Rådhuspladsen – et trafikalt knudepunkt

 

Rådhuspladsen i Aarhus ligger mellem Park Allé og Frederiks Allé, med Sønder Allé på den ene side og Vester Allé på den anden. Pladsen er ikke stor, men har alligevel en passende størrelse. Rådhuset er af nyere dato, og vi har ikke historiens vingesus, som vi ser det med Rådhuspladsen i København. Sådan er det, men vi aarhusianere er glade for pladsen, selvom det er de færreste, som bruger pladsen i det daglige. Der er nu heller ikke så meget at se på ud over en pølsekiosk, nogle bænke, lidt gamle træer og ikke mindst grisespringvandet. Rådhuset er en moderne og arkitektonisk flot bygning, som tager sig godt ud fra Rådhuspladsen.

 

Alle veje fører til Rådhuspladsen

Og dog. Det lyder godt. Trods klichéen er det et trafikalt knudepunkt – både for cyklister, biler og gående. Rådhuspladsen er svær at komme uden om. Det er der heller ingen grund til. En del centrale veje går forbi pladsen. Det skaber liv. På selve Rådhuspladsen sker der sjældent noget.

 

Der er ikke voldsomt med spisesteder ved Rådhuspladsen i Aarhus. Den mest kendte er nok ​​Raadhuus Kafeen, som har ligget der i mange år. Det er en tidslomme fra en svunden tid med dansk klassisk mad. Ellers er der pølsekiosken på pladsen. Det er vist mest turister, der kommer der. Åbningstiderne er også begrænsede. I Aarhus har vi desværre ingen “rigtige” pølsevogne, som man har i København. Hvorfor, vi ikke har det, er en gåde. Tæt på ligger spisestederne Karma Sushi, Kowloon og Café Johan R i Musikhuset. Ikke et overvældende antal, men man skal ikke særlig langt væk for, at det vælter med spisesteder.

 

Ceresbrønden – i daglig tale grisespringvandet

I den side af pladsen, som vender ud mod Frederiks Allé, står billedhuggeren Mogens Bøggilds Ceresbrønden lavet i en granitskulptur. Det forestiller en so og hendes syv små grise. Vi er jo i provinsen. Der har gennem årene været en del hærværk på skulpturen, så i 1992 besluttede bystyret, at der skulle laves en tro kopi af værket i bronze. Og det er den, der står der i dag.

 

Enestående arkitektur

Det var arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller, som tegnede Aarhus Rådhus, og det ses i dag som hovedværk inden for moderne arkitektur. De vandt en arkitektkonkurrence om at tegne det tredje rådhus i Aarhus. 

 

Aarhus Rådhus er et af de få rådhuse i Danmark, som er fredet. Baggrunden er bygningens enestående arkitektur. Bygningen blev fredet i 1995. Rådhuset udgør et areal på 19.380 m².

 

Det store juletræ

Til jul kommer byens største juletræ op på Rådhuspladsen. Det tændes ved en traditionel juletræstænding, som finder sted søndagen før første søndag i advent. Det sker typisk sidst på eftermiddagen. Træet er stort og mellem 23 og 26 meter. Det er en rødgran, som er belyst med små LED-pærer, som vil være periodisk tændt, når det er mørkt. Det er for længst blevet en tradition for rigtig mange aarhusianere. Det store juletræ gør, at der sker noget på Rådhuspladsen, hvilket kun er godt for byen.

 

Rådhuspladsen i Aarhus

Pølsekiosken på Rådhuspladsen i Aarhus

LÆS OGSÅ:

Vegetarburger: Guiden til vegetariske burgere i Aarhus

 

Senest opdateret: 20/09/2024 11:09