Café Dokk1
På 1. sal og med udsigt til havneindløbet ligger Café Dokk1. Det er den kendte, Cafe Europa 1989, der varetager den daglige drift. Her byder de på et varieret udvalg af varme og kolde drikke samt mad som sandwich, panini og salater, frugt, is samt diverse brød og kager. Udenfor er der også siddepladser, hvor du kan nyde den smukke udsigt.
Maden
Der er tænkt over maden. Den er lavet fra bunden med fokus på økologi og bæredygtighed. Caféen har sølvmærke i økologi dvs. at 60% af råvarerne, der anvendes, er økologiske. Menuen ændrer sig dag for dag.
Dørene åbnes om formiddagen, hvor caféen byder på skyr med sæsonens kompot eller en rugbrødsbolle med æbler og chokolade. Du kan også vælge det søde og snuppe en croissant eller en morgenkage.
Sandwich
Udvalget består af tre forskellige. Brødet er enten hjemmebagt ristet rugbrøds- eller surdejssandwichbolle. Indholdet kan være Hopballe kylling, bacon og kål eller røget laks, pisket friskost og tomat.
Der er altid en varm ret, en salat for vegetarerne, noget til den søde tand, ligesom der er en særlig børnefrokost. Vil du have en lille picnic pose med friskbagt bolle, snacks og hjemmelavet saft eller juice med på turen, er det også en mulighed.
Weekenderne med lidt ekstra
Morgentallerkenen er bl.a. med blødkogt æg, Unika ost, Grambogård skinke samt hjemmelavet rugbrød og hvedebrød, kaffe og te.
Drikkevarer
Et varieret udvalg af varme og kolde drikke er der at vælge mellem. Fx saft, juice, sodavand, økologisk øl eller specialøl, et glas vin samt kaffe og te.
LÆS OGSÅ:
Guide til restauranter i Århus