Markus Pizzeria

Herluf Trolles Gade 43, 8200 Aarhus N 86 16 95 67

På hjørnet af Tordenskjoldsgade og Herluf Trolles Gade ligger Markus Pizzeria. En lille restaurant med plads til knap 25 spisende gæster inde og ude. Her er ingen fine fornemmelser bare en afslappet atmosfære, hvor man tager tingene, som de kommer. Madstilen er meget tilpasset den danske smag. 

 

Maden hos Markus Pizzeria

Menukortet rummer selvfølgelig pizza, men her er også pasta, grillretter, sandwich og vegetarretter. 

 

Pizzaerne fås i mere eller mindre klassiske udgaver, american, indbagte og med alt godt fra havet. Udvalget er stort, og pizzaerne serveres på et bræt. De klassiske pizzabunde er pænt sprøde, og der er meget med fyld på. Nogle af pizzaerne holder de i italiensk stil med parmaskinke eller Quattro Formaggi, men der er også de danske udgaver med hakket oksekød og ananas på flere af pizzaerne. Er du til den tykkere bund, skal du gå efter american, som vegetar har du et udvalg på fire pizzaer, mens de indbagte eller alt godt fra havet har tre varianter.

 

Pasta

12 retter med enten spaghetti, penne, tortellini eller lasagne. Fyldet består af kylling, oksemørbrad, laks, spinat eller skinke samt grønt. Smagen er ikke stor, men den er pænt anrettet, og pastaen er kogt al dente. 

Af øvrige retter findes sandwich, burgere, grillkylling og også en enkelt salat har sneget sig ind på menukortet. 

 

Drikkevarer

De italienske øl er værd at gå efter, ellers er der lidt forskelligt vin, økologiske safte samt de klassiske sodavand som Coca Cola, Fanta og Sprite. 

 

Stemningen

17 siddepladser i røde sofaer og komfortable stole. Der er også tre barstole, som du kan sidde på, mens du venter på maden. Og det gør mange. Der er et livligt rend efter takeaway. I højtalerne er stemningsmusik, som du kan nyde, mens du kigger ud af vinduerne mod Tordenskjoldsgade. Der er grønne planter, små lamper og en venlig og imødekommende betjening. Når vejret er til det, kan du tage plads udenfor.

 

Prisniveau

Pizzaerne er generelt billige. De ligger i gennemsnit på 65 kr.. Margherita er den billigste og koster 55 kr., mens den dyreste Gorgonzola 3 med krondyrfilet, løg og gorgonzola står til 83 kr.. Pastaretterne koster mellem 70 og 75 kr. bortset fra en enkelt afstikker Penne med oksemørbrad, gorgonzolasauce, bacon og pasta penne, der koster 90 kr..

Tjek guiden til brunch i Århus her:

Senest opdateret: 30/09/2022 11:09