Anmeldelse: På Boule bør man holde sig til øllene

Boules fremragende beliggenhed fornægter sig ikke. 

Der var næsten ikke et lokalmedie uden en historie, da Boulevard Caféens ejer gik bort. Men den 72-årige Anne Marie Brund havde gjort sit, og kort efter caféens sidst åbningsdag var hun her ikke mere. Tilbage stod et eftermæle om et stamsted for generationer og en bar, der måtte bæres videre tro mod dens ånd. 

Den opgave tog de driftige folk fra Nabo- og Kaj Kiosk på sig. Og det varede ikke længe, før caféen slog dørene op på ny – nu som navnkundige Boule. Et sted, der skal kuratere til både det gamle stamklientel og til trendy unge voksne med naturvin side om side med Ceres Top og et køkken forankret i råvarer fra markedet på Ingerslevs Boulevard.

Boule opererer uden faste seatings, og på stedet finder man i ligeså høj grad gæster, der er ude at få sig et par øl eller et glas vin, som reelle spisende. Menukortet er uden de store overraskelser; Smørrebrød til frokost til 85 kr. stykket og et aftenkort med 2020’ernes nye sort som crudo/ceviche, oliven, charcuterie mm.

Benspænd fra markedet

Vi fik stukket et spise- og drikkekort i hånden, men fik kort efter nedslående nyt fra køkkenet. Tre af kortets serveringer, herunder en ud af blot to hovedretter, var utilgængelige på grund af råvaremangel. 

Hverken crudo, gnocchi eller fiskekæber var tilgængelige på dagen. Det skulle vise sig ikke at blive første sæt af afvigelser.

Sådan kan det gå, når man orienterer sig mod det lokale marked. Vi slog det hen og pegede i retning af et udvalg af de øvrige retter og bestilte en flaske weissburgunder fra tyske Baum-Barth, som til 400 kr. præsterede flot over sin pris med en røget, flintet smagsprofil og moderne reduktion, pakket ind i en frisk syrestruktur. 

En ekspressiv vin med udtalt note af røget tændstik (reduktion) i næsen.

Først en servering brød fra det nærliggende bageri, Berta, til 35 kr. Det ellers velsmagende brød måtte desværre være skåret tidligere på dagen og led under begyndende tørhed. Ærgerligt, og det medfølgende parmesansmør trak kun lige akkurat op i ligningen.

Det var en flot portion til prisen, men det kan ikke retfærdiggøres ikke at servere friskskåret brød.

Heftig pebermix

Dernæst kom en skål tyndskårne fritter med chipotle mayonnaise til 60 kr. Nu kom der virkelig drøn på. For fritterne var fedtet ind i en eksplosiv pebermix, der sendte varme ud i hele kadaveret, og mayonnaisen havde både røg- og chilismag. Desværre måtte saltkarret være tabt i mayonnaisen, og vi priste os lykkelige over at have bestilt en stor kande isvand.

Vores pommes fritter var med god sprødhed, men krydret til det ukendelige.

I den helt anden grøft fandt vi agurkesalat, som knapt indeholdt agurker, og absolut intet væsen gjorde af sig. Den annoncerede rygeost var svær at ane, og variationer af rå squash-tern behøver jeg næsten ikke beskrive. Det var præcist så lidt ophidsende, som det så ud.

Dild var eneste rigtige smagsgiver til denne servering, hvis største kvalitet var dens kølende effekt mellem fritterne.

Drilske tomater

Vi blev ved sommergrønt for næste servering, nu tomater fra markedet. Fem blegrøde skiver, hvoraf en var med hård stilk i midten, til den nette sum af 75 kr. Ifølge kortet skulle der være ricottacreme på toppen, men det lignede umiskendeligt en art mozzarella, hvilket blev bekræftet, da vi trak osten fra hinanden.

Der var fint afstemt krydring på vores ellers ret triste tomatservering.

Det er svært at bestemme over vind og vejr, og tomaters fuldmodenhed kan være drilsk at arbejde efter. Men at putte tilstrækkeligt mad på tallerkenen – og den ost, der faktisk står i menukortet – er man nu engang selv herre over. Til prisen var det næsten komisk.

Bedre gik det for sig med blæksprutte, smagt til med det sydfranske krydderi, piment d’espilette, og olivenolie af den afrundede slags. Her var fint stegt smag og god konsistens, uden nogen form for sejhed. En udmærket lille ret, som blev endnu bedre med en skvis citron.

Godt tog den sig ud, vores fotogene ven fra havet.

En finale af ærgerlige indtryk 

I bedste opsamlende stil kom hovedretten og stadfæstede vores betragtninger. For på kortet lød cæsar salat med kylling, parmesan, cherry tomater og chorizo til 145 kr., men chorizoen havde man udeladt og i stedet lå tre ansjosfileter af den forglemmelige slags sammen med saltbomber i form af kapersbær. En favnfuld groftskåret lollo bionda-salat indeholdt stedvis sand, og den afgørende dressing var mere i mormor- end cæsar stil.

Vores salat var heldigvis med store stykker kyllingelår, der smagte godt, selvom det var stegt til den tørre side.

Ovenpå den rodebutik af indtryk er det svært at sige noget for alvor positivt om at spise på Boule. Stedets fritter ville med garanti gøre det godt til iskolde fadøl og mange af dem, men når man bryster sig af mere end gemen bar og laver et seriøst spisekort, er der noget at leve op til. Det formåede de ikke denne aften, og selvom vi kun kan elske ideen om et sted som Boule, bliver det derfor ikke til større roser i denne omgang.