Husker du Burger Town i den gamle pølsebod i Hasle?
I Hasle lå Burger Town i en gammel, men nyrenoveret pølsebod. Adressen var Viborgvej 152. Pølsevogn var det dog ikke helt, da der ikke er nogen hjul på boden. Det var mest takeaway, men man kunne sidde udenfor, når vejret var godt. Burger Town fik aldrig fat i kunderne og lukkede sidst i 2022. Konkurrence fra Pita & Burgermaster, som lå/ligger tæt på var for stor. Deres burgere og pizzaer faldt mere i kundernes smag.
Navnet Burger Town fortalte, at det handlede om burgere. Men ikke kun. Faktisk var menukortet blevet udvidet en del gange, og der var lidt af hvert. Dermed ikke sagt, at burgerne ikke fyldte meget, for det gjorde de, og de var stadigvæk pænt populære – især som takeaway hos de store udbringningsportaler. Et bud var, at størstedelen af kunderne kom fra portalerne.
Maden hos Burger Town
Der var burgere, shawarmaer, pitaer og pizzaer. Burgerne var af den store type, og hvor man fik bøffen stegt rosa, hvis man ønskede det – og man var heldig med de ramte rent. Det skete kun en gang udd af de tre gange vi spiste hos Burger Town. De skrev på deres hjemmeside, at burgeren var hjemmelavet, men ved vores test var det kun dressingen, som var hjemmelavet. Intet andet, så det var falsk markedsføring. Burgerbollerne smagte fint, men hjemmebagte var de ikke. Men med en pris på 55 kr. fik man alligevel meget for pengene. Der var seks forskellige burgere at vælge mellem, og favoritten her var uden tvivl deres cheeseburger.
Shawarma med kebab, falafel, kylling eller køfte lavede de også. Kødet varmede de på grillen, og det skæres ikke fra et hjemmelavet spyd – en vigtig pointe for de hardcore shawarma-kendere. Det kunne godt smages , at det kom fra en kebabfabrik. I pitabrødene kunne man vælge mellem det samme indhold, som der var i rullerne. Her var brødet heller ikke hjemmelavet. Men dressingen i dem begge var hjemmelavet.
Pizza var der også i den lille bod. Det var ret imponerende, hvor meget der kunne være i en lille fastfood bod. En rigtig pizzaovn var der blevet plads til, men deres pizzaer blev vist aldrig den helt store succes. Betjeningen var rigtig søde og venlige. De prøvede virkelig på at gøre kunder tilfredse med helt igennem god service.
Prisniveau
Det var sympatisk. Det var lave priser de kørte med her. Selvom der ikke var meget, der var hjemmelavet, så lå de på niveau eller under deres kolleger i byen. Men størrelsen på deres burgere var også lidt større end de burgere, vi typisk så i Aarhus. Rullerne var ikke med kød fra spyd, hvilket gjorde, at man ikke kunne sammenligne prisniveauet med dem, som selv lavede deres spyd. Men 50 kr. var billigt for en pita eller shawarma.
Masser af gratis parkeringspladser
At finde en parkeringsplads i Aarhus var og er ikke nogen let opgave i dag. På nogle tidspunkter på dagen er det umuligt. Men i Hasle er der masser af parkeringspladser, og de er gratis. Faktisk kunne man parkere lige ude foran Burger Town, hvilket var en kæmpe fordel, når vi taler om takeaway, og man ikke gider vente 30 minutter på, at et af de store udbringningsfirmaer kommer med maden – og efter så lang tid er maden også kold og kedelig.
LÆS OGSÅ:
Husker du Rooster i Vestergade?
Husker du Domino’s Pizza på Stjernepladsen?