Elmer
Åbningstider
- Lukket
- Mandag• Lukket
- Tirsdag• Lukket
- Onsdag• Lukket
- Torsdag• Lukket
- Fredag• Lukket
- Lørdag• Lukket
Elmer er navnet på restauranten over for Aarhus Domkirke og Aarhus Teater. Før i tiden husede de smukke lokaler Hereford Beefstouw og før det, Bryggeriet. Den gamle brygkælder er der endnu, og er fuld funktionsdygtig.
Elmer er en restaurant, som har et stramt koncept, men de er til gengæld rigtig gode til det. Her er ofte fuldt hus på trods af, at restauranten er en af de store i Aarhus med plads til 150 spisende gæster. Der er både indgang til Restaurant Elmer fra Kannikegade og fra åen.
Hvad er det her for et sted?
Det handler om buffet, men ikke af den slags vi ofte ser. Det hedder på moderne lånedansk, et “help-yourself”-koncept, hvilket betyder, man i høj grad betjener sig selv.
Udvalget er ikke så kæmpestort, som vi ofte ser det, men til gengæld er kvaliteten bedre, og man får noget for pengene. Du kan spise og drikke ad libitum i 1,5 time fra kun 295 kr., dog er prisen 395 kr. fredag og lørdag. Man ved, hvad et måltid mad koster, og hvis 1,5 time til et måltid mad er for lidt, så kan man købe mere tid.
Maden
Menuen skifter løbende alt efter årstid. Der er noget for både vegetarerne, kødspiserne og fiskespiserne, hvilket gør, at Elmer er en restaurant for alle. Maden står på den runde buffet, med personalet i midten, der løbende fylder op, så maden er indbydende og varm. Man henter selv sin mad. Få af serveringerne er anrettet, og står i skåle eller glas så som rejer og æg, ellers tager og bestemmer man selv, hvad man vil have.
Der er skilte med udførlig beskrivelse af, hvilken mad det er, og hvad der er i. Rigtig god stil, og meget brugervenligt. Hvad der er på buffeten, skifter efter årstiden.
Prisniveau
Det er relativt, og om det er value for money afhænger af, hvor meget man spiser og drikker. Sådan er det jo med sådanne koncepter. Man kan forlænge tiden, hvilket koster 100 kr. ekstra pr. halve time. Men for de fleste er der god value for money. Drikkevarerne er ikke laveste fællesnævner, og der kan bl.a. nævnes, at de brygger deres egen øl hos Elmer.
Er man til kaffe eller drinks, skal det købes ved siden af.
Hvordan er stemningen her?
Lokalerne er gennemførte, og de gamle store kobberkedler fra det gamle bryggeri skaber en stemning, som er i sin egen liga. Her er brede plankegulve og borde i træ. Gennemført og indbegrebet af god stil.
Møblerne er danske, klassiske, arkitekttegnede møbler, som ikke ses på mange restauranter i Aarhus. Man sidder godt, og der er god plads ved bordene. Væggene er dekoreret med ægte kunst for udvalgte kunstnere, som løbende skiftes ud.
Elmer er en stor restaurant, og den er i to etager, hvilket gør, der er mange valgmuligheder for siddepladser. Vil man sidde med udsigt til Domkirken, baggården, i vinafdelingen eller tæt på de store brygkedler i kobber. Er man flere, så kan det anbefales at sidde i kælderen, hvor der er mere ro, og en helt unik stemning. Når vejret er godt, er der en overdækket terrasse, hvor man kan sidde og spise.
Betjeningen
Man føler sig velkommen hos Elmer. De virker oprigtigt glade for at se gæsterne. De er opmærksomme og imødekommende. Som gæst bliver man godt informeret om konceptet, og inden tiden er gået informeres man om det, så man kan fylde op en sidste gang. God stil, når tid er en faktor i måltidet.
I baren med fadøl kan der i spidsbelastninger af og til være ventetid, da det bliver skænket, men alt andet var selvbetjening, og her bestemmer man selv tempoet. Tjenerne har mere tid, end hvis det var a la carte, hvilket gør dem mere synlige og til stede.
Vin, øl, saft, sodavand ad libitum
Der er hjemmebrygget øl, hvilket klart kan anbefales. Ellers er der bobler, hvidvin, rosé og rødvin, som man selv henter. Der er også alkoholfri drikke. Drikkevarerne henter gæsterne selv i baren. Man fylder glasset op med, hvad man ønsker. Flaskerne skal blive i baren og fadøllene skænker bartenderen.
Oplagt til selskaber
Elmer er en stor restaurant, og den er i to etager. Den gamle brygkælder har plads til 60 spisende gæster, og er oplagt til selskab. Man kan booke kælderen, også hvis man ikke er 60 personer. Hvis man er mindre selskaber, så booker man bare et bord, som passer til antallet. Det skal dog helst bookes på forhånd.