Spist & Hørt: Anmeldelse af tapas, vin og pianobaren i Latinerkvarteret
Læs madanmeldelsen
Alt, hvad vi laver på Spiseguiden Aarhus, kredser om mad og drikke i Aarhus og omegn. Og nu skruer vi lige op for oplevelsesknappen.
Vi har nemlig lanceret en ny sektion: Spist & Hørt. Her anmelder vi arrangementer, hvor det ikke kun handler om, hvad der ligger på tallerkenen og er i glasset, men også hvad der sker omkring det. Mad og drikke møder koncerter, shows og andre events, så du kan finde ud af, om aftenen reelt spiller, eller bare ligner det, man har set på en halvtam story.
GårdCafeen i Studsgade 6B har fået et nyt fredagskoncept, hvor pianobar og tapas går hånd i hånd. Du starter med TOVLI Tapas og vin ad libitum, og ender med klaver, fællessang, dans og en stemning, der får en stor café til at føles som ét samlet selskab. Der var totalt udsolgt, og der var omkring 100 gæster den fredag vi var forbi.
Ja, det lugter svagt af den gamle Jacobs Pianobar, på den gode måde. Vi lagde vejen forbi, for at se, hvad det kunne.
Modtagelsen
Vi havde bestilt bord til kl. 18.30. I døren blev vi modtaget af en venlig kvindelig tjener, der viste os ovenpå, hvor aftenen skulle udspille sig.

Kort efter tog en ung mandlig tjener over, viste os på plads og blev vores guide gennem hele aftenen. Han gennemgik de nedskrevne regler med et smil og leverede aftenens mest ærlige sætning: “Nogle kan jo gå amok i ad libitum vinene.” Ikke som en advarsel, mere som en kærlig konstatering af, hvad der kan ske, når stemningen får de rigtige betingelser.

Fællesskab fra første færd
På bordene stod reservationsskilte med navne som Jannie, Lotte, Mette, Dorthe, Pernille, Louise, Trine og Jette. Der var tydeligt kvindeflertal i alderen 30 til 65 år. Venindeaftener kunne ses tydeligt, blandet med par og større grupper. Kære mænd, notér jer lige det.

Og kemien var der fra starten. Snakken kørte, og det blev hurtigt på tværs af bordene. Pianobar kræver gæster, der vil fællesskabet. Og det ville gæsterne her.
Tapas og vin ad libitum
TOVLI Tapas er Gårdens tapas tallerken med vin ad lib. i 1,5 time til 345 kr.. Vi gik straks til vinbaren, hvor en hvidvin, en rosé og to rødvine var udvalget. Ikke store vine, men meget traditionelle vine til ad libitum. Hvis man ikke er til tapas, så er der et pænt og anstændigt menukort.

På bordet kom lakserilette, fennikelsalami, spegeskinke, røget makrel, oliven, to oste, saltede mandler, syltede rødløg, søde piquante pebre fyldt med blød, hvid ost, persille pesto, rørt smør, rugbrødschips og hjemmebagt maltbrød.

Maden var lavet med omtanke, og hvad de fleste gæster ville have. Meget var hjemmelavet. Der var god variation og smagt godt, men ikke den største portion vi har set. Men det var prisen heller ikke.

Ben Noke
Når pianobar lykkes, handler det i virkeligheden om én ting. Om personen ved klaveret kan læse gæsterne. Den britiske pianist, sanger og entertainer, Ben Noke, kunne. Han er typen, der kan bære et rum, skifte tempo på et øjeblik, har overskud og en flamboyant stil, der aldrig bliver selvoptaget.

Inden start kom han rundt ved hvert bord med ønskesedler. Han var imødekommende, smilende, og havde et nærvær, der gjorde det naturligt at skrive et ønske. Ønskesedlerne blev lagt på flyglet, og så begyndte aftenen for alvor.

Repertoiret ramte bredt og præcist fra pop, klassikere og også danske numre. Der var numre som Kim Larsens Jutlandia, Take Thats Patience, Helmigs Malaga og ABBA hits.

Ben Noke er i en klasse for sig, både på klaveret, som sanger og entertainer. Teknisk stærk på pianoet og med en soulfuld og alsidig sangstemme. Det blev på intet tidspunkt kedeligt eller overgearet. Han læste gæsterne med et glimt i øjet, charme, nærvær, store smil og overskud, der gjorde, at man hurtigt fik lyst til at være med.

Sangen og dansen tog over
Stemningen var høj fra første tone. Fællessangen kom hurtigt, og den blev ved med at vokse. Først ved enkelte borde, og så som et rum, der fandt samme puls. Der gik ikke længe, før de første var på dansegulvet.
Og så skete det, som pianobar drømmer om. Numrene flød, folk fandt hinanden, og dansegulvet fyldtes mere og mere, indtil det til sidst var helt fyldt. Fremmede blev til medspillere. Selskaber gled sammen. Det var sang og grin. Her ender man med at synge med på et nummer, man ikke havde tænkt på i årevis, sammen med mennesker man ikke kendte for tre timer siden.

Vi ses igen
Kl. 23 var festen slut. Folk forlod GårdCafeen fulde af musik og den der lette følelse, man kun får, når en aften har givet mere, end den tog. Ikke en “tak for i aften” energi. Mere en “vi ses igen”.
Vores vurdering
Pianobar på GårdCafeen er til dig, der vil have en fredag, der føles spontan, men rammer plet. Aftenen lykkedes, fordi tre ting sad lige i skabet.
-
- TOVLI TAPAS tilbud. Gårdens tapas medvin ad lib i 1½ time til 345 kr. var rigtig god value for money. Ølprisen er 74 kr. for 1/2 liter fadøl.
-
- Tapas og vin ad libitum samlede bordene og holdt stemningen oppe, uden at tage fokus.
-
- Betjeningen var opmærksom og oppe i gear. Det gav aftenen retning fra første minut.
-
- Og Ben Noke løftede det hele med et niveau, man mærker med det samme, både ved tangenterne og i kontakten med publikum. Han er i den grad værd at bruge en aften i selskab med.
Det er derfor, Jacobs nostalgikere føler sig hjemme her. Og det er derfor, man selv får lyst til at komme igen. En ny stambar er røget på min liste, og jeg kunne konstatere, at alt spillede den aften på Gårdcafeen. En klar anbefaling herfra.
Fakta
- Gratis entré
- Pianobar spiller hver fredag kl. 20 til 23 med forskellige pianister.
- Tapas og ad libitum vin i 1,5 time – kan udvide ad libitum med en time.
- Kan vælge mad og drikke fra menukortet.
- Siddepladser: Mellem 60 og 100.
- Gårdcafeens hjemmeside




