Madanmeldelse: Nonna Velide – italiensk mad blandt heste og ryttere

Mellem Beder og Mårslet, lidt syd for Aarhus, ligger Nonna Velide. Umiddelbart går vejen ikke lige forbi. Restauranten ligger på Vilhelmsborg, Det Nationale Hestesportscenter, hvilket giver stedet en særlig landlig atmosfære. Her er stemningen præget af herregård, oilskinsjakker og robuste køretøjer. Omgivelserne danner en perfekt kulisse med udsigt til imponerende, veltrænede heste, vidtstrakte skove og frodige, grønne marker.

Selvom vi er på landet, dog ikke langt fra Aarhus, må vi blot konstatere, at der var overraskende mange gæster eller takeaway-kunder her. Og når folk står i kø efter noget, er der typisk en god grund.

Risottokugler

Sicilianske arancini, eller hjemmelavede risottokugler, er altid fristende. De er en god indikator for, hvad køkkenet formår. De var sprøde, og risene ikke tørre. Fin, men svag smag. Der var en gennemtrængende smag af mozzarella og parmesan. 3 stk til 60 kr. var just ikke noget slagtilbud. Men de smagte ganske fint.

Tomater og vand i Danmark

Caprese salad med tomater, frisk mozzarella og basilikum. Der stod på menukortet der kom surdejs focaccia brød med rosmarin til. Men det gjorde det ikke. Vi spurgte om det, men der skete ikke rigtig noget, så vi spiste den uden. Tomaterne var vandede, hvilket de er på den her årstid i Danmark. En skuffende omgang, som var ligegyldig ud over mozzarellaen var velsmagende. Dog var den iskold, hvilket ikke trak op.

Dagens vinder

Pastaen var al dente, som man kun oplever sjældent. Umiddelbart var portionen til at overskue. Tomatsaucen var god fed i konsistensen. Den smagte markant af tomat.

4 kødboller var, hvad der kunne blive til. Ikke meget, og det var ikke størrelsen, der imponerede. Men de smagte godt og var hjemmelavede. Kødet var meget fint hakket, godt krydret velsmagende. Men der var ikke meget kød.

Pizza er smag og behag

Pizzaen var ganske fin. Hvilken stil det præcis var, kan nok diskuteres. Siciliansk pizza-style var et oplagt gæt. Bunden var tynd, ualmindelig tynd. Den var sprød. Salamien var spicy, og mere end vi havde turdet håbe på.

Chilien og paprikaen var varm uden at brænde. Tomatsaucen havde syrlighed og en afdæmpet smag af tomat. Dejen til den tykke side og bunden var sprød. Om den skulle være så bastant i det, vides ikke, men det var den.

Betjeningen

Der var mange gæster den dag vi var forbi. Der var kun en tjener på arbejde, og det var for lidt. Vi gik op til disken for at bestille. Det var fint. Men da vores forretter kom, havde vi endnu ikke fået drikkevarer endnu. De afleverede bare maden og gik igen. Vi måtte igen gå op til disken og stille os pænt i kø, for at høre, hvad der blev af vores drikkevarer. Det havde de glemt. Det kan ske. Efter godt 5 minutter kom de så. Vi var lige gået i gang med de to forretter, og så stod vores varme mad klar på bordet. Tjeneren kunne godt se det var lidt kikset, da forretterne næsten var uberørte. Han undskyldte pænt og gik igen. Der var heller ikke meget andet at gøre. Den kunne ikke reddes. Et kig rundt på de andres borde afslørede, at vi var ikke de enste, hvor logistikken var gået galt.

Vi ville gerne have købt både mere at drikke og et par desserter. Men køen til disken var for lang. Her var der en blanding af kunder der skulle hente takeaway, Wolt-bude og spisende gæster der ville betale for deres mad og drikke. Efter vi var færdig med maden, gik vi op i køen for at betale. Der var ikke så lang kø mere. Tjeneren undskyldte den lange ventetid. Han vidste godt, at det ikke var optimalt. God stil, trods alt.