Cake Heaven-2

Mette Blomsterberg og Cake Heaven: Danmarks største kagefestival kommer til Aarhus

Af Jan Lind Pedersen,

 

 

Der bliver nok at gå på opdagelse i for aarhusianere med hang til kager, desserter og alt det søde, når Cake Heaven indtager Savværket den 24. og 25. oktober.

Danmarks største kagefestival kommer til Aarhus med et stort kagebord, vaffelbageri, cupcakeværksted, talks, pop-up-boder, smagsoplevelser og Mette Blomsterberg som en af festivalens profiler.

Og nu bliver det samtidig billigere for familier at tage med.

Fire billetter for 499 kroner

Cake Heaven lancerer en ny familiebillet til fire personer for 499 kroner. Den normale pris for fire enkeltbilletter er 796 kroner.

Hver billet giver adgang til en to timer lang session på festivalen.

Bag din egen vaffel og pynt en cupcake

Det store kagebord er fortsat en central del af Cake Heaven, men festivalen er i år blevet udvidet med en række aktiviteter, hvor gæsterne selv kan være med.

I Cake Heavens eget vaffelbageri kan gæsterne blandt andet bage deres egen vaffel med vaffeljern fra Mette Blomsterberg, Shake N’ Bake-vaffeldej fra Valsemøllen og marmelade fra Irma.

Der bliver også åbnet et cupcakeværksted, hvor både børn og voksne kan dekorere deres egen cupcake med frosting og forskellig pynt.

For de yngste gæster bliver der desuden et kreativt område med blandt andet cupcake-tegninger og aktiviteter.

Is fra Irma og Morten Heiberg

Festivalen kommer heller ikke kun til at handle om kage.

Den kendte dessertkok Morten Heiberg har været med til at udvikle nye varianter af Irmas is, og på Cake Heaven bliver der mulighed for at smage på de populære is.

Der arbejdes fortsat på programmet frem mod festivalen, og flere kager, profiler og søde smagsoplevelser bliver føjet til.

Bagedystere og forfattere på miniscenen

Cake Heaven får også sin egen miniscene under navnet Cake Heaven Talks.

Her vil bagedystere, kagebogsforfattere og andre profiler fra kageverdenen løbende kigge forbi til korte indslag med inspiration, historier og smagsprøver.

Talksene bliver placeret rundt omkring i de forskellige to-timers sessioner, så gæsterne kan kombinere dem med besøget ved kagebordet og festivalens øvrige aktiviteter.

Vind et møde med Mette Blomsterberg

En af de helt store profiler omkring årets Cake Heaven er Mette Blomsterberg.

Hun tager med festivalen rundt i landet og bliver også en del af Cake Heaven i Aarhus.

Der bliver blandt andet mulighed for at vinde et personligt meet & greet med Mette Blomsterberg samt en særlig goodiebag med bageudstyr.

For Mette Blomsterberg handler Cake Heaven ikke kun om selve kagerne, men også om det fællesskab, der opstår omkring dem.

“Jeg er sikker på, at dem, som køber billetter, alle sammen er nogen, som har et kagehjerte, der banker, eller et desserthjerte, der banker eller et forkælelseshjerte, der banker,” fortæller hun.

Praktisk information

Cake Heaven i Aarhus bliver afholdt på Savværket lørdag den 24. og søndag den 25. oktober.

Gæsterne vælger en to timer lang session og kan undervejs bevæge sig rundt mellem kagebordet, vaffelbageriet, cupcakeværkstedet, pop-up-boderne, Cake Heaven Talks og de øvrige aktiviteter.

En almindelig billet koster 199 kroner plus gebyr, mens den nye familiebillet til fire personer koster 499 kroner.

Køb billetter her

Cake Heaven besøger efter Aarhus også Odense, Esbjerg, Aalborg og København.