Anmeldelse: Ceres Trattoria topper den med deres pasta
Læs madanmeldelsen
Ved eller i Ceresbyen ligger en overset restaurant. Den er let at gå forbi. Vi havde ikke planlagt at spise her, men der var liv og glade dage, da vi gik forbi. Vi stoppede op og fik et bord udenfor. Spontant og ikke mindst italiensk.
Umiddelbart er det et italiensk ægtepar, som driver Ceres Trattoria. Manden regerer i køkkenet, og kvinden står for gæsterne. Sådan så det i hvert fald ud.
Pasta med ragu
Når talen falder på pasta ragu, har de fleste en holdning til, hvordan det skal smage, og hvor meget kød som er passende. Det nåede vi ikke til her. En stor dampende portion tagliatelle med kød kom på bordet. Kødet var dyb i smagen og så mørt, at det faldt fra hinanden.
Carbonara
Der er også mange holdninger til en carbonara, i hvert fald så snart man bevæger sig lidt væk fra Italien. Fløde eller ej, guanciale eller pancetta? Her var der ingen tvivl, for filan en god portion. En silkeblød sauce, lavet på æggeblommer og parmesan, lagde sig omkring pastaen som et tæppe. Pancettaen gav en salt og sprød kant, hvidløgene var ikke til at smage, men friskkværnet peber løftede det hele. Et strejf af sort trøffel kunne tilvælges, det gjorde vi dog ikke. En enkel ret med god smag.
Pizza
Stilen på pizzaen er vist en hybrid. Den var ikke napolitansk. Ikke som de typiske i Rom. Siciliansk pizza i klassisk forstand var det heller ikke. Til en Brooklyn pizza var bunden for tyk til. Skorpen kunne måske godt passe på en god dag. Uanset hvad, smagte den godt. Salamien var spicy og tog sig af en del af smagen. Størrelsen var ikke stor. Pilen peger mod de mindre størrelser, hvilket gør plads til en forret eller dessert.
Tiramisu
Som dessert stod den på deres hjemmelavede tiramisu. Den sad lige i skabet. En let smag af likøren anede man i baggrunden, subtil, men til stede, og de bløde ladyfingers havde trukket akkurat nok til at være svampede uden at smatte ud. Noget vi ser alt for ofte. Cremelagene var luftige, som de skal være. Desserten rundede måltidet af med lethed og elegance. Flot lavet til den pris.
Intet vin- og drikkekort
Hvad der er at drikke, kunne vi ikke se. De fleste steder har et vinkort eller i det mindste en side med drikkevarer. Men sådan er det ikke her. Man spørger, hvad de har og efterfølgende, hvad prisen er. Værtinden foreslog Chianti og sagde, at vinene fra Toscana altid var gode. Rart at vide. Vinen, hun kom ud med, var en Castellare di Castellina Chianti Classico fra 2020. Prisen var 36o kr., hvilket var sympatisk prissat, og god value for money.
- Her er god værdi for pengene. De er gavmilde med portionerne. Pastaretterne mætter seriøst.
- Pizzaen var god. Ikke nytænkende. Svært at sætte i den rigtige bås. Pyt med det. Vi tog den, som den var. Den smagte godt. Størrelsen var ikke stor. Dej var der nok af, hvilket gjorde, den mættede okay. En anstændig pizza til prisen.
- Betjeningen var ikke hurtig. Vi måtte flere gange gå ind, eller op, og bede om noget. Der var travlt, men så var det hellere ikke værre. Måske et indsatsområde, da alt andet spillede.
- Pasta ragu var overraskende god. Der var smæk på umamien. Dyb, uden støj. En ragu, som i den grad er blandt de bedste her i byen.
- Sjovt, at der intet vinkort var. Men trods det, så var det dejligt, at tjeneren alligevel kunne guide os gennem udvalget og fortælle, hvad de havde af flasker.
LÆS OGSÅ:
Anmeldelse: Hos YOYO er baggård, drinks og enkel mad i fokus