Madanmeldelse: Snobrødsskorpe og surdej i topform hos Spröd

På et undseligt lille hjørne af Frederiksbjerg ligger Spröd Pizza, nummer to i rækken af i alt fire pizzasteder, oprindeligt fra Højbjerg i 2020.

Som et friskt pust til de typiske napolitanske pizzaer, arbejder man her med flere danske smage og råvarer, og alle pizzaerne har danske navne – endda efter ejeren, Rasmus Bojesens, familiemedlemmer.

Der var en afdæmpet stemning i det lille spiselokale på en hverdagsaften, kun lige afbrudt af et par Wolt-bude og kunder fra nærområdet.

Der var ingen vej uden om pizza Margherita, hos Spröd kaldet ’Margrethe’, som var helt traditionel med tomatsauce og bøffelmozzarella og garneret med basilikum.

Tomatsaucen var der intet at sætte på; Den smagte igennem af friske tomater og havde udtalt syrlighed og let sødme. Som et plus var der rigeligt af den, måske også rigeligt, for pizzaen var desværre til den lige fugtige side og en tand våd.

Til gengæld var skorpen top lækker. Luftig og med elskværdigt snobrødslignende smag. En fremragende, langtidshævet dej.

Pizza Margrethe til 105 kr. og dermed lige midt i feltet af priser på håndværkspizzaer i Aarhus.

Som en af de første i byen åbnede Spröd med pizzaer på surdej, og det har senere bredt sig som en steppebrand. Man fornemmer da også tydeligt, at der er erfaring til stede, for pizzaerne er velproportionerede og med god bredde i smagen.

Næste levende billede var stedets ’Louise’, en hvid pizza med fior di latte (let og delikat komælksost, red.), udvalgte svampe, pinjekerner og trøffelolie.

Og lad det være sagt med det samme; Her var tale om en hvid pizza fra øverste hylde.

Hvor mange pizzeriaer kun opererer med champignoner, bruger man hos Spröd et udvalg af både østershatte og portobello. Derfor var pizzaen fremragende kødfuld og med umami-pedalen i bund. Svampene var flot stegte inden turen i ovnen, og de kom i lækre hobetal på den velsmurte dej.

Trøffelolien løftede med det sidste, uden at det tog overstyring, og sammen med det sprøde og perfekt afbagte brød blev resultatet en fænomenalt god hvid pizza.

Som illustreret var ’Louise’-pizzaen bagt til et brunspættet 12-tal.

Til at skylle ned fik min medspiser en lime & mynte-sodavand fra Ebeltoft Bryghus (32 kr.), mens jeg selv gik på vandvognen. I 2025 er det helt underligt at få en regning, der ikke inkluderer betaling for vand, men tak for det.

Moderne sodavand er ofte anstrengende påtaget, men med denne har Ebeltoft Bryghus sat den lige i skabet. Som en virgin-mojito, bare bedre.

Foruden de mere klassiske varianter fås også en ’Børge’, og han må være en spændende fætter, for på denne pizza var hjemmelavet ragú bolognese og stærk salami picante. Et vovet tilløbsstykke, for ragú er ikke en smagsgiver, man bare lige laver, og kødsovsen udtørrer nemt i ovnen. 

Min skepsis var dog ubegrundet, for pizzaen var aldeles vellykket. Den tog sig ud som en raffineret, moderne ’meat lover’ med halvstore skefulde ragú og pæne salami-skiver.

Selve raguen var intens og dyb i smagen og kunne uden problemer have stået på mit middagsbord til pasta.

Skiverne af rødløg var et fint indslag og bidrog med en snert rå bitterhed, og salamien var af en halvstærk variant og varmede godt i ganen. Og nok engang blev man bekræftet i dejens lækre kvalitet, sejhed og smag.

Foruden pizzaerne fik vi et par crustdips, begge til 20 kr.

Den grønne dyppelse var på en blanding af græsk yoghurt og mayonnaise og bar jævn smag af hvidløg og urter. Den røde var tomatiseret, måske med peberfrugt, og havde chilistærk styrke. Ingen af dyppelserne var decideret mindeværdige, men de smagte da fint.

Besøget blev rundet af med Spröds hjemmelavede tiramisu. Her var smagene friske, og der var hverken gjort skjul på kaffe eller kakao. Som noget usædvanligt var mascarpone-cremen primært gemt i siderne og på toppen af desserten, men det gjorde intet for et stadig saftigt helhedsindtryk, da kagestykkerne var lækkert gennemvædede.

Gode smage og en fin størrelse til 44 kr.