Anmeldelse: Jægergårdsgades hyggelige italiener falder katastrofalt igennem
Læs madanmeldelsen
I Jægergårdsgade ligger et kriminelt godt solskinsspot, der tiltrækker UV-hungrende aarhusianere og turister i hobetal. Et hjørne med plads til caféborde, kold spritz og italienske øl. Vi taler om Poco Nero, en italiensk restaurant med fokus på social dining til frokost, brunch og aften.
Poco Nero er søsterrestaurant til Restaurant Nero i Skolegade, og de åbnede dørene i 2024 i lokalerne, der før husede Restaurant Ombord.
Man kan gå a la carte, med 6 retter til 328 kr. eller 10 retter til 398 kr. Dertil fås 2 gl. vinmenu til 178 kr. eller 4 gl. til 298 kr. Vælger man a la carte, ligger retterne i et bredt spænd fra 25-118 kr. Vi gik med de 10 retter, der lød som den bedste deal.
Der er fin plads mellem bordene i det ellers relativt tætte lokale, og akustikken er ufejlbarlig.
En dårligere start er svær at forestille sig
Første anslag var i retning af antipasti og bestod af skåret pølse, ost og hapsere. Vi lagde for med en krustade fyldt med yoghurtcreme med hvidløg og spinat. Cremen var iskold og køleskabslignende, sandsynligvis lavet mange timer, måske dage, forinden, og sendte tankerne mere i retning af Grækenland end Italien.
Værst ved krustaden var dens fade, udtjente smag og voksende mundfylde, og da der intet var til at trække i en friskere retning, føltes smagen kun værre, som sekunderne gik.
En helt igennem forfærdelig start, og det blev marginalt bedre med en intetsigende pepperonici med smagsløst ricottafyld.
Som starter kom også brød, hvoraf den ene side var tør, og en mild, frugtig olivenolie.
Man skal tydeligvis ikke gå sulten fra Poco Nero, for som snack var også en platte med fire store stykker ost og rigelig pølse. Klart bedst var her en dejligt modnet salami med peber samt den italienske komælksost af typen rascera, der gav mindelser om salte ostehaps for voksne. Til gengæld satte en salami med chili mundhulen i brand og smagte ikke af andet end styrke, og søde syltede valnødder gjorde sammen med en dusk rosmarin på parmesanen forvirringen total.
Havde de bare taget alt godt fra køleskabet?
“Den hvide Amarone”
Til maden valgte vi vinmenuen med 2 gl. og startede med garganega fra huset Sartori. På kortet var den tituleret som “Den hvide Amarone”, hvilket formodentlig skyldes produktionsmetoden, hvor druerne tørrer inden vinificeringen. En i øvrigt virkelig dårlig idé med hvidvin, der risikerer at fortabe netop den friskhed, der gør den egnet til maden.
Heldigvis var vinen ikke fuldstændigt uden syre og havde intakte noter af hyldeblomst. Det blev dog overdøvet af vaniljesmagende egetræ, som kun kan have været fra tilsætningen af træspåner. En yderst “produceret” vin.
En halv time senere indfandt vores forretter sig ved bordet, og det måtte blive bedre herfra. Der var dog ikke meget social dining over det, for vi fik serveret hver vores tallerken af tre serveringer.
Carpaccioen var på mørt kalvekød, der ikke smagte af alverden, og i stedet tog en kaskade af ristede pinjekerner førertrøjen. På den ene side var det absolut spiseligt, på den anden side var det grundlæggende kedeligt.
Det samme kunne siges om den medfølgende salat med knapt modne, melede tomater, hvor græskarkerner kom i hobetal, og olivenolie lagde sig som en brønd i bunden af skålen.
Til vores held var der nogle skønne mørke oliven i salatskålen, som vi plukkede lystigt af, og det højnede humøret.
Værre stod det til på den tredje tallerken, hvor et par skiver brød havde mødt en bastard af en (u)hellig treenighed med burrata, tomat og…. avocado?
Som om der ikke var nok sødme i forvejen, var der stænket med balsamico glace. Den servering skreg på friskhed.
A trip down memory lane
Med næste runde var vi tilbage i dele-tema, og menuen lød hhv. kalve- og laksefilet samt trøffelrisotto og en skål med kødboller.
I filmen Ratatouille får den gæve rotte, Remy, en sur madanmelder til at mindes barndommens glæder, og samme vej gik det med vores laks. Eller næsten. Som barn af 90- og 00’erne har jeg fået min dosis skamtilberedt laksefilet, og nu genopstod fisken på den sorte tallerken foran mig.
Bagt laks med let glaseret, sødmefuld overflade og omtrent så meget saft i behold som stykke beef jerky.
Smagen var tran og blottet for friskhed, og selvfølgelig havde også dén servering fået et skud med balsamico glacen. Way overdone.
Det gik bedre med vores kalvefilet, hvis største problem var kødets begrænsede smag. Dårligt smagte det dog ikke. Kødet var stegt med let rosa kerne, men havde tykke grå bånd i kanterne, sandsynligvis fra en for hård og hurtig stegning.
