Af Pernille Søborg,

 

Anmeldelse af GODS i Aarhus C

 

GODS er navnet på restauranten midt i Godsbanen. Før i tiden hed restauranten, Spiselauget. Det gør den ikke mere. Konceptet er ændret. Det samme med indretningen, og møblementet er blevet opgraderet med Friis og Moltkes klassiske stole. Det ser godt ud, og de er perfekte til rummet. Baren har fået et facelift, og der er mere plads mellem bordene. Ellers er alt, som det plejer. Vi satte os for at anmelde en frokost hos dem.

 

Mad til lave priser

At restauranter i dag konkurrerer på priserne mere end nogensinde før, er en kendsgerning. Det kan man mene om, hvad man vil, men tendensen er ret tydelig, og det ser ud til, den er kommet for at blive. 

 

Gæster på GODSBANEN

 

GODS har kigget efter bølgen af de nye lavprisrestauranter elller Bouillon-restauranter som de også kaldes. De har set på antallet af gæster og deres succes. Men de har ikke kopieret dem, og er øjensynligt gået deres egen vej. GODS har den mission at lave god hjemmelavet mad til lave priser. Ikke discount, men i et prisleje, hvor alle kan være med. 

 

Moderne med respekt for traditionerne 

Smørrebrød står der i menukortet, men de blev præsenteret som håndmadder, hvilket passede meget godt. De var pænt anrettede. 

 

Smørrebrød på Godsbanen

 

Ros for størrelserne, da man fint kunne spise tre stykker. Den jyske tendens med alt skal være stort, og smørrebrødet en størrelse, hvor man kun kan spise et stykke, har de gjort op med her. Tak for det.

 

Hønsesalat

Når vi taler dansk smørrebrød, er det umuligt at komme uden om hønsesalat. Der var pænt med hønsekød i og var på ingen måde tør. Klassisk i smagen. På toppen var der æble og karse. Rugbrødet var friskbagt og groft. 

 

Hønsesalat hos GODS

Til 33 kr. var den uden tvivl bedre end forventet. 

 

Fiskefrikadeller

Frisk stykke. Hjemmelavet remoulade. Frikadellen var nystegt,  der var godt med friske urter i, og den smagte af fisk.

 

Et stykke med fiskefrikadelle på GODS

Hatten af for frikadellen var hjemmelavet til den pris. 36 kr. er altså en for alvor god pris. 

 

Den danske frikadelle

Her er tale om moderne frikadeller med friske krydderurter i og rødkål på toppen. Den klassiske smag af frikadelle var bibeholdt trods det moderne twist. God smag, frikadellen smagte af mere end fars.

 

Frikadelle hos GODS

Prisen var 36 kr. og igen value for money. 

 

Tataren

Rørt med brændt tomat, syltede perleløg, løvstikkemayo, syltede perleløg
og tynde kartoffelchips. 69 kr. var prisen. Kødet var håndhakket, let krydret og pivmørt. Hvis man er til råt kød, så vil man elske GODS’ udgave her. Umaminen var boostet og knivskarp.

 

Tatar hos GODS

En pæn stor portion til prisen. Vi taler om den bedste tatar til prisen i Aarhus. Intet mindre.

 

Rejesalat

En let og velsmagende rejesalat. Med sprød salat og purløg og karse på toppen. Til 42 kr. var det en god forret, uden så mange overraskelser.

 

Rejesalat hos GODS

 

En brødkurv hos GODS på Godsbanen-

Hjemmebagt brød med smør til 25 kr.

 

Kyllingesouffle

Med urter, rabarberkompot, salat og croutons. En ganske fin forret, som smagte godt, og hvor den hjemmelavede rabarberkompot i den grad trak op. Souffleen var måske lidt svag i smagen, men med den kompot er det ikke afgørende.

 

Kyllingesouffle på GODS

42 kr. for en forret er en lav pris i Aarhus C.

 

Moules frites

Suppen til de danske blåmuslinger var i den grad cremet. De møre muslinger lå i en velsmagende hvidvins- og flødebase med noter af hvidløg, skalotteløg og purløg. En svag syrlighed fra citron og vin balancerer den fede fløde.

