Husker du Bermuda i Jægergårdsgade?
Bermuda var en del af Madklubben-kæden og lå i den livlige Jægergårdsgade i Aarhus. Konceptet var social dining, hvor maden blev delt ved bordet. Der var fokus på samvær og stemning frem for formel servering. Lokalerne husede før Frankies Pizza.
Restauranten tilbød også smagemenuen Lost in Bermuda, som var et helaftenskoncept med cirka 10 retter og drikkevarer inkluderet. Det var signaturen, og den kunne anbefales. Men hvis man foretrak mindre, kunne man vælge deres seks delevenlige retter.
Man havde bordet i 2 timer og 30 minutter – blot så det var på plads.
Hvad var der på menukortet?
Menuen skiftede jævnligt og fulgte sæsonen – men ikke kun det. Der var fokus på moderne og kreativ mad, ofte med både nordiske, japanske og sydeuropæiske referencer.
Eksempler på retter var grilled cheese med iberico og gruyère, yellowfin tun med shiso og tobiko samt kejserhatte med teriyaki og trøfler. Retterne blev serveret som delevenlige portionsanretninger.
Hvordan var stemningen?
Stemningen var livlig og uformel. Musikken kunne være høj, og der var ofte godt fyldt op i lokalet. Fokus var på det sociale måltid, og restauranten tiltrak gæster, der ønskede en aften med energi og mange smagsindtryk.
Prisniveau
Prisniveauet lå i den pæne ende af prisskalaen, men uden at føles uretfærdigt. En menu kostede typisk omkring 400 til 500 kr. pr. person. Konceptet med delte retter og inkluderede drikkevarer i Lost in Bermuda gav god værdi for pengene. Retterne mættede godt, og ingen gik sultne hjem fra Bermuda.
Udvalget af drikkevarer
Der var fokus på cocktails og drinks, og det var især dem, der trak gæsterne til. Der fandtes også et vinkort. Det var ikke stort, men stort nok til at gøre de fleste tilfredse. Det var de færreste, der kom her udelukkende for at drikke vin, men det var muligt at finde noget fornuftigt i glasset, også for mere vininteresserede.
Betjening
Betjeningen var ung og festlig. Bermuda var en kæderestaurant, og det kunne man se. Det krævede noget at holde gang i en aften med højt tempo og mange gæster, og det kunne de her. Der var styr på det sociale, og de var med til at skabe den livlige stemning. Her var godt værtskab, og man følte sig velkommen.
Personalet var samtidig venlige og fleksible og tog hensyn til kostbehov og allergier, hvis man oplyste det i god tid.
Lukning
Bermuda lukkede endegyldigt i januar 2026. Gæsterne kom nok ikke i et antal, der kunne gøre restauranten økonomisk bæredygtig, og det blev til sidst nødvendigt at dreje nøglen om.