Kalvefilet med gulerodspuré og rødvinssauce. Præcis så italiensk som souvenirbutikker ved Trevi-fontænen.
“Vi havde fulgt opskriften” og andre teknikaliteter
Italiensk er til gengæld risotto, og vores version osede dejligt af trøffel. Vi stak forventningsfuldt gaflen i skålen for så at konstatere, at risene var rå. Smagen var til gengæld intens og ganske prangende, og det kaldte på en ekstra chance til køkkenpersonalet.
En velmenende risotto med både trøffelpasta, trøffelskiver og trøffelolie.
Da vi fik serveret en ny portion, var det med bemærkningen om, at “De havde altså fulgt opskriften, men nu fik vi en ny version, der havde fået lidt længere”.
Og så er spørgsmålet, om det er for meget at forvente, at kokken smager på maden? Omvendt havde jeg nok været mere rystet, hvis nogen havde smagt den rå risotto og tænkt “Den sidder lige i skabet”.
Nå, men den nye portion havde rigtigt nok fået mere tid i gryden, men var stadig til den rå side. Vi spiste det, fordøjelsessystemet gav plads til, og fortsatte vores italienske færd.
Som nonna ville det
Sidst, men ikke mindst, fandt vi i en skål to store kødboller, der var tydeligt hjemmelavede og havde grundig hvidløgsstyrke og god smag. Her var saft og kraft, og det fungerede med en også helt hæderlig tomatsauce.
En ægte New Yorker-ret med masser af sauce og kraftig hvidløgssmag.
I glassene fik vi rødvin fra Verona-området. Det var igen huset Sartori, som stemplede ind med en cuvée på merlot, cabernet sauvignon og corvina. Ikke at druevalgene havde nogen betydning, for vinen var totalt blottet for druekarakteristika. Smagen var hen ad kogte røde bær og paletten blød og sød.
For at bringe liv i glas og selskab delte vi et glas pinot nero (støvlelandets svar på pinot noir, red.) fra Cantina Puiatti til 95 kr. inden desserten, og det var både læskende og frugtigt med støvede noter af skovjordbær og urter.
Reducering kort før spillestop
Poco Nero var på nuværende tidspunkt så mange point bagud, at udsigten til dessert ikke vækkede megen glæde. Det var heldigvis ufortjent, for med tiramisu og blødende chokoladekage lavede de en udmærket reducering.
Tiramisuen bar god smag og var flot tilsmagt med likør, og der var på ingen måde sparet på mascarponecreme.
Poco Neros tiramisu er mere til den kagede end våde side, og det er vist en smagssag, om man er til det ene eller andet. Godt smagte den.
Chokoladekagen blødte uden at være alt for underbagt, og den medfølgende vaniljeis smagte forbløffende godt og havde strejf af citrus.
Blødende chokoladekage med mild kakaosmag. Den gode is viste sig at være fra et italiensk supermarked.
I radioen lød, at Italien var banket ud af VM-kvalifikationsrunden, og det var på mange måder ikke en aften i tricolorens favør. Så længe køkkenet ikke evner at koge ris eller stege en fisk og klistrer adskillige serveringer til i balsamico glace, holder vi os væk.
- Ud fra en generel betragtning er maden for uskarpt komponeret og tilberedt. Begge slags kød var smagsløse, fisken overtilberedt, risottoen rå og flere serveringer led under at være domineret af én eller to dominerende komponenter. Og den der krustade…
- Ser man på den reelle volumen af mad, fik vi meget mad for 398 kr. Men det er som bekendt ikke kun for at blive mæt, man tager ud at spise, og med det in mente er det ikke billigt hos Poco Nero.
- 00’ernes laksefilet fra helvede har ringet og vil have sin trætte, tørre servering tilbage.
- Desværre står man som gæst tilbage med et billede af, at Poco Nero gør det bedst, når den ikke gør noget selv. Og der er det immervæk billigere selv at købe sin oliven, pølse og italienske is.
- Der kunne ikke sættes noget på servicen. Særligt vores engelsktalende tjenerinde udviste nærvær og havde glimt i øjet, og alle i lokalet virkede til at blive godt behandlet. En upåklagelig indsats på den front.
- Italiensk mad er ikke dårligt til social dining per se. Tænk bare på et fad glinsende artiskokker eller saftig bistecca fiorentina. På Poco Nero gav det til gengæld meget begrænset mening, og flere serveringer fik vi to identiske eksemplarer af, ligesom vi hver skulle vælge mellem laks og kalv og blandt desserterne. Man mistænker, at social dining-rubriceringen er mere for at fange tidens trends end ud fra en egentlig ide.
- Når alt kommer til alt, er det ganske hyggeligt på Poco Nero. Akustikken er god, der er fin plads mellem bordene, og man sidder udmærket. Desværre gør det ikke op for manglerne på madsiden.
- Der er sol fra tidlig eftermiddag til forholdsvis sen aften, taget Jægergårdsgade i betragtning. Det gør Poco Nero til et eftertragtet sted at nyde en fyraftensøl eller spritz.