 

Muslinger hos GODS på Godsbanen-

Den var ualmindelig velsmagende, og et must try. En stor portion til 129 kr..

 

Blåmuslinger hos GODS

 

Pomfritter hos GODS

Pomfritter uden så meget snak.

 

Bygotto

Perlebyg med grønne ærter og syltede løg. Den var cremet uden at være for fed, og der var bid i byggen. Bælgede ærter og syltede rødløg på toppen sammen med ærteskud.

 

Bygotto hos GODS

Til 99 kr. var den en god og ikke mindst meget mættende omgang.

 

Vin til sympatiske priser

GODS importerer selv deres vine. Det er der sikkert flere fordele i, men for os gæster er fordelen, man kan købe og smage vine, som kun er på få andre restauranter. Her er både naturvin og konventionel vin.

 

Vin på glas hos GODS

 

En halv liter Juicy IPA fra Carlsberg. Den var frisk og læskende, og prisen var god. 50 kr. for 0,5 liter er en god pris i Aarhus. Rigtig god endda.

 

En halv liter øl hos GODS

 

Stemningen

Vi er i et kreativt hus og her er alle slags mennesker. Man kan mærke mangfoldigheden med det samme. Her er højt til loftet. Lokalerne kan noget og er på mange måder en oplevelse i sig selv. Gæsterne er et bredt udsnit af befolkningen. Her kommer alle uanset indkomst. Vi talte med nogle stamgæster, som kommer hos GODS dagligt. Men også en del studerende fra Arkitektskolen, som er nabo til GODS, sad og spiste her. 

 

Sådan ser disken ud hos GODS

 

Vores vurdering
  • GODS lykkes med deres mad, og i en grad som rent ud sagt overraskende os. Det er positivt vel at mærke. Konceptet rammer tidsånden rent.
  • Tataren var ganske enkelt suveræn velsmagende. Til prisen den bedste i Aarhus. Der var smag fra krydderierne, og så var kødet mørt som smør. Til 69 kr. er det ganske enkelt et fund. 
  • Betjeningen var oppe i gear, og havde fuldstændig styr på menukortet. Maden kom hurtigt, og selvom der var mange gæster, manglede vi ikke noget.
  • Lokalet er stort, og der kan sidde mange gæster. Sådan er det, og det er en del af charmen. Det gør også at akustikken ikke er den bedste hvis man sidder tæt. 
  • Drikkevarerne var også prissat sympatisk og lavt. Et stort glas vin til 45 kr. er yderst fair i Aarhus. Det samme med en halv liter Carlsberg IPA til 50 kr..
  • GODS har formået at lave noget mad, som smager godt, og ikke koster alverden. De ryger ind som nr. 1 og er vores absolutte favorit blandt de nye bouillon-restauranter.
  • Her er der som udgangspunkt ingen maksimum tid på bordene, hvilket i den grad er et plus. Et stort plus. De siger godt nok nogle gange to timer, men de håndhæver det ikke. Der er også nok pladser her, og de kan let udvide med flere, hvis der er behov for det.

 

GODS er indbegrebet af en ægte hverdagsrestaurant, som har åbent hele dagen. Man har ikke lyst til at gå herfra, hvilket altid er et godt tegn for en restaurant. 

 

De har bevist, at god hjemmelavet mad ikke nødvendigvis behøver at koste alverden. Maden er ærlig, og af den slags, de fleste kan lide. Man føler, man får noget for pengene, og kan få tre retter til mellem 100 og 150 kr., hvilket er uhyre billigt i Aarhus. Især når det er hjemmelavet og smager godt. Velkommen til GODS, som med på vejen får topkarakter for deres mad set i forhold til prisen. 

 

Godsbanen i Aarhus på en forårsdag

 

Et sandt kulturelt mekka i Aarhus

 

 

 

 


GODS

  På Godsbanen ligger den nye restaurant, GODS, der er åbnet i Spiselaugets gamle lokaler. GODS har et kvalitetsbevidst folkekøkken, hvor maden primært bliver lavet med lokale og danske råvarer. Med et prisniveau, hvor alle kan være med, skabes en ramme for fællesskab og nærvær i området.  …
Senest opdateret: 14/06/2025 02:06