Café 8 på Nørreport 8 i Aarhus C kort tid efter de åbnede

Café 8 var for en kort stund genopstået i Nørreport 8

 

Café 8 åbnede i forsommeren 2015 og lukkede i 2016. Helt præcis hvornår er der lidt usikkerhed om her på Spiseguiden Aarhus, da Café 8 lukkede over natten uden at fortælle nogen om det. Et godt bud i sensommeren 2016.

 

Café 8 havde til huse i det historiske hjørnehus på Mejlgade/Nørreport i Aarhus. Lokalet, som tidligere havde været hjemsted for et lokalt værtshus med samme navn, var blevet forvandlet til noget som ikke havde meget med værtshus at gøre. Selvom konceptet nu var ændret, havde navnet stadig sin charme og relevans – især for dem som kan huske stedet. 

 

Lokalet hos Café 8 på Nørreport var ikke ret stort

 

Lokalet var ikke overvældende stort, men det var tilstrækkeligt til at rumme et lille veludstyret køkken, en køledisk, indbygget køleskabe og et beskedent antal siddepladser. På en god dag kunne op til 8 personer finde plads indendørs, mens yderligere 10 kunne sidde udenfor når vejret var godt.

 

Lidt uden for kategori

Atmosfæren var indbydende uden at være noget særligt. Der var David Bowie-musik strømmende ud fra anlægget, friske blomster på bordene og en betjening, der var både venlig og imødekommende, men måske ikke den hurtigste af slagsen. Selvom det ikke var et sted, hvor alle kendte hinanden, føltes det sådan, da ejerne snakkede med alle gæsterne, hvilket tog sin tid, og dermed skabte ventetid. Der var en ægte interesse i at engagere sig i samtaler med hinanden, hvilket var en sjælden og befriende oplevelse på et ellers så travle hjørne.

 

Her ser amn indgangen til Café 8 på Nørreport

 

En god beliggenhed

Beliggenheden var strategisk god, lige i hjertet af byen, tæt på havnen og diverse forretninger, firmaer og uddannelsesinstitutioner, herunder Arkitektskolen. Det sikrede et stabilt kundegrundlag, hvilket blev yderligere forstærket af det faktum, at Mejlgade var en af de mest trafikerede cykelruter i Aarhus. Mellem 8.000 og 12.000 cyklister passerede forbi caféen hver dag. Ret vilde tal i en så lille en gade, men ikke desto mindre sandt. 

 

Udsigten mod havnen fra Café 8 på Nørreport

 

Takeaway til uvirkelige lave priser

Ejerne, som hed Karina og Jesper. Efternavnet fik vi aldrig af dem, men de havde klogt nok valgt at fokusere på mulighederne med takeaway, da det var overkommeligt for dem. De var bevidste om, at for at tiltrække et bredt publikum, skulle priserne være rimelige.

 

Frikadellesandwichen hos Café 8 på Nørreport

 

Deres menu var derfor enkel, men relativ velsmagende. En af stjernerne på menuen var deres oldschool frikadellesandwich, en nyfortolkning af en klassisk dansk ret.

 

En gennemstegt burger hos Café 8 på Nørreport

 

Udover frikadellesandwichen tilbød Café 8 også et udvalg af andre sandwich, burgere, pastasalater, panini og ikke mindst, klassisk smørrebrød. Sidstnævnte skulle bestilles dagen i forvejen og var prissat til kun 18 kroner per stykke. Kaffepriserne var også overkommelige, med en sort kaffe til 10 kroner og en latte eller cappuccino til omkring 20 kroner.

 

En burger med nachos hos Café 8 på Nørreport

 

Her var også isbar

Isbaren var en nostalgisk tilføjelse, hvor is blev serveret med guf og flødebolle gennem en luge i væggen. Om de nogensinde tjente penge på deres is vides ikke, men isen gik ud over maden, og ventetiden blev blot endnu større efter isbaren åbnede. Det gjorde at kunderne skulle stå ude på fortovet og bestille deres mad og drikkevarer, hvilket tilføjede et ekstra lag af hygge og liv til gaden. Det virkede fint, men nok mest på papiret. I praksis fungerede det ikke. 

 

Der var også isbar hos Café 8 på Nørreport

 

Medindflydelse på menuen

En af de mere bemærkelsesværdige idéer hos  Café 8 var deres kundecentrerede tilgang. De var gode til kunderne, det skal de have. Menuen og udvalget blev ofte lavet i samråd med kunderne. Nye tilføjelser til menuen, såsom gammeldags æblekage, hjemmelavede belgiske vafler, stegt flæsk, flæskesteg og boller i karry, blev introduceret med henblik på at tilfredsstille en bred vifte af danske retter, alt sammen til rimelige priser. Generelt var priserne alt for lave og de solgte ikke nok, da kunder gik igen pga. der var kø og ejerne snakkede alt for meget med kunderne. En ond spiral kan man godt kalde det. Lidt synd, da ejerne var rigtig søde, og idéen var god, men stedet og placeringen var ikke det rigtige til sådan et koncept. 

 

Café 8 på Nørreport set udefra en sommerdag

 

Der var altid vildt mange cykler i Mejlgade

 

Hyggeligt hjørne hos Café 8 på Nørreport

 

Udsigten mod byggeriet af Letbanen i Aarhus

 

Disken med drikkevarer hos Café 8 på Nørreport

 

Menukort hos Café 8 på Nørreport

 

LÆS OGSÅ:

Husker du Angus N’ Chicken House i Frederiks Allé?