Pasta er i dag en uundværlig del af det italienske køkken og nydes i hele verden. Den 25. oktober fejres endda som World Pasta Day, hvilket understreger pastaens globale popularitet. Men hvordan opstod pastaen, og hvordan blev den en hjørnesten i italiensk madkultur? Pastaens historie strækker sig over årtusinder og involverer både myter, tvivlsomme historier og fascinerende udviklingstrin.

 

Oprindelse i oldtiden

Pastaens oprindelse er omgærdet af forskellige teorier. Nogle mener, at nudellignende retter først blev opfundet i Kina og senere bragt til Italien, mens andre peger på, at italienerne selv udviklede pasta uafhængigt af påvirkninger udefra. Faktisk lavede kineserne en form for nudler så tidligt som omkring 3000 f.Kr., men denne nudeltradition udviklede sig adskilt fra den italienske.

 

Arkæologiske fund tyder på, at en form for pasta eksisterede på den Apenninske halvø allerede i oldtiden. I en etruskisk grav fra cirka det 4. århundrede f.Kr. ser man afbildninger af mennesker, der tilbereder en ret, som ligner pasta. Også antikkens romere kendte til en pasta-lignende spise kaldet lagana, flade plader af dej, der minder om forløberen til lasagne. Endda antikkens grækere havde en myte, hvor smedeguden Vulkan opfandt en maskine til at lave tynde strimler af dej (et tidligt billede på spaghetti). Dette viser, at idéen om pasta-lignende mad fandtes i Middelhavsområdet længe før pastaretter for alvor blev udbredt.

 

Marco Polo-myten

En sejlivet fortælling krediterer den venetianske opdagelsesrejsende Marco Polo for at have introduceret pasta i Italien efter sine rejser til Kina i slutningen af 1200-tallet. Historien fik især fodfæste i Vesten i første halvdel af 1900-tallet (bl.a. gennem en amerikansk fødevarepublikation i 1920’erne), men den betragtes i dag som en myte. Marco Polo var ikke den første til at bringe pasta til Italien, faktisk fandtes pasta allerede i den italienske kultur længe før hans tid, hvilket de antikke fund og beretninger demonstrerer. Polo’s egne rejsebeskrivelser nævner ganske rigtigt en nudellignende ret, han stødte på i Asien, men han sammenlignede den med noget velkendt fra hjemlandet. Det antyder, at pasta allerede var kendt i Italien på Marco Polos tid, og dermed afkræftes myten om, at han skulle have “opfundet” pastaen for italienerne.

 

Middelalder og renæssance

Efter Romerrigets fald fortsatte pastaens udvikling i middelalderens Italien. Under arabisk indflydelse på Sicilien blev kunsten at fremstille tørret pasta forfinet. Den arabiske geograf al-Idrisi beskrev i år 1154, hvordan man i byen Trabia på Sicilien producerede tynde tråde af tørret dej (kaldet itriyya) i stor skala. Denne tidlige pasta blev tørret i solen, så den kunne opbevares længe og koges efter behov, en vigtig egenskab i en tid uden moderne konservering. I løbet af 1200- og 1300-tallet bredte pastaen sig yderligere i Italien og optrådte i forskellige nedskrevne kilder og opskrifter fra perioden.

 

Dengang blev pasta typisk serveret med enkle smagsgivere som ost, olivenolie eller krydderurter. Tomater fandtes endnu ikke i Europa før opdagelsen af Den Nye Verden, så klassisk tomatsauce var ukendt for middelalderens italienere. Selv efter at tomaten blev indført i Italien i 1500-tallet, tog det tid før den blev integreret i pastakøkkenet, faktisk blev pasta med tomatsauce først almindeligt udbredt hen imod slutningen af 1700-tallet.

 

Industrialisering og global spredning

I løbet af 1700- og 1800-tallet blev fremstillingen af pasta gradvist mere mekaniseret og industrialiseret. Opfindelsen af maskiner til at ælte dejen og forme pasta (f.eks. hånddrevne pastapresser) gjorde produktionen både hurtigere og billigere. I Italien blev byen Gragnano nær Napoli kendt som et centrum for pastaproduktion i 1800-tallet, det solrige klima der var ideelt til at tørre pasta, og områdets producenter blev berømte for pasta af høj kvalitet.

 

Pasta begyndte også at gøre sit indtog uden for Italien i denne periode. Den amerikanske præsident Thomas Jefferson smagte macaroni under en rejse til Europa i slutningen af 1780’erne og bragte i 1789 en pastamaskine med hjem til USA. Kort efter opstod der pastaproduktion i Nordamerika: den første industrielle pastafabrik i USA åbnede i Brooklyn, New York i 1848, hvor en italiensk immigrant producerede spaghetti og lod dem tørre på hustagene i solen. Gennem slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet spredte italienske immigranter pastaens popularitet til resten af verden. Pasta blev dermed et globalt fænomen og et symbol på det italienske køkkens indflydelse.

 

Pasta i dag

Der findes over 300 anerkendte pastatyper i Italien, og endnu flere, hvis man tæller regionale variationer og lokale navne. Italien er i dag verdens største pastaproducent med omkring 3,9 millioner tons pasta om året. Cirka 62 % af denne produktion (svarende til ca. 2,4 millioner tons) eksporteres til udlandet. Den italienske pastasektor omfatter omtrent 120 virksomheder med over 10.200 ansatte og en samlet årlig produktionsværdi på omkring 5,5 milliarder euro.

 

Italienerne har også verdens højeste pasta-forbrug per indbygger. En gennemsnitlig italiener konsumerer ca. 23 kg pasta om året, hvilket er langt mere end i noget andet land. Til sammenligning spises der omkring 17 kg pasta per person årligt i Tunesien, 15 kg i Venezuela og 12 kg i Grækenland, nogle af de højeste forbrugstal uden for Italien. Dette understryger, hvordan pasta gennem historien ikke blot har rod i Italien, men også forbliver en elsket spise i dens moderne kultur og i hele verden.