Anmeldelse: Mikrobølgeovnen var aftenens travleste kok på Café Jorden

Aarhus har mange institutioner. Hos Lecoq sælger de chartreuse, så ingen andre kan være med, på restaurant ET får man et af landets stærkeste bud på det franske brasserie, og hos Oli Bistro kan man få skæld ud til sin suppe.

En institution er også Café Jorden ved Pustervig Torv. Her har man siden stedets åbning i 1985, først under navnet Jorn (efter Asger Jorn, red.) og senere Jorden, kunnet nyde en øl, en kaffe og en sludder, måske i varmelampernes skær under det karakteristiske neonskilt ud mod torvet.

Caféerne, som vi kender dem, havde deres storhedstid i 80- og 90’erne, men har siden haft det svært på madsiden. Det kan de takke den generelle gastronomiske udvikling for.

Fremkomsten af restauranter i alle segmenter og til alle priser gør det mindre relevant at spise på caféerne, og mange af dem er siden blevet glorificerede værtshuse, snarere end de franskinspirerede mødesteder, de var engang.

Vi besøgte café Jorden en mandag aften ved halv syv-tiden – dagen og tidspunktet forhindrede dog ikke et par mænd i baren i at drukne Sambuca-shots, da vi trådte ind ad døren.

Menukortet på Café Jorden må siges at være sparsommeligt, når det gælder aftensmad. Nachos, selvfølgelig, og ellers står valget mellem hjemmelavet lasagne, chili con carne eller tre slags sandwiches. Vi gik med en club sandwich, lasagne og en skål chili.

Et genopvarmet plastikmareridt 

Knapt havde jeg betalt i baren, før jeg så en cellofan-indpakket tallerken med ostedækket lasagne komme ud af køleskabet. I en form for fornægtelse gik jeg tilbage til bordet, men lige meget hjalp det.

Det tydelige bip, da lasagnen kom ud af mikrobølgeovnen, var ikke til at tage fejl af. Vantro så vi til, mens tjeneren pillede det nu kondensvåde stykke plastik af tallerkenen.

Da selvsamme tallerken kom til bordet, øjnede vi, hvad der må være den grimmeste servering, jeg har fået i år. Den hårde varme havde fået lasagnen til at sprøjte fedt- og kødsaft op på siderne af tallerkenen, hvor det blandede sig med dråber af kondens.

Selve lasagnen osede af smeltet cheddar og midt på tallerkenen lå et fedtet stykke, der havde fået de fleste italienere til at tage første rutefly hjem til Bologna.

Osten havde sat sig fast i kanterne og gav modvilligt fra sig, da vi pirrede til stykket.

Alle, der har genopvarmet lasagne eller anden form for pasta i en mikrobølgeovn ved, at det er som en barsk runde af minestryger. Enten er det en fuser, eller så brænder du dig gevaldigt. Og følgelig var vores lasagne stedvis brændende varm.

Selve smagen bar tydeligt præg af mængden af ost; lasagnen smagte faktisk ikke af så meget andet, men den var dog hjemmelavet som lovet og smagt til med både salt og peber. Prisen lød 94 kr., og det var det eneste, vi ikke var decideret utilfredse med på dén ombæring.

Selv tankstationer har samvittighed til mere 

Næste indslag, og den kunne da heldigvis ikke have været i ”mikro’en”. En club sandwich, skåret på midten og med pind igennem efter alle kunstens regler. Men så stoppede det ellers også der.

Papirstynde skiver kylling, umiskendeligt meget lig dem man får på frost, kunne akkurat anes mellem pre-skåret tør industribacon, tre lag groft sandwichbrød og store mængder fantasiløs karrydressing. Sidstnævnte mindede lidt om karrysalat til julens sildemad, bare uden fyldet.

Sidst, men ikke mindst, grøn salat, æble og rustikke stykker rå rødløg.

Det mest spændende ved sandwichen var tynde skiver æble, der gav en anelse knas.

Det var vanskeligt at ane andet end dressingen, og kylling smagte det slet ikke af. En elendighed og så endda aftenens dyreste indslag til 136 kr. og dermed 42 kr. dyrere end de varme retter.

Måske prisen skyldes, at sandwichen ikke bare kunne sættes i mikrobølgeovnen og derfor nødvendiggjorde et minimum af arbejde fra personalets side.

Flere af landets tankstationer præsterer mere spændende sandwiches til en brøkdel af prisen.

Back to the 80’s 

Var én ting forbundet med caféerne i 80- og 90’erne, var det hofretten chili con carne. Steder som café Dan Turèll i København blev nærmest synonyme med deres chili con carne, og snart fulgte mange efter, så det blev muligt at få sig en skål skoldhed chili i baren på den nærmeste café. 

Selvfølgelig skulle vi derfor prøve Jordens hjemmelavede chili con carne. Til forskel fra lasagnen blev den serveret behageligt frem for flammende varm og med ensartet temperatur. Ovenpå chilien lå revet cheddar og en skefuld creme fraiche.

Vores chili con carne var med længder den bedste ud af de tre retter, og der var styrke fra chilifrugter og peber og godt smagt til med salt.

Det var svært at ane andre krydderier end spidskommen, som var klart den mest dominerende smagsgiver, og det var da også til den støvede side på teksturen.

Til stor overraskelse var der til gengæld gavmilde mængder oksekød (hakket) i bowlen, som godt nok ikke smagte af alverden, men gav afveksling til bønnerne. Sidstnævnte var til gengæld helt udkogte, men om de har været bedre i 80’erne, skal jeg ikke kunne sige.

Moderne indslag á koriander, lime eller deslige fik vi ikke, men to stykker brød og smør blev det til.

Endimensionel, men alt i alt en akkurat godkendt servering, taget prisen på 94 kr. i betragtning.

I løbet af aftenen så vi ikke andet end vores egen mad komme ud af køkkenet (læs; mikrobølgeovnen), og det siger vel lidt.

Da vi forlod stedet, var der til gengæld fyldt ved bordene ud mod Pustervig Torv, og grupper af venner og veninder tog hul på en ny uge i hyggelige lag. Og måske det er netop Café Jordens berettigelse anno 2025; At være et chique mødested med øl på fad og mulighed for at hilse på de forbipasserende.

Denne aften kunne vi dog ikke andet end tage turen til nærliggende Shawarma King for at vaske smagen af smeltet ost af.

LÆS OGSÅ:

Anmeldelse: Aarhus’ skjulte vinbar er også en af de bedste