Husker du Jensens Bøfhus i Rosenkrantzgade?
Jensens Bøfhus på Rosenkrantzgade var den allerførste restaurant i kæden. Den lå i en lille sidegade til Strøget, og netop denne afdeling skilte sig ud fra de øvrige Jensens Bøfhuse ved at have bevaret sin oprindelige form. Jensens Bøfhus på Rosenkrantzgade lukkede før jul i 2025.
Jensens Bøfhus var først og fremmest et bøfhus, men der fandtes også retter med kylling, fisk og vegetariske alternativer på menukortet.
Maden kunne nydes i restauranten eller tages med hjem som takeaway. Stedet var meget besøgt af turister og børnefamilier. Det var typisk ikke gæster med den store interesse for gastronomi, der spiste hos Jensens Bøfhus, men bøfrestauranten havde trods det en stor fast skare af stamgæster.
Jensens Bøfhus lukkede alle sine tilbageværende restauranter i Danmark efter flere år med underskud. Konkurrenten Bone’s overtog restauranterne og forventede at omdanne dem i løbet af 2026, og dermed sluttede kæden efter mere end 30 år.
Årsagen til lukningen var, at kæden gennem flere år havde kæmpet med store økonomiske underskud, blandt andet 37,9 millioner kroner i 2024, samtidig med at den var udfordret på sit image og af ændrede forbrugsvaner.
Maden
Valgmulighederne var mange. Der var noget for enhver, der kunne lide bøf. Man fik sauce og kartofler ad libitum til retterne. Her kunne der vælges mellem tykke fries, råstegte kartofler, flødekartofler, bagt kartoffel samt favoritsauce, whiskysauce, pebersauce og bearnaisesauce.
Til at starte med kunne man prøve en klassisk rejecocktail, bruschetta eller en skål salat. Der var også Jensens favoritkurv med mozzarellasticks, osteindbagte jalapeños, hotwings, crispy hotwings, falafler og løgringe.
Bøffer
Mange kom efter den populære Jensens frokostbøf. Det var 170 gram rump steak uden fedtkant med råstegte kartofler og Jensens favoritsauce. Eller Jensens foretrukne frokostbøf med 190 gram striploin med kraftig fedtkant, tykke fries og Jensens bearnaisesauce. Skulle det være lidt bedre, var der premiumbøffer som strip steak, oksemørbrad eller ribeye.
Burgere var også en mulighed
Her var seks forskellige at vælge imellem. Den klassiske med bøf af hakket oksekød, kyllingeburger, vegetarburger og VegMex burger med plantebaseret bøf. Var man veganer, blev burgeren lavet uden mejeriprodukter og i glutenfri bolle.
Andre muligheder og dessert
Selv om det var et bøfhus, fandt man også kylling, mørbrad af gris, laksefilet eller salat som hovedret. Desserterne bød på ta’ selv-softice, belgisk chokoladekage, bananasplit eller vaffel med softice.
Klassisk 3-retters menu
Man kunne også læne sig tilbage og vælge en 3-retters menu. Den startede med rejecocktail, fortsatte med Jensens bearnaisebøf, 170 gram rump steak uden fedtkant med fries og Jensens bearnaisesauce.
Til dessert var der Queens Delight, som var en vaffel med softice, drys af hakkede hasselnødder og chokoladesauce.
Børnenes menukort
Der var også tænkt på børnene, som havde et særligt menukort. Her var for eksempel seks frikadeller på spyd eller seks sprøde kyllingenuggets, begge med agurkestave, tykke fries, ketchup og mayo. Der var også børneburger, spareribs eller kylling.
Vin og drikke
Store fadøl eller specialøl, et stramt udvalg af vine, sodavand, juice og lemonade samt forskellige cocktails og bobler var mulighederne, når tørsten skulle slukkes. Det var ikke drikkevarerne som de gik op i her.
Hvordan var stemningen her?
Der var gang i den hos Jensens Bøfhus, ofte med mange børnefamilier, der kom forbi efter en frokostbøf eller en burger til børnene. Restauranten havde beholdt sin oprindelige form med fritlagte bjælker i loftet. Betjeningen var venlig og smilende.
Prisniveau
Jensens Bøfhus havde noget for enhver pengepung. Priserne kunne være lave i forhold til kollegerne, men også for høje. Det kom helt an på, hvad man valgte på menukortet.
Familier med børn og selskab
Havde man børn med på restauranten, var der et legerum for de små, og skulle man fejre sin fødselsdag eller bryllupsdag, kunne man holde sit arrangement her.


