
Indblik: Ekkarat ‘Fik’ Nakskov Laursen
Transferskifte på Tangkroen i Aarhus.
De flotte lokaler i kanten af skoven huser fremover den unge køkkenchef, Ekkarat ‘Fik’ Nakskov Laursen, hvis CV tæller erfaring fra bl.a. Marchal (D’Angleterre), Kiin Kiin og Molskroen. Ekkarat, i daglig tale ‘Fik’, tiltræder efter et smut som assisterende køkkenchef på Sjette Frederiks Kro under den dygtige Steffen Villadsen, men nu bliver det altså med titlen som køkkenchef på Tangkroen. Det tager han dog med ophøjet ro – han er vant til lederansvar fra sin tid på Kiin Kiin, og han kender folkene i køkkenet.
Opstarten er da også forløbet perfekt, oplyser han, og det selvom der var mange gæster i festugen samt store selskaber, bryllupper mv.
Om sin køkkenstil fortæller Fik, at den er funderet i det stort smagende franske, men med inspiration fra det nordiske og, selvfølgelig, thailandske. Fik er nemlig født i Thailand, men flyttede som 10-årig til Kolind på Djursland. Det kan man kalde noget af et skift. Netop derfor var det også Molskroen udenfor Ebeltoft, han i starten af sin karriere kom ind på og endte med at blive udlært fra.
Jørgen Danielsen, der ejer Tangkroen, Sjette Frederiks Kro m.fl., lægger ikke skjul på sin begejstring over at få en af sine ‘egne drenge’ ind som køkkenchef. Det er vigtigt, at man kan få samme høje niveau uanset, om man holder sit selskab det ene eller andet sted. “Og det får man med Fik”, siger han. Han er helt tryg ved at overlade ansvaret til den unge køkkenchef og ser frem til samarbejdet.
Trods lidt insisteren vil Fik ikke sige for meget om de kommende menuer, men på ‘Livretterne’, som de kalder a la carte-menuen, vil man efter september finde nogle af hans nye påfund. De står i øvrigt i et prisleje, der er til at være med på – under 200 kr. for en gedigen hovedret. Ideen er, at Livretterne skal agere postkort udadtil og give mulighed for at smage niveau og stil, inden man holder et eventuelt arrangement. Et eksempel kunne være dampet helleflynder med bisque, sauteret spinat m. muskatnød og gulerødder.
Herfra ønsker vi Fik held og lykke med de spændende nye udfordringer!