Af Ditte Amalie Lind,

 

Her ser vi pizzaovnen hos Melværk på Aarhus Ø.

 

Melværk på Aarhus Ø ligger på bagsiden af Lighthouse med store glaspartier som facade. Udefra fremstår restauranten mørk i dagslys, men når man kommer tættere på, bliver det tydeligt, at stedet er åbent og indbydende.

 

Stort og rustikt

Vi blev modtaget af en smilende og venlig tjener, der placerede os i en sofa i restaurantens nederste del, lige foran det åbne køkken. Herfra kunne vi følge med i tilberedningen af maden og fra vores plads var der endda en smule havudsigt med den rigtige vinkel.

 

De bløde sofaer hos Melværk på Aarhus Ø.

 

Vores placering i den ene ende af restauranten føltes dog noget isoleret. Måske var det meningen? De lave sofaborde var ikke ideelle til spisning, da man måtte bukke sig meget forover. Musikken var dæmpet, og akustikken var ikke optimal, hvilket betød, at vi kunne høre alle personalets interne samtaler samt betjeningen af takeaway-kunder.

 

Sådan ser lokalet ud hos Melværk på Aarhus Ø.

 

Vinkortet er simpelt med én prosecco, én hvidvin og én rødvin at vælge imellem. Priserne er rimelige med alle glas til 75 kr. Proseccoen var let, frugtig og en anelse sød. Rødvinen blev serveret for varm, men var sødmefuld, mild, uden syre og uden tanin.

 

Pizzaerne

Cirka 15 minutter efter bestillingen ankom pizzaerne. Begge var klassisk napolitanske med meget dej, stor kant og relativ tyk bund. Bundene var elastiske og tilpas afbagte. Selvom størrelsen ikke var prangende, havde begge pizzaer rigeligt med fyld og var visuelt indbydende.

 

Begge vores pizzaer hos Melværk.

 

Beef me up

Den her klassiske røde pizza havde tomatsauce i bunden. Ovenpå lå For di latte (frisk mozzarella), bresaola, en blanding af rucola og knuste tomater (både røde og gule), pistaciepesto og revet parmesan.

 

Beef me up hos Melværk på Aarhus Ø.

 

Smagsmæssigt dominerede tomaterne og rucolaen, mens bresaolaen ikke bidrog med meget smag. Pistaciepestoen var hjemmelavet og velsmagende, men mindede mest om en almindelig grøn pesto med pinjekerner frem for pistacie. Osten var afbalanceret i mængde – hverken for meget eller for lidt, og komplementerede de øvrige ingredienser på pizzaen. Overordnet var det en velsmagende, men forudsigelig pizza uden overraskelser.

 

Smagsmæssigt dominerede tomaterne og rucolaen, mens bresaolaen ikke bidrog med meget smag.

 

Italian Balls

I modsætning til “Beef me up” havde den her pizza en hvid bund af mozzarella. Ovenpå lå bøgehatte, tomater, trøffelmayo og seks arancini, toppet med frisk timian og revet parmesan.

 

Italian Balls hos Melværk på Aarhus Ø.

 

Pizzaen havde en ganske fin smag af svampe, ost og timian. Bøgehattene var veltilberedte med god konsistens, og de bagte tomater bidrog med en tiltrængt syrlighed til en ellers fed pizza. De små arancini havde en intens smag af trøffel(olie), men var desværre lidt tørre og seje i konsistensen.

 

Se lige skorpen på vores Italian Balls hos Melværk på Aarhus Ø.

 

Samlet set var pizzaen flot og innovativ, men den tunge, fede smag manglede modspil og måske lidt flagesalt for at løfte smagsoplevelsen.

 

Se lige pizzabunden hos Melværk hos Aarhus Ø.

 

Crust dips

Padronmayoen var fremragende – luftig med en god balance mellem syre og fedme samt et strejf af krydret varme. Ajvar-dippen var ligeledes velsmagende, let og mild med en tydelig peberfrugtsmag og en behagelig svag varme.

 

Padronmayoen var fremragende - luftig med en god balance mellem syre og fedme samt et strejf af krydret varme. Ajvar-dippen var ligeledes velsmagende.

 

Dessert

Vores tiramisu blev serveret i glas og levede fuldstændig op til forventningerne med veldefinerede smagsnuancer af kaffe, vanilje og fløde. Den havde også en behagelig alkoholisk note. Desserten var uden tvivl på et højt niveau.

 

Tiramisu hos Melværk på Aarhus Ø

 

Hvordan var stemningen her?

