Anmeldelse: Aarhus’ skjulte vinbar er også en af de bedste

Det er så afgjort ikke en vinbar, man bare lige falder over. Via lurvede Klosterport og i en baggård til en baggård finder man Masvino. En selvbestaltet vinbodega, mest af navn, for både mad og vin er niveauer over den beskedne betegnelse.

Masvino opgraderede i slutningen af 2024 med ny sommelier, nye kokke og en ny retning. Hvor det gastronomiske fokus før havde været tapas, skiftede stedet til spisemenuer med både a la carte og mulighed for menuer á enten 4 eller 7 serveringer. 

Samtlige de serveringer, vi var mest varme på, indgik i menuen med 7 serveringer plus snacks og bobler til 495 kr. per person. For en gangs skyld droppede vi derfor a la carten. Det skulle vise sig at være lige i øjet.

Til start fik vi serveret dansk æblecider fra den lokale producent, Æblefald. Her cuvéen ’The Latest Popular Craze’ på de meget syrlige Belle de Boskoop-æbler, mange nok kender fra andestegen til jul. Det var friskt og havde en behageligt perlende mundfølelse samt en lille snert af frugtig sødme.

Jeg har ikke tidligere været ubetinget begejstret for den relativt gærede snarere end frugtige stil, Æblefald kører med, men fandt her god drikkeglæde og balance.

Den udtalt friske danske cider på Belle de Boskoop-æbler var en interessant forandring fra cava eller prosecco og besad visse kombucha-lignende kvaliteter.

Lidt efter slog køkkenet an med snacks; to hapsere bestående af grillet brød med sardiner, pico de gallo (friskhakket tomatsalsa) og mayonnaise lavet Kewpie-style. En fremragende bid, der blev båret frem af en sublim olivenolie, som koncernen bag Masvino selv importerer.

Sammen med hapserne kom rosmarinmarinerede grønne olien af høj kvalitet og med fast bid.

Et usædvanligt spændende vinkort 

Det var ingen nem opgave at udse sig en flaske fra vinkortet, for Masvino byder på en seriøs mængde vin, også af den hypede slags. Skulle det være hvid Bourgogne, Rully-kommunen, fra Dureuil-Janthial til 800 kr.? Eller måske 100-pointsvinen ’Henkenberg’ fra tyske Salwey til samme pris?

Fristende var også den fremadstormende Alsace-producent, Hunter McKirdy, der med sitrende moderne riesling har bragt området til en ny tidsalder – 600 kr. er et regulært scoop for den vin.

Vi endte med at trykteste glaskortets formåen og fik først serveret en sprællevende hvidvin i form af chenin blanc fra Loire til 115 kr. glasset. 

Frederic Mabileau laver knivskarp, bærmepræget chenin i området Saumur og gør det bragende godt. En flaske er et røverkøb til 600 kr. på restaurant.

Nu fandt første runde mad vej til bordet. Et par parmesandækkede svampetoasts havde fundet sig til rette på persillepuré, og det var med svampe a la creme som forbillede og jazzet op med syltede bøgehatte.

Svampetoasts. Den grønne puré så pæn ud, men mudrede det samlede smagsbillede.

Bøgehattene var desværre til den søde side, og persillepuréen noget gennemtrængende og efterlod ikke meget til svampene at skulle have sagt.

Næste mundfuld var dog superligaen værdig. Rå rejer havde fået en tur i tortillapressen og præsenterede sig med en veljusteret, dejligt behersket hummermayonnaise og ørredrogn syltet i soya og citron. Herre jemini det smagte friskt, salt og lækkert og vakte noget ur-agtigt til live i kroppen. Nu snakkede vi.

Rejerne blev præsenteret carpaccio-style og smagte intenst af både Middelhav og Asien. For første gang i lang tid gav rucola mening.

Hvis spanierne lavede and

Op at køre kom vi også over næste ret. Kokkene havde tørsaltet og julekrydret andebryst over 14 dage, for så at tyndskære kødet efter spansk forbillede. Som følge var smagene komplekse, dybdegående og reelt dyriske. Med lukkede øjne var jeg taget til de agernfyldte højderygge i Nordspanien, som havde man spist en god sortfodsskinke.

