Anmeldelse: Mejlgades helt egen Oli-Bistro serverer stadig bramfri mad med noget på hjerte
Læs madanmeldelsen
I Mejlgade ligger en institution. En lille fransk restaurant med kultstatus. Oli-Bistro er navnet, og det er et spisested som taget ud af en fransk landsby.
Restauranten har en stormombrust historie og ejeren et renommé ulig nogen anden restauratør i byen. Kort sagt, enten hader eller elsker man Olivier Miens’ uprætentiøse tilgang til det at drive restaurant.
Her på kanalen gør vi en dyd ud af ikke kun at anmelde de nyeste skud på stammen. Da det gik op for os, at vi endnu ikke havde anmeldt den franske bastion i Mejlgade, var der ikke langt fra tanke til handling.
Vi havde ikke booket bord i forvejen, men heldet var med os, og vi fik plads ud mod gaden. Der var tætpakket, larmende hyggeligt, og udenfor stod folk i kø. Man skulle tro, det var en hypet nyåbning i indre by i København?
Valget faldt på et styks “Oli-Menu” (2 retter til 155 kr.), suppleret med fish and chips og et par forretter.
Første skud fra menuen var anderillette. Det trevlede andekød var fedmefuldt, havde temperatur og en relativt mild smag. Til prisen næppe hjemmelavet, men af hæderlig kvalitet.
Pænt så det ikke ud, men smagen var fin, og der var baguette, knasende corniconer og syrlig salat til.
Desuden fik vi kartoffelporresuppe, som blev serveret rygende varm og med sprøde croutoner, stegt i rigeligt smør. En decideret omsorgsfuld ret.
Der var kriminelt meget smag for pengene til 46 kr.
Min medspiser var i ostehumør og hvorfor ikke. En hel hvidkit af typen St Marcellin stod i den rørende pris 79 kr. og blev serveret med salat i vinaigrette. Osten havde karakter og smeltende blødt indre. Fransk til fingerspidserne!
St. Marcellin-osten er fra Lyon-egnen, ikke langt fra Oliviers hjemstavn Savoie.
Indrømmet, jeg havde ingen forventninger til vinkortet, men det blev gjort til skamme. Hos Oli-Bistro er alt, hvad hjertet begærer på den vinøse front. I hvert fald så længe det er fransk. Priserne holdes flot nede, da Olivier importerer alting selv (og i øvrigt insisterer på ikke at tjene så meget på vinen).
Vi endte med en frisk sag, premier cru-frugt fra Bourgognekommunen Montagny, med strejf af umoden banan, citrus og koldt smør. Vinen åbnede sig op med sydburgundisk mundfylde og god syre.
Trods travlheden tog Olivier sig tid til dekantering og præsentation. Selvfølgelig med rød plastiktragt og handkaraffel. Her er ingen fine fornemmelser.
Kort efter kom hovedretterne. Til 89 kr. havde jeg forventet et fingerbøl af en fish and chips, og der skal jeg love for, jeg tog fejl; Et kolossalt stykke mørksej, omkranset i knasende “batter”, og en god håndfuld pommes frites lå og smilede til os.
Ganske utraditionelt var retten lavet med mørksej, hvilket nok skyldes dens tilgængelighed og pris.
Fisken var saftig og frisk og havde mørksejens lidt mere karakteristiske smag, når sammenlignet med dens fætter, torsken. Det var godt, og til 89 kr. var det rigtig godt.
Saftig og veleksekveret var også kanin i dijon, der kom med skysauce, stegte kartofler og bagt spidskål.
En flot portion med meget smagfuld kål og kanin, der var langt fra tør.
Vores knurhårede ven havde overbevist enhver kaninskeptiker. Som min medspiser sagde: “det smager jo bare som ekstragod kylling”.
I glasset nød vi pinot noir fra kommunen Fixin i det nordlige Bourgogne. Årgang 2019 har altid været lidt af en favorit hos undertegnede, da vinene ofte udmærker sig med en sund frugt og noter af jordbund og skovbær – helt perfekt til fjerkræ og sovs. Her var ingen undtagelse.
Et velskænket glas af den flotte vin kostede 141 kr., mens en hel flaske stod til rørende 441 kr. Havde det ikke været en hverdag, var vi røget durk i flasken.
Ved et nabobord vakte en crème brûlée tydelig begejstring, og kort efter landede en lignende skål hos os.
Den franske dessertklassiker var uden slinger i valsen og med tydelig vaniljesmag, tyk sukkerskorpe og lækker tekstur.
Den perfekte dessert på enhver stolt bistro.
Mørket var ved at tage til og restauranten aftagende befolket. En forpustet Olivier satte sig med en kollega fra vinbaren på matriklen overfor og delte et glas. Velfortjent, skulle man mene.
Vi lod dem holde fyraften og betalte en regning, der vanskeligt fås magen til. 6 retter dejlig mad til 419 kr. Hermed var en tyk streg sat; Oli-Bistro er en fransk tidslomme med sine egne regler og usminket mad til priser, alle kan være med på.
- Anretningerne vinder ingen designpriser, så er det sagt, men den er smagt til og rummer det, den skal, når vi snakker det franske bistrokøkken. Rustik, landlig og grundlæggende velsmagende.
- Jeg blev meget overrasket over at finde et seriøst og ganske dybtgående vinkort med franske vine fra nær og fjern. Hvad enten man er til spændende Korsika, moden Bourgogne eller frisk Alsace finder man det her.
- Priserne på både vin og mad er himmelråbende lave. Man fristes til at tro, at franskmanden har valgt helt at se bort fra inflation og stigende udgifter, og det til byens bedste.
- Vi blev placeret nærmest det store vinduesparti ud mod gaden, og da det trak fra vinduet, fik vi aldrig rigtigt varmen.
- Så vidt vides er der ikke noget med strikse seatings. Trods en lind strøm af gæster var der ikke noget pres fra tjenerne, også selvom vi ikke havde booket bord.
- Det larmer usædvanligt meget i de små lokaler, og akustikken er helt håbløs for at sige det ligeud. Men ved man, hvad man går ind til, bliver det en del af oplevelsen. En restaurant med liv og latter er trods alt bedre end et stille gravkammer.
- I modsætning til de andre gæster, der sad ved “rigtige” borde, blev vi bænket ved et cafebord med karakteristisk mellemrum mellem bordplankerne. Ikke nogen god kombination med vakkelvorne vinglas.
- Vi måtte vente 30 minutter, før en tjener fik taget vores bestilling. Til gengæld kom mad og drikke hurtigt derefter.
- Fisken var ifølge menuen med tatarsauce, men kom med en chilimayo-lignende sag med rå skalotteløg, der desværre ikke klædte retten. Også kaninen kom med stegte kartofler i stedet for en annonceret mos, og sådan kan man jo blive overrasket.
- Om udsugningen var gået på tidlig weekend vides ikke, men vi forlod stedet med en konstatering af, at alt tøj lugtede langt væk af stegeos og friture.
Oli-Bistro formår med sin franske atmosfære at forvandle irritationsmomenter til autencitet. Madens smag og de sympatiske priser gør det svært at være for alvor sur på restaurantens skramlede forhold og den ekstra ventetid.