Indretningen bar præg af en kombination af moderne og alternativ stil. Mange af møblerne minder om havemøbler, suppleret med sofaer og træpaller med hynder. Hyggebelysning i loftet og på gulvet samt levende lys på bordene skaber en varm atmosfære, mens betongulvet giver rummet et rustikt præg. Der var god plads mellem bordene, og med få gæster virkede lokalet lidt tomt. Duften af nybagt pizza fyldte hele restauranten og skabte en indbydende stemning.

 

Vores vurdering
  • Pizzaerne var veltilberedte, velsmagende og visuelt tiltalende. Begge pizzaer var æstetisk indbydende med omhyggeligt arrangerede ingredienser og farvesammensætninger, der virkede appetitlige. Balancen var velovervejet, især på "Beef me up" hvor osten komplementerede de øvrige ingredienser perfekt.
  • Den napolitanske pizzabund var elastisk med præcis den rette konsistens - hverken for blød eller for hård. Bunden havde den ideelle kombination af sprødhed i kanten og blødhed i midten, som kendetegner en autentisk napolitansk pizza.
  • "Italian Balls" manglede intensitet. Selvom pizzaen var kreativt lavet med interessante elementer så som arancini og bøgehatte, savnede den en dybere kompleksitet. Den trængte til flere friske, eller syrlige elementer for at skære gennem fedmen og skabe en bedre balance. Som den blev serveret, fremstod den en smule svag.
  • Virkelig gode crust dips. Især padronmayoen udmærkede sig med sin komplekse smagsprofil, hvor fedme, syre og let spiciness skabte en perfekt balance. Ajvar-dippen tilbød en mere afdæmpet, men stadig velsmagende oplevelse med sin rene peberfrugtsmag.
  • Serviceoplevelsen var inkonsekvent. Ved ankomsten fik vi indtryk af en opmærksom betjening, men efter serveringen af pizzaerne måtte vi selv opsøge personalet for at bestille mere vin, dessert, yderligere vin og til sidst måtte vi gå op og bede om regningen. Det virker som om Melværk ikke helt har besluttet, om de vil være en restaurant eller primært et takeaway-sted. Optimalt er begge dele, men det magtede de ikke den aften vi var forbi.
  • Pizzaerne var overraskende små i forhold til prisen. Med den begrænsede størrelse og trods det gode fyld ville en almindelig sulten voksen sandsynligvis skulle bestille to pizzaer for at blive mæt.
  • Tiramisu'en var fremragende. Desserten havde præcis den rette balance mellem de forskellige elementer - kaffen var tydelig uden at dominere, mascarponecremens konsistens var perfekt, og alkoholnoten løftede oplevelsen uden at overvælde. Serveringen i glas var elegant og tiltalende.
  • Pizzaernes kvalitet og tilberedning gør dem velegnede til takeaway, da de beholder deres gode smag og konsistens - også efter lidt tid. Det gør Melværk til et godt valg for kvalitetsbevidste takeaway-kunder, der ønsker napolitansk pizza i høj kvalitet.
  • Med 165 kr. per pizza placerer Melværk sig i det øvre prissegment for pizza i Aarhus. Til den pris forventer man enten en smagsoplevelse ud over det sædvanlige eller en generøs portionsstørrelse - helst begge dele. Selvom kvaliteten af ingredienserne var god, matchede den samlede oplevelse ikke helt prisniveauet.

 

Melværk på Aarhus Ø laver gode napolitanske pizzaer med kvalitetsråvarer og spændende kombinationer. Priserne er dog i den høje ende for, hvad der i bund og grund er gedigne takeaway-pizzaer. Restaurantoplevelsen kunne forbedres gennem mere konsekvent service og bedre møblering. Pizzaerne og særligt deres dips og dessert er værd at prøve, men forvent ikke en fuldendt gastronomisk oplevelse.

 

Melværk på Aarhus Ø set udefra.

 

Der er udsigt til vandet fra Melværk på Aarhus Ø.

 

 

 

Her er ovnen og den store lokaler hos Melværk på Aarhus Ø.

 

 

 


Melværk på Aarhus Ø

  Hvad er det her for et sted? Melværk på Aarhus Ø ligger lidt tilbagetrukket, på bagsiden af Lighthouse. Facaden består af store glaspartier, der giver et godt kig ind i restauranten. Det er både et spisested og en takeaway, og stedet drives af Sharif og Nadia Karmil, som også står bag den oprind…
Senest opdateret: 27/03/2025 06:03