Vi mødte dansk vins ’Godfather’ og fandt Nord-Rhône på Sicilien
Manden, myten, legenden. Vi satte pioneren Peter Vinding-Diers i stævne til en udsolgt Winemakers Dinner på Restaurant Tangkroen. En aften, hvor Vinding-Diers i samarbejde med Laudrup Vin præsenterede 6 vine fra Sicilien, og Tangkroens køkkenchef, Fik Laursen, serverede velvalgte retter til.
Da franskmændene blev sat i skak
Ser man på dansk vinhistorie gennem de sidste 50 år, er det ikke til at komme uden om Vinding-Diers. Han er manden, der i en ung alder begav sig ud i verden for at lave vin og aldrig kiggede sig tilbage. Det bragte ham til Sydafrika, vestbredden i Bordeaux og siden 2005 har han haft vingården Montecarrubu på Sicilien.
Vinding-Diers’ største bedrift har utvivlsomt været undersøgelserne med gærstammer i det ellers konservative Bordeaux i 1980’erne. For at det ikke skal blive for langhåret, nøjes vi med at konstatere, at selv de stædige franskmænd måtte overgive sig. Peter fik ret, de andre tog fejl, og hvad der i dag er almindelig konsensus, når vi snakker industri- overfor vildgær, kan konteres til undersøgelserne fra dengang.
Peter Vinding-Diers og konen, Susie, var med til at bevise, at lokale, naturligt forekommende gærstammer kan have stor indvirkning på vinens karakter og smag.
Det er bestemt ikke hver dag, man får mulighed for at hilse på en af dansk vins store personligheder, og det summede af spænding fra start.
Kan man lave hvidvin på Sicilien?
Første vin var et relativt nyt bekendtskab, også for Vinding-Diers selv. Han har i mange år ment, at der ikke kan laves meningsfuld hvidvin på Sicilien på grund af øens ubarmhjertige solskin og varme, men nu har han fundet en vingård i området Marsala helt ud til havet, som kan producere vin med den fornødne syre og friskhed. Det har resulteret i vinen ’Il Piccolo Bianco Terre’ på druen grillo.
I glasset viste sig at være tale om en vin med nærmest pomelo-lignende duft, mens også indslag af umoden pære og gule tomater bød sig til. Mundfølelsen var forbavsende cremet, selvom vinen ikke ser skyggen af egetræsfade, og den må have ligget med bærmen for at give tekstur.
Vinding-Diers beskriver selv, at han nyder vinen for sit saltholdige præg, der kommer af havgusen fra det nærliggende Middelhav.
Vinen var ufiltreret, biodynamisk og havde en indsmigrende vildskab over sig på næsen. I munden optrådte den dog hverken ’naturvinspræget’ eller snavset.
Til vinen kom et udvalg af canapéer, og særligt agurk med fyld af rygeostcreme accentuerede grillo-druens grøntsagslignende udtryk. Flot samspil, som blev yderligere løftet med pivfriske, håndpillede rejer i sprød tærteskal.
På tallerkenen var desuden soyachips med wasabi-yoghurt og en kroket af grisekæbe med persillemayo.
Som et forsøg lavede de sidste år en slags storebror-version af vinen, kaldet ’Bianco Vignolo Terre’, der i modsætning til Piccolo gennemgår 9 måneder på helt nye egetræsfade. Her er tale om en helt anden, mere fedmefuld og potent størrelse med fremtrædende noter af Bourbon-vanilje og en smule lys karamel. Dog var vinen på ingen måde flommet, men havde – som sin lillebror – liflig syre og en pæn friskhed.
Der produceres indtil videre kun knapt 600 flasker af Bianco Vignolo (svarende til omtrent 2 fade), så det er med at holde sig til. Men mon ikke succesen giver grund til at løfte produktionen.
Til den fadgærede Vignolo Bianco måtte der sauce på tallerkenen. Det kom i en version over den franske beurre blanc, her med ørredrogn og purløg, der gav selskab til nænsomt dampet skærising og variationer af kål. Den potente hvidvin smøg sig i munden og gik i ét med det fede og syrlige på tallerkenen.
Aftenens bedste parring, hands down.
Som vinen steg i temperatur og fik noget luft, højnedes kompleksiteten, og den bød nu også ind med krydrede elementer á stødt hvid peber og en behageligt bitter finish. Så afgjort en vin med potentiale til lagring.
I det hele taget to flotte eksemplarer på italiensk hvidvin, som på ingen måde bar præg af uforholdsmæssig alkoholisk varme. Vinding-Diers kunne til forsamlingens begejstring berette, at man nu har købt de marker, der har givet druer til vinene, og der er således garanti for mere hvidt i fremtiden.
Erfaren, men aldrig konservativ
Selvom han har været mange år i branchen og lavet vin i områder, der næppe er kendt for deres nytænkende tilgang til vin, skyer Vinding-Diers ikke at prøve nye ting af. Sidste år prøvede de for eksempel ikke at pløje markerne, ligesom man holder øje med fremkomsten af regnorme, og hvordan jord, sol og måne påvirker vinstokkene.
Det er ellers produktionsmetoder, man ofte forbinder med hippe, unge vinmagere i f.eks. Bourgogne, men for Vinding-Diers handler det alene om, hvad der er bedst for vinen. Og det er den biodynamiske tilgang, forstår man.
For at bevise Siciliens potentiale, tog han i 2022 en udfordring op fra en af vinmagerne på Le Pin (anerkendt Bordeaux-slot, red.). Spørgsmålet var, om der på øen kunne frembringes meningsfuld rødvin på 12% alkohol, og vi kan afsløre allerede nu, at svaret er et rungende ja.
En vinøs charmetrold og dens mysteriske følgesvend
Montecarrubos rødvine er hovedsageligt på syrah-druen, der er kendetegnet ved sine noter af mørke bær, sort peber og, hvis de er lavet ordentligt, oliven. Til næste ret skulle vi have ’Il Piccolo Rosso’ op imod ’Il Carrubo’, begge på 100% syrah og fra 2022.
Det stod klart, at der var tale om markant forskellige vine trods fælles produktionsmetoder og høstår. Piccolo var charmerende, saftig og decideret liflig, mens Carrubo indbød til eftertanke, havde krydret dybde og intensitet og bare ville ”mere”. Hvor førstnævnte spillede på noter af grønne oliven, lakrids, saftspændte mørke bær og kakao, gik Carrubo i retning af violer, grønkrydring, sort peber og røgelse.
Der var så afgjort intet spor af, at man havde høstet tidligere end vanligt, når det kom til intensiteten på smagen. Er man typen, der ynder at servere ’blindere’ for sine bekendt, var her to sjove indspark.
Begge vine var med behersket alkohol og afrundede i stilen, og tankerne ledtes unægtelig mere mod Nord-Rhône end Sicilien.
Til vinen fik vi terrine af confiteret kylling med sennepsmayonnaise, figner og friskrevet efterårstrøffel fra Piemonte.
Il Carrubo stod stærkest, da der kom mad på bordet, for dens mindelser om jordbund gik i spænd til trøffel og kylling.
Syrah med gaspedalen helt i bund
Hvor de forrige rødvine laves på druemateriale fra forpagtet jord små 70 km. fra Montecarrubo-gården, skulle vi med aftenens sidste vine til hjertet af det hele, nemlig vingårdens egne marker. Her står stokkene plantet på vulkansk jord, der er kendetegnet for sin porøsitet og høje næringsværdi – perfekt til at lave levende, friske vine.
Husets topvin, ’Vignolo Rosso’ (2023-årgangen), gav sig til kende med en knytnæve af smag. Det var helt oppe i ansigtet, og aromaerne kunne duftes på afstand. På smagen bød den sig til med store mængder tørstof og vinøs dybde. Vignolo kombinerede alt det bedste fra Piccolo og Carrubo i én vin, for den var både floral og frugtig på samme tid som krydret og dyb.
Aldeles flot winemaking, ganske enkelt. Vinen er da heller ikke billig, men til gengæld sparker den op imod sin franske slægtninge fra Hermitage-højen i Rhône i både stil og udtryk. Kvalitet koster som bekendt, og her var ingen undtagelse.
Overfor den stod cuvéen ’Quant a Soi’ (2022-årgangen), der stikker ud ved at være på cabernet franc, merlot og syrah, og her var tale om en mindre ekstraheret, lidt genert vin med noter af flæsk, brombær og blåbærsuppe. Stilmæssigt lidt en afstikker, som man desuden har besluttet ikke at lave mere af i fremtiden.
Vinding-Diers berettede som kuriosum, at selve vinstokkene til Vignolo Rosso er på importerede stiklinger af syrah fra Hermitage-højen i Rhône, hvorimod resten af vinene er på siciliansk syrah. Vil man virkelig nørde igennem, er her en interessant grund til at sætte vinen op imod hinanden, for der er mærkbar forskel, når først man dykker ned i materien.
Duften af Vignolo Rosso kommer man ikke til at glemme foreløbigt. En monumental vin for Sicilien og et bevis på terroirets udtalte potentiale.
Med vin af den tyngde skulle der protein på tallerkenen. Fik Laursen introducerede kalvemørbrad med glinsende rødvinssauce i univers af svampe. Garvesyren i vinen arbejdede nydeligt med kødet, og samhørigheden var fuldendt.
Om de kølige 2022-vine oplyste Vinding-Diers – desværre, kan man måske mene, at her var tale om et forsøg, og at han foretrækker at lave fuldmoden siciliansk vin, frem for det tidligt høstede. Men lad os se, for som den udsendte fra Laudrup Vin bemærkede, kan man måske ramme en mellemting. Et faktum er, at yngre generationer søger friskheden og den lavere alkohol, og lidt købmandskab har man vel.
Efter aftenens smagning er undertegnedes holdning den, at der må og bør være plads til begge stilarter. De individuelle kvaliteter var ikke til at tage fejl af.
Til afrunding på måltidet var der kaffe og et mindre assortiment kager fra bageriet Mor Anna. Først en hindbærcreme på bund af hvid chokolade, så til klassisk citrontærte med meringues og endelig smørtungt lækker brownie med knas.
Efter en velsmagende rundtur udi Montecarrubos vine, ledsaget af anekdoter fra et begivenhedsrigt liv, begav vi os hjem over med en ny realisation i bagagen; Nok er Rhône et veletableret område for syrah af høj kvalitet, men her på Sicilien frembringer de vine med statur, pondus og mindst ligeså meget smag.
Vinene fra Montecarrubo forhandles af Laudrup Vin.
