Marché 122 i Aarhus C-7

Marché 122: Dropper tapasbunken og satser på de bedste franske råvarer

Af Jan Lind Pedersen,

 

I Frederiks Allé ligger den franske og italienske deli Marché 122. Indtil nu har det mest handlet om sandwich, ost og charcuterie.

Men forleden lancerede de et stort fad med charcuterie, ost, brød og dessert.

Umiddelbart ikke den store nyhed. Og dog. For går man op i råvarernes kvalitet, er der god grund til at interessere sig for det nye tiltag.

Her er det ikke antallet af skåle, der imponerer. Det er kvaliteten af det, der ligger på fadet.

Tapas i Aarhus er ofte blevet en konkurrence i mængde. Jo flere små skåle, desto bedre. Resultatet er alt for ofte ligegyldigt fyld, tørre oste, tvivlsom kvalitet og mærkværdige påfund. Det er der ikke meget nyt i.

Marché 122 har valgt at gå den modsatte vej. Her er det råvarerne, der får lov til at spille hovedrollen.

Deres bud er et overdådigt fad med det bedste fra fransk og italiensk charcuterie og oste. Fadet koster 239 kr. pr. person og bestilles til minimum to personer.

På fransk hedder det en planche: et bræt med pølser, skinke og ost, og som man deler. Det er præcis, hvad Marché 122 serverer. Bare i en udgave, hvor det handler om kvalitet.

Mindst fire slags charcuterie

Fadet har mindst fire forskellige slags charcuterie. Alt er friskskåret.

Udvalget skifter. Det kan eksempelvis være rosette de Lyon, saucisson sec, bresaola, saucisson d’Auvergne eller jamón serrano af høj kvalitet. Flere håndskårne franske pølser og italiensk trøffelsalami er også i spil.

Osten skifter med ugen og sæsonen

Der er fire slags ost på fadet. De skifter fra uge til uge og efter sæson.

Lige nu er det Délice de Bourgogne, en triple crème med hvid skimmel. Den får selskab af gruyère, morbier og Le Pico.

Syre, sødme og knas

Rundt om pølser og ost ligger det, der binder fadet sammen. Hjemmelavet kompot, nødder i honning og husets egen pesto. Hertil trøffelmayo og lidt sylt.

Til at samle det hele op er der friskbagt focacciabrød og baguette.

Man skal altid have en dessert

Fadet slutter med en lille dessert. Den skifter, fordi Marché 122 kan lide at eksperimentere.

Lige nu er det en sprød tærte med karamel, pistacienødder og mascarponecreme. Den får et drys pistacie på toppen.

Indgang og udeservering med små borde hos Marché 122 i Aarhus C

Mont d’Or, selvfølgelig

Vil man gøre lidt ekstra ud af måltidet, kan man bestille en Mont d’Or til. Den berømte franske ost er en luksus i sig selv. Blød, cremet og med en fyldig smag, der gør det svært at holde fingrene fra den.

Osten skal i ovnen ved 200 grader i 15 til 20 minutter.

Resultatet er en flydende fransk ost, man dypper brødet i. Er det nødvendigt? Nej. Er det syndigt? På alle måder. Det er prikken over i’et og stærkt vanedannende. 

Pris: 239 kr. pr. person inkl. brød
Bestilling: minimum 2 personer
Tilkøb: Mont d’Or

 

Praktisk information

Marché 122

Frederiks Allé 122
8000 Aarhus C
Vis vej