Cykelløbsnæring: Den skjulte kamp om at holde sig mæt på farten
Denne artikel indeholder sponsoreret indhold.
Verdens ubestridt største og mest kendte cykelløb er over os, og derfor er der naturligvis rig anledning til at se på hvad det egentlig er der driver disse sportslige præstationer; mere specifikt hvilken føde der skal ind i “rugbrødsmotoren” for at kunne konkurrere på det højeste niveau.
Og selvom det måske er Tour de France, der stjæler overskrifterne, skal man jo huske på at dette bare er starten af sæsonen, men at der er masser af spændende løb at følge med i. De er ikke kun ventet med spænding af cykelfans, men også af fans af sportsvæddemål, da danske bettingsider, såvel som platforme over hele verden, dækker store cykelløb og tilbyder en bred vifte af bettingmarkeder for dem.
Og bag hver udmattende stigning, hæsblæsende nedkørsel og spurt mod målstregen kæmper cykelryttere en kamp – ikke mod deres konkurrenter, men mod deres egen krop. Korrekt ernæring under et løb kan være forskellen mellem sejr og kollaps. At spise undervejs lyder måske ligetil, men i virkeligheden er det alt andet end nemt. Udfordringen ved at tygge med 40 km/t, risikoen for maveproblemer under fysisk pres – løbsdagens ernæring er en af sportens mest komplekse discipliner. Lad os se nærmere på det.
Energi og fordøjelse
Det er selvfølgelig vigtigt at cykelryttere får energi nok til at kunne holde sig i gang – men det er samtidig også vigtigt (af … praktiske årsager), at det ikke er energi der belaster fordøjelsen, når man ser på hvor mange timer de tilbringer på cyklen.
Når man udfører aktiviteter med høj puls – som må siges at være tilfældet med cykling – er problemet at en stor del af blodgennemstrømningen der normalt findes i fordøjelsessystemet, bliver allokeret til musklerne for at kunne tilføre mere ilt og fjerne affaldsstoffer. Det betyder i princippet at fordøjelsessystemet er midlertidigt “svækket”, og derfor ikke kan håndtere tung mad, eller mad der ikke er sammensat korrekt.
Så selvom man måske ville kunne få flere kalorier og kulhydrater ved at spise et big mac menu, vil dette stresse fordøjelsessystemet ekstremt, og derfor bruger man typisk produkter som gels, energibarer og sportsdrikke med elektrolytter og kulhydrater.
Er alle kulhydrater skabt lige?
Kulhydrater er ubetinget den vigtigste energikilde for cykelryttere, men det handler ikke blot om at få nok af dem. Der er stor forskel på hvilke forskellige kulhydrater der skal – og bør indtages. Som hovedregel kan man skelne mellem de enkle og komplekse kulhydrater, og med moderne energi gels og barer er der typisk tale om en kombination af flere forskellige typer af kulhydrater.
Nogle af de mest udbredte er glukose, fruktose og maltodextrin. Grunden til disse kombinationer er både at sørge for at der er kulhydrater nok til rådighed, men også for at booste optagelsen af kulhydrater i kroppen. Glukose og maltodextrin benytter nemlig én transportvej, når de skal optages i tarmen, og kroppen kan typisk kun optage 60 gram i timen.
Dog benytter fruktose en anden transportvej, hvilket betyder at kroppen kan optage begge dele på samme tid, og hvor atleter på det højeste niveau kan optage mellem 90-100 gram kulhydrat i timen ved at kombinere dem, hvilket er ekstremt vigtigt.
Dog har fruktose nogle iboende problemer, nemlig at det kan give maveproblemer – særligt i høje doser. Derfor er det ofte noget, rytterne er nødt til at træne deres kroppe til at vænne sig til, og konstant justere deres doseringer med deres ernæringseksperter.
Hvor svært er det egentlig at spise mens man cykler?
Det kan måske virke omsonst at tale om, hvor svært det er at spise – men det er én ting at sidde ved et dækket bord, og en helt anden at skulle gøre det på to hjul med 40 kilometer i timen, omgivet af andre ryttere, mens pulsen banker og terrænet skifter.
Faktisk er det at spise undervejs noget, mange ryttere decideret træner op til store løb. Det handler ikke kun om ernæring, men også om teknik og timing. Det kræver øvelse at kunne række bagud efter mad i ryglommen, åbne gels eller energibarer med tænderne og få det hele ned uden at miste rytmen eller balance. Især fordi det ofte skal gøres med én hånd – mens den anden styrer cyklen i tæt trafik.
Træningen foregår ikke kun på flad vej. Rytterne øver sig på at spise under nedkørsler, op ad stejle stigninger og på ujævnt underlag, så de er forberedt på de mange uforudsigelige situationer et løb kan byde på. Det er en disciplin i sig selv – og endnu et bevis på, hvor kompleks cykelsportens verden er, selv i det, der udefra kan ligne en simpel bid mad.