Den store burgerguide: Gode muligheder for en anstændig burger i Aarhus

 

At finde en god burger i Aarhus er lettere end nogensinde før. Så hvorfor lave en burger guide til Aarhus? En ting er sikkert – og det er, at antallet af dem, som laver burgere i Aarhus C, er steget markant de sidste år. Derfor er det i dag en jungle at finde rundt i.

 

Kvaliteten af de burgere, som laves i dag er højere, end vi har set det før – og det gælder både de håndholdte burgere og caféburgerne. Efter streetfoodbølgen ramte Aarhus, er der kommet en mindre skov af foodtrucks, som også laver burgere til relativt lave priser. 

 

Skal en burger være rød, rosa eller gennemstegt?

De tre ord skiller vandene, når vi taler om en hakkebøf, men også en steak. Hamburgeren var oprindelig gennemstegt, og det er lige meget, om det er den, som stammer fra Hamborg eller den mere moderne version fra USA. Men i dag er tendensen, at bøffen skal være rosa og saftig. Den skal være præcis tilberedt og gerne på en flammegrill. De findes i Aarhus, og det er også dem, som altid får de bedste anmeldelser, mens de gennemstegte altid taber.

 

For at undgå de gennemstegte bøffer skal man ved bestilling fortælle, at bøffen skal være rød eller rosa. Hvis den ikke er det, når den er færdig, så er det bare retur med den. 

 

Plantebaserede bøffer vinder indpas

Før i tiden var bøffen udelukkende lavet af hakket oksekød. Senere kom kyllingeburgeren til. For blot 10 år siden var det yderst sjældent, at man kunne få en vegetarburger. Men sådan er det ikke i dag, hvor langt de fleste burgerjoints har en vegetarburger på menukortet. Dog skal det siges, at der er kæmpe forskel på, hvordan de smager. Nogle er hjemmelavede, mens andre er de masseproducerede frosne, som kommer en tur i frituren eller på grillen. I burgerguiden her prøver vi at finde ud af, hvem der laver plantebøfferne selv, og hvem der ikke gør. Den opgave er ikke altid helt så enkel. 

 

Vi har lavet en oversigt her, hvor de, som laver en burger i Aarhus, er med. Nogle er rene burgerrestauranter, mens andre har dem på menukortet sammen med andre retter. 

Flammegrillet eller stegt

Tilberedningen af en bøf kan være helt og aldeles afgørende for, hvordan den smager. Alt for mange tager ikke den opgave seriøst, og bøffen får alt for meget, hvilket resulterer i, at den bliver knastør og til tider helt uspiselig. Hvis man ikke ønsker den gennemstegt, så husk meget tydeligt ved bestillingen at gøre opmærksom på, hvordan den skal steges. Flere steder siger de, at de ikke må eller vil stege en hakkebøf rosa. Hvis det er tilfældet, og du ønsker bøffen rosa, så er der kun en ting at gøre – og det er at finde et nyt sted. 

 

Burgerbollen har fået en upgrade

Engang var det kun de lyse burgerboller med sesam på, man brugte til burgerboller. De smagte ikke af så meget, og i dag kan det være svært at forstå, hvorfor så mange brugte dem. De var der bare, og kun de færreste savner dem. I dag er briocheboller populære. Især de hjemmebagte hvor der er brugt rigtig smør og ikke erstatninger og smagsforstærkere. Nej, det er den ægte vare, som for alvor kan løfte en burger. Desværre er det kun ganske få i Aarhus C, som bruger hjemmebagte boller, men de findes.

 

Pas på tomaterne, når de er uden for sæson

I rigtig mange burgere – ikke kun dem med oksekød, men stort set alle er der friske tomater i. Tomater skal smage af tomat og ikke af vand. En drivhustomat fra et opvarmet drivhus, som ikke har fået noget som helst sol, smager af vand og er langt fra solmoden. Den smager ikke af noget og giver ingen reel værdi til en burger. Det burde alle dem, som laver burgere vide og handle derefter. Men når tomater er i sæson og er solmodne, kan de smage fantastisk og løfte en burger til nye højder. Så rådet er, spørg lige efter, hvor tomaterne kommer fra – og hvis det er hollandske drivhustomater, så bestil burgeren uden. 

 

De fleste burgere er god value for money

En burger er en prisbillig spise, og nogle gange er prisen bekymrende lav. Der laves burgere i Aarhus helt ned til 20 til 25 kr.. Det giver ikke mening, hvis der bruges fornuftige råvarer, betales moms, skat, husleje, og medarbejderen skal have løn. Men der laves rigtig mange gode burgere til en pris på mellem 60 og 80 kr., og hvor der bruges gode og friske råvarer. Det er en god pris for en burger i Aarhus C.

 

Tjek vores pizza guide til Aarhus her:

Senest opdateret: 20/11/2024 11:11