Maison de Grand Esprit, Saint-Estèphe, 2017

Maison de Grand Esprit, Saint-Estèphe, 2017

Af Jan L. Pedersen,

4 ud af 6 stjerner.

Vurdering og anmeldelse af vinen:

Der er noget klassisk over denne vin fra det nordlige Médoc. I glasset står en dyb, mørk farve, og duften åbner med modne solbær, brombær og en smule cedertræ. Et strejf af grafit og tobak røber oprindelsen. Duften er ren og præcis uden for meget fad, men med tilpas kompleksitet til at vække nysgerrigheden.

Smagen følger flot op. Her er mørk frugt, diskret vanilje, lidt kakao og tørre, faste tanniner, som giver struktur og bid. Syren ligger moderat, og det hele holdes i et klassisk, rankt udtryk, der er tro mod Saint-Estèphe. Eftersmagen er lang, tør og med svage noter af lakrids.

Vinen er moden nu og kræver ingen dekantering, men kan sagtens ligge et par år endnu. 

Maison de Grand Esprit er et nyere projekt under Treasury Wine Estates. Måske et forsøg på at forene klassisk fransk håndværk med det, som den moderne vinverden efterspørger i den prisklasse.

Til prisen er det ikke et speciel godt køb, og jeg ville bruge mine penge på en anden vin i stedet for. 

Pris: 249 kr. 

 

Type: Rødvin
Land: Frankrig
Område: Bordeaux, Saint-Estèphe
Producent: Maison de Grand Esprit
Druer: Cabernet Sauvignon (80%), Merlot (18%), Cabernet Franc (2%)
Alkohol: 13,5 %
Årgang: 2017
Lagring: Franske fade ca. 12 mdr.
Forhandler: Vildmedvin

Ingen egen vingård

Maison de Grand Esprit har ikke sin egen vingård eller slot i Saint-Estèphe. Det er et “négoce-projekt” (et negociant-hus) under Treasury Wine Estates, der opkøber druer, og færdiglavet vin, fra udvalgte vinbønder i området og blander dem under eget brand.

Saint-Estèphe-vinen kommer derfor fra forskellige parceller i appellationen Saint-Estèphe, som ligger helt nord i Médoc-halvøen, kun få kilometer syd for byen Lesparre-Médoc og lige nord for Pauillac.

 

Maison de Grand Esprit, Saint-Estèphe, 2017