Anden fandt god mening med kål og appelsinfileter, og det var lige før, jeg kunne overse, at et tykt lag hoisinsauce tog pusten fra det fine kød. Ak, havde der dog bare været lidt mindre sauce.

En flot servering, som med lidt justering kan blive en efterårssmagende homerun.

Sammen med maden kom hjemmebagt brød med urter, og brødet gav ny mening til ordet svampet og sugede god olivenolie til sig uden problemer.

Med introduktionen af næste ret stod det klart, at køkkenet vil have smag frem i retterne. Hårdt stegt kuller, overhældt med n’duja under tilberedningen, mødtes med muslingesauce og syltede græskar.

Billedskønt og voluminøst i smagen. Selvom det ene stykke fisk havde fået tilpas med kærlighed på panden, var det en særdeles velsmagende ret.

Den toplækre muslingesauce var smagt til med mild karry, mens ristede græskarkerner gav knas.

Den fisk kom jeg gerne igen efter.

Når sommelieren er i legehumør 

Vores tjener havde for længst forstået, at vi ville noget med vinen, og foreslog til hovedretten et sæt af halve glas; dels velmodnet Châteauneuf-du-Pape fra 2016, dels nebbiolo fra Piemonte i årgang 2023. Og her må jeg bare slå et slag for at besøge Masvino allerede for stedets service. Passionen skinner igennem, og de deler glædeligt ud af den.

’Neuf og nebbiolo kræver sin mad, og nu blev det vinter på tallerkenen. En stor portion (læs: rigeligt til to) rødvins- og sherrybraiserede svinekæber kom på et leje af grov kartoffelmos med syltede tyttebær, perleløg og persillerod.

Braisseringslagen havde man kogt ind efter alle kunstens regler og spredt som sauce. Så absolut ikke pincetmad, bare godt på sin egen bondske facon. Eneste anke måtte være den unødvendige persillerod, der var let slatten og manglede salt. 

Den grove mos var med tydelige kartoffelstykker med skind. Det fungerede godt til det møre kæbekød.

Til maden trådte Châteauneuf-du-Pape i karakter og supplerede med begyndende jernoxid- og jordbundsaromaer og moden blommefrugt. Langhe Nebbiolo fra Oddero var æterisk, feminint og gav tranebær, blomsterbutik og parfume fra sig. Hhv. 100- og 65 kr. for velskænkede halve glas.

På siden fik vi rosenkål, stegt i kyllingefedt og vendt i vinaigrette og toppet med sprød kyllingecrumble. Simpelt og veleksekveret. En garniture, jeg tyvstjæler til vinterkøkkenet derhjemme.

Pause-cocktails

På Masvino laver de også deres egne cocktails, alle til den retfærdige pris 95 kr., og vi tog derfor en pause før desserten med Marianito og hibiscus-infuceret Bee’s Knees. Begge cocktails var velbalancerede, til den venlige side, og smagte godt.

Marianito er den spanske version af negroni, hvor der anvendes mere appelsin, end der foreskrives i Italien.

Et uomgængeligt møde med risalamande

Sæsonens dessert var, hvad vi kan kalde en moderniseret risalamande. En kube mazarinkage, draperet med glinsende kirsebærsauce smagt til med rom og, ikke mindst, en luftig sabayonnesauce med vanilje og hvidvin. Kompromisløst dejligt og i helt rette portionsstørrelse.

Man kunne have slikket tallerkenen ren for den gode sauce, og smagene sad lige i skabet på desserten. Risalamande er blevet en ting af en grund.

Velfornøjede af god betjening, god stemning og smagfuld mad smuttede vi ud fra, hvor vi kom, og blev enige om, at Masvino er et oplagt bud, hvad enten man skal have stillet sulten eller bare vil have et top notch glas vin.

Læs flere anmeldelser her: