvin
Land: Frankrig
Producent: Fabien Coche
Område: Auxey-Duresses
Drue: Pinot Noir
Alkohol: 13%
Årgang: 2023
Forhandler: Laudrup Vin
Om Domaine Fabien Coche
Fabien Coche holder til i Meursault. Familien har lavet vin i området i flere generationer. I dag råder den unge og talentfulde Fabien Coche over cirka 12 ha. fordelt på mange små parceller i Meursault, Auxey Duresses, Monthélie, Saint Romain og omegn.
Auxey-Duresses ligger i dalen mellem Meursault og Saint-Romain. Navn og kommune lyder måske mindre fine end naboerne, men klimaet er en stor fordel. Om aftenen falder den kølige luft ned fra bakkerne ved Saint-Romain og ned over de lavere marker i Auxey-Duresses. Det hjælper med at holde temperaturen nede og bevarer en naturlig, spændstig syre i druerne. Derfor står Fabien Coches Pinot Noir herfra ofte med både moden frugt og friskhed, især i varme årgange.
Vinene er elegante, let kølige i udtrykket og har en tydelig rød frugtprofil.
Fabien Coche høster i hånden og gør meget for at behandle druerne skånsomt hele vejen ind i kælderen. Gæringen foregår i klassiske, åbne tanke. Efterfølgende lagrer vinen på brugte egetræsfade, både mindre barriques på cirka 225 liter og større tonneaux. Fordi fadene allerede har været brugt, giver de kun et diskret præg.
Resultatet er rene, ærlige vine, hvor mark, årgang og drue står tydeligt, præcis som Fabien Coche ønsker det.