Nørregade i Aarhus – se alle spisestederne i guiden

 

Nørregade i Aarhus er en kendt gade. Ikke nogen lang gade. Ikke nogen ny gade. Indtil midten af 1800-tallet var gaden blot en almindelig markvej. Den adskiller Øgaderne fra Latinerkvarteret. Gaden har stadigvæk nogle små forretninger og en del spisesteder. Nørregade er heller ikke for poleret – endnu. Men den tid er nok på vej.

 

Nørregade har en del at byde på. Den er langtfra så kendt og hypet som f.eks. Jægergårdsgade, Graven og Guldsmedgade er. Grunden kan være, at der er mange gamle og lidt slidte bygninger. Den slags giver plads til mangfoldigheden, og den ser man i gaden. Trafikken i Nørregade er ikke blevet mindre de seneste år, desværre kan man sige. Gaden er ganske enkelt ikke skabt til så meget biltrafik.

 

Let at tage fejl af Nørregade og Nørre Allé

Nørregade går i dag fra Nørre Allé til Nørreport. Sådan har det ikke altid været. Før i tiden var gaden en del af Nørre Allé. I takt med at der kom mere og mere byggeri langs gaden, besluttede Aarhus Byråd at ændre navnet på stykket mellem Paradisgade og Guldsmedgade til Nørregade. Det skete i 1910. Senere blev gaden forlænget hen til Nørreport, hvor den løber ud i Nørre Allé. De fleste kommer ofte til at blandes de to gader sammen, så det er en god idé at være ekstra opmærksom på, om det nu er Nørregade, de mener, og ikke Nørre Allé. Sidstnævnte ender jo ved Vesterbro Torv og har ikke så mange spisesteder – og dem, der er, ligger ikke så tæt.

 

Spisesteder i Nørregade

Af spisesteder kan nævnes Løves Café, Banh Mi Bandits, Gaijin Ramen, Sunshine Sandwich, Café Fika, Wok This Way, Byens Pita, Pasta Diem, Oishii Sushi, Indisk Nørregade 38 og Tins. Der kommer flere til, er vores bud, da området er i vækst, og gaden har potentiale til mere. At sammenligne det med Nørrebro i København vil være helt forkert. Her er vi ikke, langt fra. Men gaden er en af de få i Aarhus, som skriger på etniske spisesteder. Der er nogle gode og spændende steder, men langt fra nok, hvis du spørger os på Spiseguiden. De mange små forretningslokaler skriger efter spændende spisesteder, og huslejen er alt andet lige en del billigere end de mere hypede kvarterer i byen.

 

Ingen parkeringspladser

Noget af det, man bør holde sig for øje, er, at der ingen parkeringspladser er i Nørregade. Overhovedet. Der er et parkeringshus i Latinerkvarteret, ellers er det Øgaderne, man skal ty til. Her kræver det en del held at finde en parkeringsplads, da både beboerne og Aarhus Universitets medarbejdere og studerende også bruger dem. Men det er et forsøg værd. Bedste råd er at parkere oppe mod Trøjborg og gå ned til byen.

 

Letbanestation for enden

Gaden er som nævnt ikke oplagt at besøge i bil, men derimod let at komme til i bus eller med Letbanen. Busserne har et par stoppesteder i gaden, og for enden ved Nørreport har Letbanen et stoppested, som er let at komme til. 

 

Pudsigt nok, så kørte sporvognene i Århus gennem Nørregade i tidernes morgen. Strækningen gik fra Store Torv til endestationen på Østbanetorvet. Det bør også nævnes, at i 1928 lagde man nye spor i Nørregade, og i den anledning blev den tosporet. Lidt tankevækkende, når man i dag ser, hvor relativ smal Nørregade er. Gaden var dengang også en del af “vejen bag om byen”. Den kom senere til at indgå i allégaderne.

 

Senest opdateret: 25/01/2023 12:01