Anmeldelse: 22 år senere er Klassisk 65 stadig fuld af smag og personlighed

De vil stadig den personlige service på Klassisk 65.

Det stod klart, da vores tjener fortalte kammeratligt om sin og faderens hobby-vinimport. Eller da vi fik tilbudt en smagsprøve af nabobordets pebersauce, efter nysgerrig at have fulgt med i tilblivelsen. Eller så var det, da en gæst modtog udførlig vejledning i champagnesabling (med stor succes til følge).

De er af en særlig støbning, de ansatte på Jægergårdsgades ældste bistro. Og i sig selv en grund til stedets fortsatte succes, her 22 år efter Søren Andreasen åbnede sin uprætentiøse franske restaurant.

Den joviale tilgang er et adelsmærke, og det giver mening, at man på en almindelig torsdag kan finde op til flere selskaber, tydeligt ude på narrestreger, med champagnesablen i den ene hånd og foie gras’en i den anden.

Der sables, skåles og grines, alt imens personalet jonglerer mellem stegeblus, bøffer og pandekager, og gæster vandrer ind og ud ad døren.

En noget bumlet entré 

Vores aften startede ellers med en holdningskorrigerende siddeplads i vinduet, og der var omtrent så meget polstring i de udtjente læderhynder, som man finder i bus 2A mod Holme. Bevares, 20 år fornægter sig ikke på komforten.

Tjeneren spurgte fluks, om vi var til et par kopper øl, mens vi bladrede i kortet. Og havde et glas med 50 cl. San Miquel (Spaniens svar på Carlsberg) ikke stået i 90 kr. stykket, havde vi nok takket ja. Til gengæld måtte han finde et par nye vinglas til os, da dem, der stod på bordet, var godt beskidte.

Vi så os i mellemtiden om efter en flaske vin. Valget landede på champagne fra producenten Diebolt-Vallois, en Blanc des Blancs NV, til 650 kr., hvilket er hæderligt prissat, når det gælder en regulær champagne på restaurant.

I vinen var der dømt grønne æbler, autolytisk gærsmag, perlende mousse og nærmest druesaft-lignende syre.

Brødet bar smag af olivenolie og var ganske saftigt, mens aiolien var luftig med behersket hvidløg. Nydelig appetitvækker til 12 kr. per næse, som kommer ad libitum.

På anlægget spillede Somethin’ Stupid med Frank og Nancy, og der var gang i flamberingen ved indtil flere borde i lokalet. Stemningen var berusende god.

Eksemplariske muslinger fra havnen 

Vi tonede fransk og gik med dampede blåmuslinger, og de var ualmindeligt kødfulde, lækre og tilberedt med sekunders præcision. Selvom jeg ledte ihærdigt, var ikke en eneste musling uåbnet eller med sand.

Den obligatoriske, flødelegerede sauce var 100% afstemt på salten og min eneste anke på den klassiske servering var valget om at servere i en relativt smal gryde. Det gjorde det irriterende vanskeligt at søbe sauce op med brødet, en ellers obligatorisk del af moules marinières.

Linefangede blåmuslinger til 139 kr. Et kvalitetsstempel for enhver restaurant med respekt for omgivelser og smag – til en god pris.

Min medspiser fik carpaccio på okseinderlår, godt og grundigt dækket af parmesan. Kødet var pivmørt og smøg sig nærmest om gaflen, men det tog unægtelig noget af kødsmagen med den store mængde ost.

På tallerkenen var også ristede mandler, der godt måtte have fået en tur under kniven, balsamico glaze og trøffelmayonnaise. Vi fandt ikke helt samme raffinerede udtryk som på muslingerne, men godt smagte det.

En flot stor portion carpaccio til 158 kr. med mørt oksekød og parmesan.

Hvad laver Australien på et fransk vinkort?

For et sted, der kalder sig bistro og vinbar, var udvalget på glaskortet af vin desværre uinspirerende. 3 ud af 5 rødvine var fra den voluminøse australske producent, Mollydooker, blandt andet kendt for at lave mousserende shiraz og sovsetyk rødvin, og på den hvide side var kun 4 at vælge imellem, den ene mere kedelig end den anden.

Heldigvis fik den gode tjener fremtryllet et glas udmærket, ganske frugtig barolo 2021 til min medspisers bøf, som så også var betalt til 170 kr. glasset. Undertegnede tog til takke med en sydburgundisk, relativt anonym chardonnay 2022 fra glaskortet til 130 kr.

Havets konge

Smag kan de til gengæld levere på maden, og vores hovedretter var ingen undtagelse. En gigantisk portion ristet pighvar med variationer af blomkål landede foran os, og der var fisk for alle pengene.

I centrum var en spændstig filet med smag, som havde den netop pjasket sig fra hav til køkken. Tilbehøret var klassisk godt, herunder med en silkeblød blomkålspuré, og kapers, brunet smør og hasselnødder er en kombination, der aldrig går af mode. Veleksekveret håndværk.

Fisken stod i 375 kr., og det er mange penge for en hovedret, men taget portionsstørrelsen og den dejlige fisk i betragtning, var det meget rimeligt. Også selvom det visuelle udtryk ikke var til en tur på Aros.

‘Boeuf bearnaise’ kom på oksemørbrad med fritter, sauce og spidskål til 375 kr. Vi havde bedt om kødet stegt ‘rare’ og fik helt som bestilt. En flot kerne af akkurat tilberedt oksekød, der piblede af saft, og havde fået et ordentligt spark på grillen med lækker flammeinduceret smag til følge.

En god luftig bearnaise og tyktskårne fritter. Spidskålen var måske ikke ligefrem ophidsende, men tilbehøret gjorde, hvad det skulle.

Rygterne vil det, at bøfferne er tilberedt sous vide. Lidt af en unødvendighed, når vi taler oksemørbrad, men smag og saftighed kunne der intet sættes på.

Efter at have set flambering tableside flere gange i løbet af aftenen, fristede crêpes suzette til dessert. Dog blev nu skruet ned for ambitionsniveauet, for pandekagerne var lavet i forvejen, og den normalt appelsinsmagende servering havde kun fjerne anelser af orange citrusfrugt.

Cointreau var erstattet af en relativt svag triple sec, og jeg savnede friske appelsinfileter- eller saft til at pifte retten op. Til gengæld var den medfølgende flødeis skøn i smag og konsistens.

Dertil fik vi pineau de charentes (forstærket dessertvin lagret delvist på gamle cognacfade, red.), og den bakkede den franske dessert nydeligt op med karamel, oxideret frugt og afstemt sødme.

Kort forinden havde et brovtende herreselskab meldt deres ankomst til bøf og rødvin, og de blev grebet mesterligt af vores tjener. Akkurat som med selskaberne før dem, er jeg ikke i tvivl om, at de havde en hyggelig aften i vente. For her midt på Jægergårdsgade får man alt andet end stivnakket service og selvhøjtidelig mad. På Klassisk 65 handler det stadig om den grundlæggende velsmag og plads til larm og latter.